The Project Gutenberg EBook of Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Strandingshistorier
       Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen

Author: Ludvig Mylius-Erichsen

Release Date: July 27, 2011 [EBook #36871]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret.




 L. MYLIUS-ERICHSEN

 STRANDINGSHISTORIER

 SKILDRINGER FRA JYDSKE VESTKYST
 OG SKAGEN

 KBENHAVN
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN)
 Trykt hos J. Jrgensen & Co. (M. A. Hannover)
 1901




                            TIL KUNSTNERPARRET
                                    MICHAEL OG
                                   ANNA ANCHER
                             MED TAK FOR DERES
                                KUNST OG DERES
                                       VENSKAB


[Illustration: MICHAEL ANCHER.
 Tegnet af ANNA ANCHER.]


[Illustration: ANNA ANCHER.
 Tegnet af MICHAEL ANCHER.]




Michael Ancher.


    Lykkelig den, der har bygget sit Hus,
    hvor Solen beskinner et lyngdkket Land,
    hvor Vejret har uhindret strygende Sus,
    og Sen slaar Braad mod den aabne Strand.

    Lyngduft og Sluft og fri Horisont
    bag Klitters forruskede Eventyr-Egn
    -- #her# virker De rigt i den daglige Dont
    trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.

    Det Lrred, De maler paa Strand og i Klit,
    er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind
    men af et forrygende Stormvejr forbidt,
    naar Havet har Brus over Revlerne ind.

    Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dr
    og pudser og piller med sirligt Talent,
    se derfor er Farven saa spegende tr
    og Liv og Natur saa elendig bevendt.

    Men #De#, som #selv# er en Frilandsnatur
    og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,
    De kender og elsker i Mol som i Dur
    den fattige Egn med det rige Mod.

    Hver plastisk Figur, hver Farve, De sr,
    faar Prg af det rlige Sandhedsbegreb,
    den selvskabte, stejle Mandskarakter,
    som #vil# det, den #vil# -- trods #alt# hvad det kneb.

    Mandigt og monumentalt har De frt
    i en Menneskealder den malende Haand
    -- aa! og saa mrker man Haanden berrt
    af Kunstens benaadende Helligaand.

    Lykkelig #De#, som har bygget Dem Hjem,
    hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,
    hvor Haanden kan viljestrk kmpe sig frem,
    og #Hjrtet# er med i den daglige Dont!




Anna Ancher.


    Den Kunst, De gav, var sund og djrv,
    som selv De er en sund Natur,
    der stille rgter store Hverv
    -- den Kunst, De gav, er djrv og pur.

    Og den, som skatter Kunstens Guld
    og fandt hos Dem et Livsens Vld
    op af den magre jydske Muld,
    er kommen dybt til Dem i Gld.

    Thi Deres kloge Kvindeblik
    har st, hvad Mennesker er vrd,
    og #Sandhed# talte De, men fik
    dog Plads for Nnsomhedens Skr.

    Nnsom og sand er Deres Kunst,
    og jydsk er Lunets Smil deri,
    -- dog, #den# bedmte Dem omsonst,
    som saa' kun Deres Maleri.

    Dem #selv# skal man paa Skagen s
    som Michaels Hustru, Helgas Mor,
    som Kunstnerhjemmets gode F
    og Venners Vrt ved dagligt Bord.

    Da sr man, Deres Kunst er stor,
    den gi'r Dem #selv#, til Punkt og Prik:
    det noble Sind, de djrve Ord
    og Deres kloge Kvindeblik!




Kunstnerparret Ancher.


Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet
den vestjydske Fiskerbefolknings Type -- #han# isr Mndene, #hun#
mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa
Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad
Kysten.

En mrkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske
Egne. Men selv inden for den sregne Form, som vestjydsk er, varierer
Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange
Kyststrkning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i
Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad,
srlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som #Brn#, nemlig:
Ben, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et
Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for
Klitboerne f. Eks. fra Ringkbingegnen. Mellem Harborefiskerens og
Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres
Dont er den samme, deres Virkeplads et flles Havstrg, deres Hjem
adskilt ved kun et ringe Antal Mil.

Som Dialekten er kendeligt uens, trder ogsaa Forskellen i Folketype
tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et flles vestjydsk
Grundprg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale
Tilsnit i saadan Grad ijnefaldende, at der faktisk kan opstilles en
Rkke varierende Typer.

Endogsaa inden for et saa begrnset Antal Fiskerfamiljer som
Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men
Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse
paa begge Sider Landevejen, lgger omtrent en Fjerdingvej mellem de
stligst boende, de nrmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere,
de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter
af to forskellige Slags, Skgformen er ikke ens, Moden for Haarets
Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt
Vesterbyfolkene trffer man saaledes Folk af en Smule Landsognsprg,
medens sterbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering.
Troligvis er det Giftermaal inden for samme snvert begrnsede Bydel
-- sterbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som n stor Familje
hver for sig -- der giver Srprget. Undtagelser, Overgangsformer
findes naturligvis.

Det er Skagens #sterbyfolk#, vi kender fra Kunstnerparret Anchers
Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher fdt og har levet sin meste
Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Trk. De har
altsaa begge haft Lejlighed til at trnge til Bunds i Tingene, gre
sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lre Naturen at kende i
alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette
Sted.

Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der
gennem en lngere Aarrkke har givet indtrngende realistisk
Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude,
virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set.
Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst -- hvortil altsaa henregnes
ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end iflge geografisk
Beliggenhed -- har moderne Kunstnere levet og arbejdet lnge nok til
at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S.
Kryer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).

Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i
Malerkunsten kom saa snt i Vkst herhjemme og tller saa faa
betydelige Krfter. Thi de gamle Typer dr ud. En ny Slgt af et nyt
Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder.
Skade! for den har sit eget strke Karaktrprg, der burde leve i
Billeder som i Bger. I gteparret Anchers Kunst lever de gamle
Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland,
hvor Gennemsnitsprget ganske vist differentierer, men hvor ingen
anden Kunstner har givet det vsenlige, det sregent personlige.

Det var vel meget af en Tilfldighed, at Michael Ancher slog sig ned
paa Skagen. Fdt paa Bornholm, i en gammel Kbmandsslgt, opvokset
dr og med et flraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i
stjylland som grundlggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke
netop fat i Traaden, der frte til Skagen. Men derop kom han dog en
sknne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, davrende Maler Karl
Madsen fandt han Husly paa Brndums Kro, i Vesterstuen af det gamle
Havehus, det samme Vrelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke
Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans
Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna
Ancher deres frste gteskabsaar, inden de skabte deres gstfri,
havehegnede Hjem i Udkanten af sterbyen. Ogsaa Kryer, Locher og
Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i
disse lave Stuer skrevet flere af sine Bger. Huset er helt historisk
nu.

Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Trvestakke, tog
Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive
dem var det ikke. Neumann, Rrby, Drachmann og Locher, som tidligere
havde gstet Skagen og malet dr, havde vsenligst haft det
taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade
sig tage a. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til
Skue, blive til Latter. Er I int kloger end som sidde og vre Nar,
sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres
Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en
Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Snderstranden.

Lsenet i denne Naturalismens Frstevaar var jo Arbejdet ude i
Naturen -- som det alle Dage burde vre det. Gamle Malere som P. C.
Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf
disse mrkelige brune eller grnne Farver, som gav saa lidet af
Naturen. De moderne Malere tog Lrredet ud under aaben Himmel i
alskens Vejr og malede #frdigt# ude, de vidste nppe altid, hvilke
Farver de brugte, malede bare frejdigt ls, saadan som de saa og
flte Tingene.

Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher frst fik
til at staa for sig. Snart vandt dog hans sttte, mandige
Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans frste
Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige
Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa
til nste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende
Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere
realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig
Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.

I det flgende Tiaars strke Produktion har vi gte Skagens Natur, og
Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem
og holdt af dem. Det er mest store, strke Folk med vejrfurede Trk
og tt Skgvkst under Hagen. Mest er de i Oljetj, lange Sstvler
og Sydvest eller laadden Kabuds. Nsten altid er der dramatisk
Spnding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne
plastisk Holdning, Kunstneren kender nje hver enkelt fra den
virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i
kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte
Figurs Udseende og Fremtrden som i hele den samlede Handling.
Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser srlig
Forkrlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang,
f. Eks. ved en Stranding, har vret Vidne til i stor Sindsbevgelse
og erindret fortrffeligt.

En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udfrelsen af disse figurrige
Lrreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende
Klitter. Tnk blot paa et saadant Par Kmpebilleder som Vil han
klare Pynten og Redningsbaaden kres gennem Klitten ved Vintertid.
De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa Grenen eller i
Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblst, forfrossen, i
rastlst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring
for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne
gjorde en uvilkaarlig Bevgelse, som havde Aabenbaringer i sig om det
individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fstne, mens
Momentet er der, en brydende S, en hastigt farende Sky, et flygtigt
Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige
Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis
jeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der krves et lynsnart Blik, en
dreven Teknik -- og den flsomste Sjl.

Og saa skal der et jrnstrkt Helbred til, desuden i stort Maal de
almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stdighed.
Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes
eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand
berede den nervespndte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe,
hvad hans je n Gang begejstret har set og hans Fantasi og
kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke
daglige rgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og
Slappelsesperioder -- men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken
Flelse af ubjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i
Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte
Sejrsflelse, naar Maalet endelig er naaet -- det Maal, som jo dog
aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt fler
Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brkdel deraf, som
han ydede.

Saa kommer Tristheden og Trtheden. Det kniber at faa nste Arbejde i
Gang, trgt gaar det, uden det friske Mod, som skal til -- men
pludselig fnger Glden igen, Flammerne blusser op, og alle Krfter
og Lngsler higer mod det nye, kunstneriske Maal.

Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske
Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal
for je tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke
kulturhistoriske Skatte -- Menneskeliv, Livsskbner -- der laa
uhvede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Frd
var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den
hjemmefdte, horisontlse aandelige Forkrblethed, der i det
indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa
ofte meget lidet tiltalende Vis.

Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske
Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt
fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den
dagligdags Episode, der fngsler ham, lige saa lidt som den smaalige,
intime Side af Fiskerens Karakter -- den han dog kender saa godt.
Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de strke, undertiden
lidt udvortes jeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham
endnu, trods hans alvorlige, indtrngende evnerige Virkelighedssans;
derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hnde, at
der kommer En paa Lben det Drachmann'ske Slagord Helte over for
disse jvne Fiskere i Anchersk Fortolkning.

Naa -- der #er# sandelig ogsaa vet Heltegerninger af de jvne
vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for
Kunstneren og Fiskeren.

Ivrigt er Ancher den jvne, naturalistiske Sandhed adskilligt
nrmere end Drachmann. Malerens Fortllemaade er i og for sig mere
ngtern vederhftig end Digterens -- som Bidrag til den rette
kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse.

Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og
gerne vil have deres kunstneriske Skn tillagt Vrdi, hre Udtalelser
om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrngende i sit
aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fnomener, der
evigt tager hans Sjl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende
vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller
Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber,
som de kalder Trivialiteter -- ligesom de finder det trivielt, at
Teatrenes ldre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange
hver Sson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.

Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver
efterhaanden virker for nsartede.

Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen,
billige, meningslse Kritik, som rammer over Maalet.

Kunstneren selv vd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et
langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type -- fra
Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne -- hans Ydre, hans
Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mgtig nok baade
malerisk og kulturhistorisk set. Og dette #er# lykkedes Ancher. Hans
Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid vre
den vsenligste Kilde for kommende Slgter til Studium af
Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet
langt mere i Lrreder end nogen Forfatter i Bger. Han er
Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham.

Paa en mrkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende
Kunstnerinde suppleret sin Mand. #Han# malte helst udendrs, #hun#
mest inde i de trange Fiskerhjem, #han# som nvnt isr Mndene, #hun#
Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlg for Tegning
og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave
Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slgt langt tilbage
var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mrkelig
teknisk Begavelse, var Mllebygger og fingernem til alt, Forldrene
havde Kbmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet
til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers
endnu levende Moder siger om Datteren: Ja, jeg tnkte jo nok, hun
maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den
Nat, Anna blev fdt. (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse
gennem Jylland.)

I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og
Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste strre Kunstnerkoloni, har
Anna Brndum faaet sine Naturanlg hurtigt og betydningsfuldt
impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede
hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til Kbenhavn hos
Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrkkes Produktion
gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interirer
med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende
Sympati parret med en beundringsvrdig Sans for Situationskomik. Med
stilfrdigt trt Lune fortller hendes Billeder ofte en lille lun
Historie inden Vgge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa
paalidelig ngtern uden nogensinde at blive banal. Hun er
Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved
sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin
Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en
vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen
har hun nppe nogensinde haft svrt ved at faa Modeller. Og havde hun
dem frst for sig, var Fortroligheden etableret. Nje kendte hun
deres Vsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun flte og talte
med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det slje Fiskeri, om Forlis
og Bjergning, om Mnd, der drak, og Brn, der sejlede paa Langfart,
de #gav# sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de #var# og uden
nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger
og korte Glder er at lse i den megen fremragende realistiske Kunst,
Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortlle med
skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Dre, hvor
hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben
Himmel.

Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i
samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der lnge
laa uforandret de hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som
fr, og de har grundigt og fyldestgrende vist, hvorledes de
Mennesker saa' ud og frte sig, hvad Tanker og Syssel de havde,
hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur
sled sig gennem Livet.

Det er tit fremhvet, hvilken kunstnerisk Vrdi Michael og Anna
Ancher reprsenterer. Det har vret Hensigten her i Korthed at pege
paa det usdvanligt vrdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de
gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres
Landsmnd.

Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest
beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har
set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse.

Imidlertid -- Anerkendelsen, Bermmelsen, som Kunstnerparret Ancher
har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile
i det ngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terrn. De indser begge,
at Tiden og Typen er anderledes nu end fr. Den sidste halve Snes Aar
har vret en Overgangstid ogsaa for Skagen -- og for Skagen hurtigere
end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former
for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som
i det Ydre, har fortrngt meget gammelt.

De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for
sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og
kulturmssigt grebet nu som fr ved at se den malerisk og literrt
saa bermte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har
jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder aflst det meste
Strandfiskeri. Nsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om
Dage er Kutterfolk og tilss fra April til November. Et saadant Liv
virker ndrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskg eller det
studsede Hageskg, der havde saa dejligt et Prg af Naturtilstand og
stod saa koloristisk smukt til Oljetjet, naar Solnedgangslyset faldt
som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskg og
glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskg.
Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele
blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer
paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det glder blot om at
erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre
den med klart Syn og malerisk Evne. Man br ikke henfalde i
Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye
Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for
den gode Kunst.

Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen
og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter
forsgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket
byder her paa denne Danmarks mrkeligste, rigeste og yderst farlige
Fiskeplads. Michael Ancher vil gre det. Det vil lykkes ham ogsaa at
fstne Lineamenterne i den nuvrende Tids, Overgangstidens
Fysiognomi. Han har jet aabent og den kyndige Haand rede. De
kommende Aar vil bekrfte denne Profeti.

Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sd og Tale og
Tankest i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide
at bruge sine gode jne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad
hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skbne hun
saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid,
der havde skabt dem men som hvnende fik Missionslivet til Aflser.
Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de
sirlige, renlige og selvbevidste frdes ved Ungpigemder og til
Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan
sidde i Skagens store Missionshus og af Hjrtet -- og slet ikke
Missionen til Forklejnelse -- nske disse Rkker af vakte Sjle,
disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bn, i Andagt og
Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjlfuld
Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men
betragtede Bevgelsen som det, #vi# alle maa indrmme, at den i
#hvert# Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende
nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Vrdi for Individet og udadtil
af betydelig almen Interesse ...

Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og
Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher flger
og fstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og
sknne Egn: de lyse Ntters farvefine Skr Horisonten rundt,
Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mrknede Hede
med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa
Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det
skummende Rev -- da ser man paa deres Kunst med den Underbund af
Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er ndvendig for et
funderet Skn over Lrredernes kulturhistoriske Vrdi ved Siden af
deres kunstneriske.

Og man ser en sjlelig Samhrighed mellem disse to Kunstnere og
Skagen, ja hele Vestkysten.

De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig
har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da --
med Rkkevidde ogsaa #uden# for Skagen -- vore betydeligste
virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske
Fiskerfolks Raceprg og Aandsform og Livsforhold i mere end den
sidste Menneskealder. I Hovedtrkkene glder deres Typer faktisk hele
Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har
grebet, hvilke almengyldige Trk af Skikkelse og Karakter de har
faaet frem hos det stedbundne og stedprgede Individ. Man br alle
Dage vre dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har
derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne
Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa
begge vide at tage den #ny# Tids Mennesker og Livsformer i deres
folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste.




 FRA JYDSKE VESTKYST
 OG SKAGEN




STRANDVAGT.


Et stngende Mrke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Prsten i
Vorupr gik med sin Gst over til Forbjergerens. Blsten strg i
vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i t
Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle
Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt
Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at vre ude i.

Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Prsten og
hans Gst stred bjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind,
der i Stormtider holder Spektakkel om den l Gavl af ensomme
Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tt
kldte Skikkelser. De drog Pusten dybt et jeblik og kng hastigt ind
gennem den lave Dr. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske
Dren fra dem, men de spndte til med Knerne og tvang Klinken i Hak.
Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mrt Loft.

Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og
klam. Gamlingen i Gaarden red overskrvs paa en Bnk ved Langbordet.
Han havde grn Skrm for jnene og rd Toplue paa.

Her er saa den Fremmede Mand, sagde Prsten og gik hen og gav
Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage
jne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte
overbrende Forundring og smilte aabenhjrtigt, da han bd Velkommen
i Huset. Naa, saa #De# vil med og gaa Strandvagt i #det# slle
Vejr, sagde han, ja-ja, De er da fra Kbenhavn, kan A tnke.

Ja, svarede den Fremmede, det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad
jeg er.

Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling? spurgte den
gamle ganske mistroisk.

Strandvagt, lo Prsten. I Nat -- i hvert Fald. I Morgen saa
#tnker# han over det, han ser i Nat.

Det var ellers nem at komme om ved det, mente Gamlingen og skottede
tvivlraadig fra Prsten til den Fremmede.

Ellers hedder Manden Holst, oplyste Prsten, og er flink nok og
mener os det godt.

Han er et Guds Barn da? Den Gamle var ikke helt beroliget.

Han bor ovre ved os, erklrede Prsten, og saa syntes endelig den
gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.

Holst knappede Yderfrakken op, han flte sig som spndt i Harnisk og
kunde nppe trkke Vejret i alt det meget Tj, den omhyggelige
Prstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstvlerne var varme
nok, men tunge som Galejslavelnker, den laadne Kabuds tyngede ham
paa Hovedet som en spirende Hjernebetndelse, man skulde tro, hans
Udrustning gjaldt en Grnlandsfrd og ikke bare en fire-fem Timers
Nattevagt paa Klitterne ved Vorupr Strand. Ganske vist, det var
Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de
ikke i Mands Minde havde kendt vrre Vejr, men han havde dog vret i
Luften fr og forvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men
med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de
hyllede sig i mange Lag Uldtj, naar de skulde udendrs i Blst, til
Stranden eller paa Sen, de stoppede Stvlerne efter med Halm,
svejrede et Trklde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke
forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem,
forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre
Alkoveseng uden at klde sig ordentlig af, helst ifrt baade Sokker
og Halsklde og alt Undertjet, ja somme Folk, der var noget til Aars
og plaget af den slemme Gigt, der er alle ldre Vestkystfiskeres
uafrystelige Omgangsven, #sov# endogsaa med Huen paa.

Holst stod hj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjlken, skarpt
iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarmmede sig og virrede med sit
furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand
vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i
Kbet havde en god Sengs Klder hjemme hos Prstens at ligge i.
Prsten var imens gaaet ud i Kkkenet, hvor han talte med nogen om
Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det ld,
som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets
Kroge var der en Knagen i Murvrket, et Sted klaprede uophrligt en
Dr, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forgldet op
gennem en Flamme, der flakkede nsten vandret for Trk.

Der vil strande Fartjer i Nat, det fejler ett, nikkede den Gamle,
ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. #Et#
Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren
for ... Gud hjlpe de Stakler paa Sen, at de ihukommer deres
Omvendelses Tid. Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben,
tandls Mund, mens han frte sin ene, knortede Haand op og kradsede
raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskg. Saadan sad han med
sine jne skjulte under den grnne Skrm, en Olding af Skikkelse og
Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrndt af Spiritus fra Tiden, fr
han blev vakt, og #nu# en troskyldigt lallende i de helliges Flok.
Han hrte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare
Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et
Vinteruvejr og, til megen #verdslig# Gavn i hvert Fald, rippede op i
den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser,
men for hvem #Aanden# i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens
Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke
Almnbegreber: Gudfader, Snnen, Helligaanden var en evig Gaadekres,
som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han
ingensinde heller havde gjort Forsg paa at trnge ind i Solsystemets
Hemmelighed, men refleksionslst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar
Tid og Sted var dertil.

Prsten kom ind fra Kkkenet og bragte sin Gst endnu en
Bekldningsgenstand til Vrn mod Nattekulden -- det uundgaaelige
strikkede Klitbotrklde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt
som et velvoksent Maveblte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod
ham, han flte sig given disse gode Menneskers traditionelle
Indbindingssystem viljelst i Vold og lod Prsten slynge Uldkldet de
mange Gange om Halsen. Med Prsten var fulgt to veltilpakkede Mnd --
en ldre, bredskuldret, lav lille n med filtret Skg og saa en yngre
Mand, hj som Holst, men svrere og med et skglst, asketisk Ansigt.
Det var Fiskere dr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der
skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden
Formaliteter, uden andre Ord end Godaften, kom de hen og gav Holst
en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen isr. Han forskede
Holst, som vilde han se ham i Sjlen med det samme.

Ja, det er #ham#, den hje Mand dr, De skulde flges med, sagde
Prsten til sin Gst. God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!

Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa
var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de
to Fiskere Stuen sammen med Prsten og den fremmede Mand.

Gaa med Jesus, velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men
Rabalderet af Blst, da Dren blev lukket op, slugte Ordene.

Den bidske Luft strentede ligesom i #Blger# mod Mndene, straks de
kom udenfor. Drn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede
Telefontraadene, Holst maatte stride bjet fremad mod Vejret, det
forekom ham, som om en Mngde Lokomotiver nrmede sig i hidsigt Jag,
ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor frte til
Stranden, stoppede Prsten op, han skulde hjem. Blsten ligesom
hvirvlede ham bort, Mrket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde
krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende
Vindsjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hrte.
De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning
ned mellem de tjrede Fiskepakhuse, der stod truende som fortttet
Mrke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene,
ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Vggene paa den
uophrlig regelmssige Maade, men saa evig formaalslst, som man
kender fra Afsindige, der er sprret inde bag et gitret Vindu ...
Langtrukkent peb alle Vindfljene, aa saa ynkeligt, og ndlidende
Klagen ld fra Baadene, der var slbte op i Klitkanten og stod dr og
rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld -- Larmen var
altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grnse i Rummet, saadan
som man engang i en bange Drm har hrt Dommedagsbasunerne runge for
de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprngtes ...

Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer
af skurende Sand frt frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet
strg som flossede Ruller kartet Uld. Brndingsfaldene var
tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det ld
som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tnke sig kolossale
nok, og som ddeligt saarede af langsomt drbende Giftvaaben laa
derude i Mrket og pintes -- krummede sammen om deres Vunder ...

Den lille skggede Mand blev vk uden en Lyd, var som opslugt af
Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede
den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde flges. I det samme vendte
Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nrmeste Klit,
som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snrt i den
andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede
de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Flelsen
af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brndte: Sandflugten
straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en
tt Rg af Sand, der tvang hans Lber og jelaag haardt sammen,
fyldte jehuler og Nsebor og betog ham for halve Minutter hans
Aandedrt. Et jeblik troede han, Fodfstet glippede ham, han blev
som lftet og slynget -- -- da pressede han sig med rundet Ryg mod
Stormen og lmpede et je paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at
han endnu rrte den faste Bund -- og derpaa kneb han jet tt i igen,
til den rasende Byge var lnset noget lngere bort.

Holst havde aldrig tnkt sig Mage til Vejr, intet Tj stod imod, det
gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han
tnkte med Taknemmelighed paa Prstens, der havde saa rent i Overmaal
dnget ham til med Klder ... Sikkert vilde det alligevel blive drje
fire Timer strandlangs den Nat. Men vrre var det dog for Fiskerne,
som havde Trnen Vinteren igennem -- -- og for Sfolk, som rakkede
med Skuden derude i Sen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde
der kigges nje efter Skibslanterner og Ndblus -- kigges ud i dette
Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets rkenknog og af
flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der
efter Varselsraab og Jammerskrig -- lyttes ud gennem dette
forskrkkelige Helvedeshyl!

Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen:
Skal vi saa begynde! raabte han ttved og med fremskudt Mund.

De gik. Vejen var i Blinde og hverken jvn eller med lige Kurs, der
#var# slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den
yderste Klitrkke, og hjt var Sandet fget sammen her, fr det i sin
Tid fstnedes til Leje af Helmenes lange Rdder. Klitterne toppede
sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod
Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken
tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der
Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke
mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brnding, der
ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt
op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i
Sen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprjt op ad Klitvggen,
som kunde denne vre et Klippeskr i det dybe Hav. Inderst i Vigene,
hvor Sen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhjt
som Fygesne i en Hulvej.

De havde Vejret sidevrts paa sig, naar de gik lige i Nord, men
saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blsten ofte klods #imod#
og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Krfterne
til sidenhen, der maatte fuld Muskelspndthed for hvert Skridt.

Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede
som bag Slr. Huden blev stram og flelsesls, jnene sved og lb i
Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med
Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde
ingenting, men Vejret fyldte deres ren med et Kaos af Lyde, alt
var blgmrkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden
Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til
Gavns en anstrengende Gang -- og det havde ungteligt vret
bekvemmere at ligge hjemme i Prstefamiljens hyggelige lille
Gstevrelse ... Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprve, en
organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blst, en hel
Orkan, at stemme sig imod den med helstbt Vilje og trodse sig frem,
sknt det kneb, og man sommetider mrkede i sig en dekadent Trang til
at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.

Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder rinde end til Nuets
Hndelser, de nrede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind
og Havskum og Sand rigtig hensynslst strg til, blev Tankekresen
snvret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fdderne, dr hvor
disse skridtede gennem det uforskelige Mrke. Men alt som Uvejrets
Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom nsartede, og der
stadig ingen Samtale frtes, blev der tnkt i fjernere Baner.
Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig
han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det
vel, der havde draget ham hertil?

Han repeterede Motiverne. Han var et hjemlst Menneske, der ingen
Steder havde fast Tilhold. I Kbenhavn stod der vel nogle mblerede
Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerflelse
kaldte #sine#, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold,
han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere
hans Venners end hans egne, eller snarere var de Vrtens, de var
lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte
#selv# eje Hus for at fle sig hjemme. Men den hele sre, vide Verden
var dog bedre end en prioriteret Villa ved Kbenhavn. Og Verden var
hans Hjem. Hans hjeste nske havde lnge vret at eje en ambulant
lille Bolig, et nogenlunde regntt Telt, som han nemt kunde flytte
med, hvorhen Lngslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandrkner, til
Fjldtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en
egen Lystflelse at stte sig i Toget i Kbenhavn uden bestemt
Rejsemaal og kre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han
vaagnede og kiggede ud af Kupvinduet paa et fladt og fattigt jydsk
Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved nste Station og
tale med Mennesker dr, han ikke vidste Navn paa. Han frte ikke mere
Rejsetj med sig, end han selv kunde bre, han var derfor ikke bunden
til Gstgivergaarde og Amtschausser men kunde lade allehaande
Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var
Fodgnger af Natur, han elskede at gre det af med Timerne ved
Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han
kom frem. Som en Agerhne sent i Jagttiden var han altid paa
Foden. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham ls paa en
fremmed Kyst, han gav sig jeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til
det ukendte Hav paa den anden Side. For isr var det Havet, der trak
ham. Han flte Kvlningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke
havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for
sig, gik han til Skipperbevrtningerne og faldt i Snak med en eller
anden, der tog ham med tilss, ud hvor Horisonten er landls, Luften
bakteriefri og Hjemflelsen reduceret til saa og saa mange Favne
Plankedk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.

Ved Vesterhavet havde han levet lngere end ved noget andet Hav.
Klitkystens blege Farve var som lgende Salve for hans jne, naar de
trtte af Kaf-Taage og elektrisk Lys sgte bort fra Byen. Han
huskede Aftener og Ntter ved Vintertid i Kbenhavn, naar han kom fra
sit Arbejde -- for han bestilte jo t og andet -- og han saa gik ned
langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag,
og fulgte Bolvrket og hrte Isen skrue knagende om de indefrosne
Skuder, da havde han i brutal Lngsel efter en fjerntstrakt isdkt
Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skjter som
Barn, i Lngsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt,
hvorhen hans nsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den
Dag at overskre alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede
som en #indefrossen#. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin
Lngsel ud i nogle Vers. De ld saaledes:

    Nu ligger Isen paa Kanalens Vande
    og knuger Strmmens Hvirvler under Dkke,
    langs gammelt Bolvrk knager Isens Rande,
    og Maager flokkes om hver lille Sprkke.

    Og mange Skuder ligger indeklemte
    med Isen skruet haablst op om Stavnen,
    med Sejl og Liner bag Presenning gemte,
    som skulde de faa #lang# Tids Rast i Havnen.

    I kolde Ntter hrer jeg dem stnne,
    det lyder som et fanget Vilddyrs Brlen:
    de bundne Skuder lnges, kan jeg sknne,
    mod dybe Haves Braadser under Klen.

    De lnges -- som jeg selv -- mod andre Zoner,
    ud efter kostelige, sjldne Fragter,
    ud for at hre ny og strke Toner
    og se paa Folk i andre, sre Dragter --

    til vide Himmelstrg, til Kulingspresset,
    der brer langvejs bort fra trange Havne,
    hvor en Bugsrbaad drager hele Lsset
    og ingen lydig Skipper #Lods# tr savne --

    #ud# til et Liv i rig, fortumlet Brydning,
    fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,
    fra Hvermands overlegne Stjernetydning
    og vore Toldbodrotters ttte Stimmel --

    #bort# fra det hjemmevante, hjemmepriste,
    fra disse snvre Lb ved Broer og Bomme
    -- -- kan vre, Skuden, og jeg selv, forliste:
    en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...

Men naar det Vinterntter stormede over Byen, havde han det vrst med
Flyvetanker. Han hrte Smld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas,
Vinden straalede om Hushjrner og kiggede Damerne voldsk under deres
Skrter, Betjenten maatte spnde Hjlmen fast paa sit forblste
Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af
Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa -- #da# steg der gennem alle
hans Aarer en boblende Lngsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor
der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel
lsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. Forlad alt og flg os!
skreg de. Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang.
Flg med! Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved
Havet, naar ondt Vejr brd ls. Man levede koncentreret strkt i
saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens
Herre. Ingen Slags Vejr var ham ndtrftig som Storm, han blev
ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i n
eneste spndt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke
hjemls lnger og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blste vk
som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at #ville#,
det gav ham forget Mulighedsvrdi, han #svor# paa de strste Ting,
de hjeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed lnge
derefter.

Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte fr.
Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham
dybere til Hjrtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage
flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrngt Skude, der
skal strande et Sted, men ikke tr vlge. Ved en Tilfldighed blev
han forslaaet til Kysten ved Vorupr, ud for Thisted. Vorupr var
Hjemstedet for den strste samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten
nst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op
imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var
Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Prst uden Embede, som
boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lrer, som var fdt der
og i sin Tid selv havde vret Fisker; og med den for de Hellige egne
Samflelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige
Forhold, saa at de konomisk sad langt bedre i det end de vantro
Fller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se
det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de
gamle maleriske Hytter ned og byggede hjloftet og sundt -- men
kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme
til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskftigede paa den
flles Landingsplads i Nrre Vorupr inden for det skrmende Stenrev,
-- Ansigterne bar Velplejethedens Prg, der var ikke lnger
Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der
klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig,
endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den
flles men afmgtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa
Skolelrerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og
til flles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved
de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme,
der virkelig var beundringsvrdig og vistnok enestaaende i Landet.

Kro fandtes ikke i Vorupr, ingen strre Gaarde heller. Ved Stranden
traf Holst Prsten og talte med ham, en af Indremissionens
Frstemnd, en svrlemmet Kmpe med stort Skg og lyse, fortrffelige
jne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt
med Prsten hjem, blev hans Gst og havde til gldelig Berigelse for
sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem
uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge,
end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bn ved Bordet, begge Dele
lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt -- med en hellig
Fisker.

Fiskeren mlede stadig ikke et Ord, han stvnede forsigtigt frem, for
Sandflugten forvirrede ham, sknt han nje kendte Terrnet. Men det
kunde blive skbnesvangert at frdes her i skdesls Tryghed. Traadte
man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man
uhjlpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet vk af
Blgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede,
hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i
Strandkanten, miste Fodfstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham
trimle om og blive frt ind under Brndingsfaldet og videre ud med
Strmmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at
Redningsbaaden et Sted paa Kysten nr var gaaet bort engang, da den
under paalands Storm krtes langs med Klitten, hvor Serne skyllede
op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab
gik ved Baadsiderne for at sttte Kretjet i den svre Blst --
da skyder et Blgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod
Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at
den tungt belastede Vogn lftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand
til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mndene tumlede
mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dr i
Havstokken, og som brmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede
Ulykken, der ellers var overhngende ...

Holst var trt allerede og pustede. Han flte sig drivende varm paa
Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren
arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# flge Trit,
og han #vilde# det. Han spndte kraftigt til og naaede et Par Skridt
foran sin Ledsager, men pludselig trder han ud i den tomme Luft i
Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter
hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og
Stjerneeksplosion for jnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene
igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og
fortumlet men havde dog Klarhed nok til jeblikkelig at springe ind
til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han
gravede med Hnderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og
pressede paa med Knerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel
avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrngt
Svmmer.

Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte
af alle Stemmemidler et Hov! der nsten ikke var til at hre, det
gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hrt det, ogsaa han
var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter
Lyden paa alle fire og med lukkede jne mod det piskende Sand.

Holst havde mistet sin Stok.

Ja-ja, trstede Fiskeren, det var endda godt, De ett mistede
andet. For det var en slem Rejse.

De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter
og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i
Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke fltes nr saa skarp som oppe
paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af slvhvid
Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt
fjernere.

Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i ret: Det
er uforsvarligt at gaa #ene# Mand Strandvagt her. Norden for
Hirtshals er der altid to i Flge.

Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige
ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte
anstrnge sig for at hre Ordene: A gaar heller ett ene.

Nej, i Aften ikke, svarede Holst, men dog #ellers#!

Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast
Udtryk om Munden -- jnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde
med Vgt: Guds Brn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!

De strittede videre i Tavshed, tt mod hinanden. Fiskeren gik yderst
og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter S, for
nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrg igennem og havde atter
Vejen sprret af en Klitkde, som de skulde bestige. Sen sendte med
halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det
Kystvrn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dkning.
Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet
af det jagende Slik, her i Mrket, hvor man ikke kunde skelne Lyden
af Skumsprjtet og knapt nok #jne# det, fr man havde det en Favn
fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men
Kaplbet gav altid et bankende Hjrte og ofte Vand i Stvlerne ... Og
netop som de engang ved en hastig Retrte havde undgaaet det vrste
af en S, ser de noget langagtigt mrkt brase med Skummet op mod
Klitten en Alen under deres Fdder. Holst tnkte straks paa Lig; det
jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' njere til,
forstod han, at det mrke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet
en ubehagelig Kollision, om han havde vret ude for Vragstykket, dr
hvor det kom.

Flere Skibsdele kom skvulpende med Serne -- itubrudte Spanter,
knkkede Planker, en Stump Raa.

Stranding, sagde Holst.

Snderpaa et Sted, Strmmen brer Nord i, nikkede Fiskeren.

Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet --
intet Lys at se!

Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Flelse over for den
hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa stt i Jesu
Varetgt. Det maatte vre en mgtig Trst paa saadanne Ture at vide
sig beskyttet af Jords og Havs hjeste Kraft, aldrig at fle sig ene,
men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderje, nre en
uomstdelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje,
og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette.
Man kunde ikke underkende det vrdifulde i en saadan Tro for disse
Mennesker, som paa deres nuvrende Udviklingstrin af Tradition og
Trang havde overnaturlig Sttte behov, og som gjorde deres hjemlige
Liv agtvrdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi
og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten vede
Barmhjrtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter #netop
udelukkende# i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.

Men engang, snt, maatte der vel komme Slgter, som turde lade det
overnaturlige dunste hen som Sbebobler og sge Kraften til Levned og
Bedrift #alene# i det menneskelige ...

Efter to Timers uophrligt Strb naaede Fiskeren og Holst deres
Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en hj Klittop kastede de endnu et
forskende Blik ud over Havet og sgte saa gennem et alt beherskende
Mrke tvrs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille
Trskur, som Holst frst opdagede, da de var et Par Skridt fra det,
men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i
en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tndt Lys i
Skuret, en smal Stribe viste, hvor Drsprkken var. Fiskeren lukkede
op og traadte ind sammen med Holst.

Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brndte med svag Flamme.
Der stod to Bnke langs Sidevggene, og paa Bagvggen hang
Telefonapparatet, til Alarmering af nrmeste Redningsstation i
Strandingstilflde. Paa den ene Bnk laa en Mand udstrakt med svedigt
Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved
sin tunge Paakldning, spndt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det
var Vagtmanden fra Vangsaa, nste Redningsstation nordenfor.

De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden
Bnk. De lsnede Klderne. Holst fik Trkldet af Halsen, Frakken
knappet op, Skjortelinningen krnget ned. Han stnnede af Varme og
Trthed, han flte sig forslidt som et Udgangsg. Det var lunende
dejligt at falde til Hvile her under tt Tag, mens Vejret lavede
Musik udenfor.

Den liggende Fisker saa sprgende fra Holst til den anden Fisker.

Han bor ved Prstens, den her Mand, oplyste omsider
Vorupr-Fiskeren.

Saa-aa, sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.

Det er en drj Tur, sagde Holst lidt efter. Hans Stemme ld ham saa
underlig afmgtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i
hans ren, saa han hrte daarligst og svagest sine egne Ord, de
gnkkede, som naar man trkker et Ur op. Han knasede Sand mellem
Tnderne, Lberne var som overtrukne med en Hinde af Salt.
Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans
Kinder, der brndte af Kulde, mindede ham om Bagvrk, hvis Skorpe er
krympet i for megen tr Varme. Han sad fremdeles og stnnede og tede
langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa
Fiskerne var baade trtte og forpjuskede. De sad helt stille.

Der er Stranding lnger snder, bemrkede engang Fiskeren fra
Vorupr.

Det #mrkes#, ja, svarede den anden.

Hvor? spurgte Holst.

Aa, det er ett godt at vide, mente begge Fiskerne.

I Agger! foreslog den ene.

Kan vre, tilfjede den anden.

Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.

Naa, vi skulde nok afsted igen, blev Fiskerne tilsidst enige om.

Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brlende Blst, med
Klderne pakkede tt om sig ...

De to Timers Vej hjem til Vorupr var for saavidt strngere for Holst
end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny lnger og
derfor ikke saa strkt impulserende. Han stavrede afsted i det trlse
Fre af redelig Vilje, stumlede nu og da nsten snublende over en
Klgknold eller en srlig tt Marehalmstue, det forekom ham dog, at
Mrket var mere gennemskueligt end fr; det var nppe lysere i
Vejret men han flte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra
Vorupr, han havde vnnet sig til Mrket og skimtede af og til
Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig
Forstrrelse. Men han var #svimmel# af Mrke, hans Hjerne generedes
deraf. Han foer nervst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd
eller Bevgelse af uvanlig Art ttved -- maaske en Hare, der sprang
op -- naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler ngtede undertiden at
lystre Ordre. Hjt maatte han lfte Benene for hvert Skridt, og ikke
give Slip med den ene Fod fr den anden havde solidt Fundament. Han
travede de samme besvrlige Sving i Terrnet, som da de gik ud. Det
var nsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Sen, der dundrede
ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to
nskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tr i Svlget og
vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en
Bid groft Brd havde vret en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa.
Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde
nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I
gamle Dage, fr Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat
som denne nppe gaaet af i lignende Forsagelse, #da# vilde Folkene
have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis
var den fysiske Spndstighed dog ikke bleven strre af Osteskorpe med
Dram.

Der faldt efterhaanden en sr uflsom Resignation over Holst, han
kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som
skabte Uflsomheden, men saa gennemgribende trt som paa denne Tur
havde han ingensinde flt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt,
gik og gik, men #uden# den aandelige Spnding, som gr selv
Strabaserne til en Fest. Han kom til at tnke paa Nansen og Johansen
paa deres Nordpolsfrd, naar de uden Ord skridtede de lange,
trlsomme Timer over ujvn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent
legemlige Udholdenhed vret prsteret paa den aandelige Vitalitets
Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti,
hvor Benene flyttede sig som i en Ds, mekanisk og ustanseligt, mens
Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.

Nogle Gange forsgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det
var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de
skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig
til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trgmundet Mand,
hans Ansigt udtrykte Tnksomhed, hans Svar var kloge men af
sammentrngt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan
talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de Vantro. Han hrte ikke til
den Slags Hellige, der skraaler Hvermand rerne fulde af Bibelsteder
og propaganderer i tykt Hovmod. Han var rlig og sindig. Og om han
havde vret blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den
Skvadronrtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de strkt
besgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmssigt at gre
Figur.

Havet mindskede ikke sit Oprr, Stormen var vedholdende som Torden i
Hsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der
ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde rkke
til dem og faa dem draget paa fast Kyst.

Som de to Vagtmnd kom op paa en hj Klit, saa' de pludselig et Lys
skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tnkte straks paa
en Skibslanterne.

Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr, forklarede Fiskeren.

Holst faldt til Ro igen, men mrkede Trtheden dobbelt strk nu. Han
syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke sprge. Men
snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de
altsaa vre omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu,
Klokken var tre, godt og vel -- og fr han vidste af det, havde de
naaet Landingsstedet ved Vorupr; det var heller aldrig til at
beregne Afstand efter et Lys saadan mrk Nat.

De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet
blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skr
af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og aflses. Holst
var saa udmattet, at han bogstavelig med Hnderne maatte #lfte#
Benene over Baadenes udspndte Ankertov.

De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende
Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blsten
forfulgte dem hvinende helt til Kkkenet. Her sad to strkt skggede
Mnd af nste Vagthold parate, de havde en dsig Lygte mellem sig paa
Kkkenbordet og genkaldte i deres nsten stivnede Ro, som de sad dr
med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske
i Kronborgs skumle Kasematter.

Henne ved Stuedren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten
sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tmmeret
drev fra, maatte vre lngere snder.

Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.

Naa? sagde en af Mndene til Holst med et forstaaende Smil over
hans forslbte Udseende.

Ja--a, pustede Holst, for #Fornjelsens# Skyld er Turen nok vrd
at gre, men for den Tokrone, I faar -- nej Tak!

De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mnd til deres Vagt.

Tak for Flgeskab, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige
Fisker.

Ja, nu faar De selv Tak. Fiskeren beholdt hans Haand lnge i sin.

Var det saa alligevel ikke rart, om de #altid# var to paa Vagten?
spurgte Holst lidt drilsk.

Med ubevgelig Sikkerhed svarede Fiskeren: Jo saamnd, for #os# at
tykke. Men #vort# Syn rkker ett langt. Den, der gaar alene, uden
menneskeligt Flge, han kan sommetider overtnke vigtige Ting, som
ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar #flere#
sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu
sikkert nok.

Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med gte lunt vestjydsk
Rsonnement: Men en Krones Penge mr for Vagten, det vilde Vorherre
ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn.
Men det skal jo gaa igennem #Rigsdagen#. Og der er jo Fejler ved alle
jordiske Ting.

Holst tog Afsked. Han lo fornjet, mens han gik, og nsten glemte sin
Trthed. Det havde vret en herlig Tur.

Ovre hos Prstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget
Ydertjet og de tunge Skaftestvler af i Entren og let, som et
pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Vrelse, hrte
han raske Trin i Stuen. Det var Prstefruen.

Jamen, De skal rigtignok have Kaffe, sagde hun efter ham, med en
Kkkenlampe hvet over Trappegelnderet.

Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld! beklagede han.

Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve
imens og pakket Kagekasser til min Familje i Kbenhavn. Kom nu ind!

Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager.
Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte
da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen.
Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dr i den
lille Stue, der havde bofstede og stavnsbundne Folks hyggelige
Hjemmeprg, og styrkede sig og hrte Fruens dmpede Tale om alt det,
hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre
i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed,
maatte han tro: Rengring og Bagning og Brasen, Julehilsener og
Juletr -- og saa den aandelige Forberedelse til Hjtiden.

Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tnkte
paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Prstens her ...
men de lejede Stuer, #han# havde i Kbenhavn -- ak nej, de besad ikke
den Trolddom, der #bandt#.

Bekymret gik han op paa sit Vrelse. Men da han havde faaet sig
afkldt og vasket og badet -- han var som pudret med Sand over hele
Kroppen -- og han laa i hvilende Velvre i den venlige Seng, rakte
han Hnderne takkende ud, at det dog ikke var bleven #hans# Lod at
sidde i Jule-Huslighed til Halsen -- og blive kvalt.

Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde.
Lykkelig? -- var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller
ikke at vre det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var
Stagnation. Hans Devise var: #Naa -- videre!#

Der gaves ikke Lykke for den urolige, men #Momenter# af opstemt
Sjlsbevidsthed, #Glimt# af den sublimeste Sknhed, af #Liv#, af
#Liv# -- #dem# kunde man jo saa benvne #lykkelige#, om de endelig
skulde have Etikette.

Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det
vret saadan. Der var de store jeblikkes Vingesus gennem Vejret ...

Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes
Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Prsten, tnkte Holst og
lste, med tilkmpet Vaagenhed. Men han var trt, sdelig trt, og
Stormnattens mgtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver.
Han faldt i Svn for brndende Lys.

       *       *       *       *       *

Jo -- det havde vret n af de storladne Ntter paa Kysten, en
tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn
og Nationalitet paa det. Det var sndersprngt, ikke et levende Liv
kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper.
Og mere end t Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en
Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde
gennem det forrygende Vejr pludselig set en rd Lanterne -- bare et
jeblik -- og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og
Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strm. Ingen saa' dem
siden ...

En strk Puls slog her paa hele denne Kyst, den sreste i Landet. Her
var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fan, t Sted eller flere,
hvor Tilfldet frte det med sig, og vre Folket nr i dets Liv og
Kamp, i det daglige Strb som naar de store Handlingens jeblikke
greb ind. Her spilledes det mgtige Drama, Livets eget, uden
digterisk Tilst, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de
#var#; -- hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...




EN REDNINGSMAND.


I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bder Garn.
Han er skrbelig nu men vil ikke rigtig vre ved det, han kan ikke
forstaa, at Krfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var
ikke netop den Sygdom i Fdderne kommen over ham, havde han vel
endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu
maa han sidde stille indendrs og hre efter Vejret og sprge Nyt fra
Stranden, naar Snnerne kigger ind.

Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok
endnu til at hge om ham, blev det nok rent galt med Humret.

De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle
Stemmer om fr i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet,
og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels
Jensenius ved Redningsbaaden og har vret med til at bjerge mange
Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en
beskeden Natur, uden ringeste Sprl. Paa Vggen over Dobbeltsengen
hnger der et Hdersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for
hans menneskekrlige Daad. I sken paa Kakkelovnshylden ligger den
engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter Mispahs
Stranding. En anden ske rummer Dannebrogsmndenes Hderstegn, som
Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af
Redningsvsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren
nede paa Kontoret hftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at
nu #skulde# han bre det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den
Gang, Lars Kruse blev begravet.

Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetrklde
mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den
tynde Hud, er Sster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var
altid gode Venner og Baadfller. Det var under Lars Kruses Fravrelse
paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Frer af Redningsbaaden og
bjergede Folkene fra Mispah.

Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel n,
Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel;
hendes lyse jne er gode og livlige, de vidner om et mt Sind og en
klar Forstand. Hun har haft en drj Tid med Manden de seks Aar han
nu har haft Sygdommen i Fdderne; ikke saadan at forstaa, at
Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har djet de
forskrkkeligste Smrter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i
Sengen men siddet oppe, Dgn efter Dgn, dr i Slagbnken paa en Pude
og med Benene skraat ned for sig paa en hj, polstret Skammel.

Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar
siden har vret krnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken,
nsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skgget stritter graat
under Hagen, og det lange Haar hnger glanslst ned under Hatten, som
luner ham for Trk fra Vinduerne. jnene er store og matte, ved
Nseroden kommer der nogle anstrngte, forpinte Rynker, naar han
tnker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, srer
godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre
gamle aflgse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade
af Brndevin og Badegster. Snarere er Niels Jensenius sn af Mund,
men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel
Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.

Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det, forklarer Konen og
peger paa Mandens Fdder, som er tykt svbte ind og stukne i store
Tfler. Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden
og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet
sine smaa Stvler paa og de klemte ham, #det# mener vi da, at det var
derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.

Jo, siger Manden, vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa
taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok
samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem
en Gang.

Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks,
men vrre blev det jo. Konen ser bekymret paa sin Mand. Nu har han
mistet de ni af hans Ter.

Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Lbet af
et Aar blev de fire Ter paa venstre Fod angrebne og derefter alle
fem Ter paa hjre Fod: De visnede ind til ingenting nsten,
Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen
sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren
dem af. Der var ingen Flelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa
paa, te de blev tagen.

Akke-ja, sukker Konen, det var retten en strnge Tid.

Manden sidder og nikker. Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage,
siger han. A er jo hel Krvling, ja saamnd. Han ryster srgmodigt
paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de
triste Tanker fra Sygelejet.

Men Konen dmper sin tynde Stemme og fortller, saa Manden ikke hrer
det, og mens hendes lyse jne flimrer i Taarer: Ja, egentlig er det
maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste
det rent vk, det som Doktoren havde klippet af ... #Ddt# var det jo
nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A
kendte dem jo fra min Mand, hver eneste n, vi har jo levet sammen
saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet
og A stod dr ude i Kkkenet og havde alle de slle Stumpler i et Fad
og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et srgeligt
Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svbte vi dem ind i et Stykke
Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mrkt
... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Sn i ... dr gravede vor
Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde vre,
syntes vi. ...

Der bliver saa stille i Stuen en Tid. Akke-ja, sukker Konen
endelig, saadan en strk Mand, han var, at det skulde gaa ham
saadan!

Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bdevrk. Nu og da lfter
han sine store jne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit
tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.

Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne
Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af
Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortller han om
Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.

En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad
Kandestederne til. Fr i Dagene var der jo Strandinger fra
Efteraarstid af nsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og
Folk vk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at
sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem
fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne;
det var slemme Steder at frdes paa for os.

Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange
Ntter har man int vret i Seng, vi gik Dgn om med Stvlerne fulde
af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen
Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget
at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det
Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid,
da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, fr vi fik
Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer,
et Std efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men
siden vi fik Redningsvsen, har vi jo lidt fast Ln og maa int skrive
fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo
imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan
kommen i Brug til Paasknnelse ... Og det kan jo ogsaa vre skjn
nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int lse, hvad Slags Skrift der
staar; de siger, det ellers er pne Ord om os ... Men det er jo
Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger vd man
jo, hvad er. ...

Det gr da ogsaa mindre med Pengene, indskd Konen, sin Nste skal
man jo hjlpe af Kristenkrlighed, som der staar.

Niels Jensenius nikkede indrmmende: Saadan syntes vi jo, ja, om
ogsaa det sommesind' var lige strng' nok for os ... Der var en
Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da
var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne.
Husene var helt kngne til. Det var knap ved Fastelavn og en
grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land
i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her
ster, som havde hrt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med
Mldingen, sagde, at nu havde han hrt dem skrige saalnge, nu kunde
han int holde ud at hre det lnger. Saa fulgtes vi derned.
Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brkket
Laasen fra og Dren op -- man skulde undre, at de havde haft Krfter
nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde,
det var en svrene Plankedr -- de stod derinde i Huset allesammen og
frs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede n, han
havde nok vret svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung
Kngt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset
og var ligesom dd, helt stivfrossen ... Vi fik ham lsset paa en
Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og
om Grenen og ad Snderstranden hjem maatte vi kre, for vi kunde int
komme tvrs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til
Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsg, bare for en
Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv,
og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi brstede ham under
Fdderne og gned ham med Brndevin paa Brystet, det plejer at vre
godt, og vi sknnede ogsaa, at nu begyndte han at rre sig, saa skal
A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og
arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man
skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde vret i Havet ...
Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi
spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik
vk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa
jo nok ha' vret bedst for ham, saadan som det skete. ...

Ja, det har det nok, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes
rigtige Styrelse -- trods alle Livets sre Hndelser ...

Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en hj Mindesten over
otte Skagbofiskere, som omkom under Forsget paa at redde Bestningen
fra svensk Brig Daphne, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til
Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog
om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen
fortller Niels Jensenius:

Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst,
te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun rg.
Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at
haandtere men svag af Brekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne
stod hjt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian
var Frer den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at
Baaden var ude n Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde
ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire
Mand saa rent udmattede af at ro og manvrere i den svre S, at de
maatte mlde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som
vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens
Christian valgte fire af de strkeste. De tog nu ud med Baaden igen
og lagde sig for to Kastedrg i L af Skibet, for de var bange for at
komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og fld i Sen ved
Vraget ... Men de skulde int have kastet Drg, for det vd vi jo, at
naar vi ligger for to Drg, saa kan Strget, som lber saa rivendes
hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svlg -- saadan skete
det ogsaa, Redningsbaaden kntrede, og otte af dens Mandskab sammen
med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel
tnkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres jne, som
stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa
kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting
kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore
Kammerater.

De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen
af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dr hvor
de drev af for Strmmen. ...

Ja, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, Niels Jensenius
bjergede da selv n af de fire paa den Maade ... Han lever saamnd
endnu ...

Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pne en, kan A
huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok:

    Otte Enker blev der nu
    paa n Gang, der blev en Gru
    for de otte ja og saa
    for de femogtyve smaa,
    som misted deres jordiske Forsrger.

De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrkkelige Dag, der
fulgte. I Lbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende
Skagbo og Smanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drje
Timer, naar Ligene, enkeltvis som de fld ind, blev samlet op, lagt
paa Vogn og krt til de forskellige Hjem, Aa, sikken Jammer her i
Byen, siger Konen. A husker, det var det skjnneste Maaneskin om
Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen,
dr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A
med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ...
Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt
tilbage igen, endda han havde vret med ude i privat Baad tre Gange
og bjerget Daphnes Folk.

Niels Jensenius fortstter: Det meste af Dagen gik jo med at tage os
af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til
at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan
Hvirvels ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var
klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker
til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var
paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Krfterne i og roede til,
men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele
Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der
restede jo den ene, som var gaaet vk ... De saa' slle ud, de Folk.
Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet
var i det forfrdeligste Oprr, og ingenting, hverken Brd eller
Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene
drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom
... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te
det var skjnt, vi fik dem bjerget, isr efter det at vore
Kammerater var gaaet vk for det samme si' Skyld.

Vi kom efter den Tur til Redningsvsenet alle tre -- Lars Kruse og
mig og Ole Svendsen.

Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted, sukkede Konen,
han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde
bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at
tnke!

Der var, hvad vi kalder for tykt Hav, sagde Manden, saadan lumsk
og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man
ingen rigtig Sring have af det, der kan komme hvad Vejr det skal
vre, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer
... Men en sre Trf var det nu ligegodt med Lars Kruse.

Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A, beretter Konen videre,
og allerbedst som A staar ude i Kkkenet, kommer en af vore Snner
og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: De siger,
te Lars Kruse er druknet! Saadan sagde han. Akke-ja, svarede A,
#den# unge Kngt fik de da tidlig nok tilss! A tnkte nemlig, det
var en Snnesn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen
ud og sejle. Nej, siger saa vor Sn, nej, lille Mor, det er da
din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om! ... Og saadan var det,
som han sagde ... De kom krende med ham, min gammel Bror, og A
rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad
Kkkenbordet, og vi tumlede svrt med ham, saaent med Oplivelse, men
lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men srt var det, for
hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lnder, den var lige
saa #varm#. Men det har vel vret de mange Klder, han altid trak
paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo hjt til Aars, og
skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret
stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som
blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik vk ligesom Lars, de
fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tvrs for Sen og
var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ...
De kan jo int svmme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels
Jensenius, at det bare vilde gre jeres Pinsel lngere, for
Sstvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med
sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to,
som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Sren Kruse -- og
han har endda altid vret mj vagere end som Lars, for #Lars# var jo
strk som en Bjrn -- og den anden var Niels Lr, her vesten til, den
slle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben
blev knkket eller skudt af Lave, lnge laa han syg og er aldrig
rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tnker A,
saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...

Og her skal en anden sidde og vre Krvling, falder Niels Jensenius
sin Kone i hendes hastige Tale.

Ja-ja, mener hun trstende, #du# har gjort #din# Part af Arbejdet,
saalnge du kunde.

Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilvrelse:
Det havde ellers vret skjnt at gaa sin Alderdom i Mde med et
rimeligt Helsen ... og kunnet gre sin Bestilling som de andre ... A
havde jo aldrig vret syg, fr den her Koldbrand brd ud ...

-- -- Naar man i Skagen hrer Niels Jensenius nvne, er det altid med
Beundring for hans Optrden ved Mispahs Stranding, hvor hans
Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den
engelske Bestning. Fagmnd siger, at dette Redningsforetagende er et
af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor
Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog
og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede
Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da
Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet
med Skagens Redningsbaad.

Konen fortller, at hun stod i Dren og hilste efter Niels Jensenius,
da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Snner med,
Mrket laa saa tt, at man nppe kunde se en Favn fra sig. Med
beklemt Hjrte stod hun dr i den lave Dr og lyttede gennem Mulmet
efter Mandens og Snnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets
Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende
tilbage? ... Gud holde naadigt sin Haand over dem, tnkte hun og
gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hnderne for at sprede Tankerne --
men udefra hrtes det piskende Vejr og den evindelige Brnding, det
var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...

Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil
-- naar #bare ikke# der havde vret de to ldre Dampskibsvrag
netop omtrent i Nrheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det
uigennemtrngelige Mrke ... Man kan ikke fri sig for at gre
Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer
sit beskedne naar bare ikke og saa det almindelige hypotetiske
hvis, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er
Tale om en Ulykke, som kunde vre sket, #hvis# de og de heldigvis
udeblevne Omstndigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle
Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mrket aldeles ikke med Beregning
kunde vare sig, gr Baadfolkenes Liv afhngig af en Fare, som #er#
tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod n for, at
Redningsbaaden paa sin Manvrering hen mod Mispah render paa de
skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget
hvis, en jeblikkelig Undergang i den forrygende S er
Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som
Soldater i en vild og afgrende Kamp: de vd nok, Faren er der, de
faar blot ikke Tid til at tnke paa den, de bare gaar ls, gr deres
Pligt, alle Krfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed,
fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Dden er
Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjrte rummer kun dette ene: vi
#skal# og vi #vil#!

Sindigt og jvnt fortller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs
strste Bedrift:

Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dr vidste
nje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var
uforsvarligt at stte fra Land, saalnge det var saa kullende mrkt,
det vilde vre rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod
paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib,
men ellers intet andet jne, og vi kunde hre Mandskabet skrige, det
ld endda grueligt og trngte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der
var int andet at gre end #prve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare
de gik i Mde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa
godt blive i Land, uden Fortrd bagefter ... Der var da ogsaa et Par
Stykker, som straks mldte sig fra, og derved kom mine egne to unge
Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa vret fast ved Baaden,
siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt
bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde
der. Det var nr ligestraks gaaet galt, for dr, som vi havde lsset
Baaden af Vognen og skulde ud, dr stod vi klods op ad et gammelt
Trvrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter
Lanternen og Skrigene, de raabte en Mngde til os. Det er jo godt nok
med Redningsvsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det
bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end
som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg
fra Mispah; vi har int lrt det, det er jo nok en Fejl -- men hva'!
.... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene
havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i
Baaden, stdte vi paa Skibsjollen; dr laa den kntret. Ni Mand af
Skibsbestningen var druknet med den -- enten de nu var kntret
straks, de er kommen i den, eller de har trnet mod de gamle Vrag og
gaaet rundt, vk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De
gamle Vrag, som vi havde vret forlegne med, dem saa' vi heller int,
men saa nr var vi dem og saa nr havde det vret forbi med os, at da
vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Drg, saa ramte det noget
#haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jrnvrag,
som Drget tog ved ... Vi fik en slem Forskrkkelse og holdt til L,
det bedste vi kunde. Der stod en forfrdelig S, men paa Vestersiden
af Damperen var der slet Vand. Saa srgede vi for at lgge til Skibet
paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af
for Std, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor
Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med
Sen, vi kunde int taale den ringeste Vgt mere og maatte stage ud
fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gre det, vi havde jo saa
ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste
Forfatning -- n af dem sad paa Rlingen og vilde have vret med os.
Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo
passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have
Driverum. Men Manden paa Rlingen, A kan huske hans jne endnu, han
saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven vk af en
Braads ...

Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at
slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter
ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Sen slog jo over os mangen en
Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud
igen, ellers var vi saamnd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de
ni, vilde vi jo have vret ud igen efter Resten, men udmattede var
vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til
Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om
Natten roede de ud under stort Besvr og fik de tre sidste Mand
draget til sig ved tilkastede Liner.

Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var
ligesom de andre forfrdelig medtagen og maatte bringes nrmeste Sted
hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham
mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning,
saa helt overvttes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet vk med
Skibet, den eneste Vrdigenstand, han havde tilbage, var hans
Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var
kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens
Redningsbaad, saa paasknsom var han. Og fra den engelske Regering
fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.

Konen indskd her en Bemrkning: Egenlig, sagde hun lidt
fortrydelig, var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her
Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa
vre det samme. Meningen var jo ligegod.

Saamnd ja, smaanikkede Manden, A fik jo Medaljen med Navn paa og
alting. Men A kan int glemme ham paa Rlingen, som vi int fik med i
Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hndte mig. Det
var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore
Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjlpe de forkomne
Sfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nr som to og saa Anton, da
laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. Int
flr, kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var ndt
til det. Vi kommer ud igen, raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men
Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et
Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Sfolk gjorde Mine til ogsaa
at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med
Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken,
ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til
og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to
Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev. ...

Du har glemt at fortlle om Rederens Sn fra Mispah! afbrd Konen
som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige
paa den norske Brig.

Naa-ja, sagde Niels Jensenius, Rederens Sn var en af de ni, der
druknede, da Skibsjollen kntrede, og efter det der var Rigdom nok,
hvor han hrte til, saa lovede Faderen en Belnning for hans Lig.
Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Std
vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrttet, som
var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at
han var Rederens Sn, slle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra
Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger
mange fremmede Sfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange,
og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit
kommer de ukendelige i Land, Kdet er vk. Ingensteds hen skriver man
om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er
hos os, kommer de -- med en Guds Bn og en bitte Smule Salme -- -- og
saa er de godt forvaret ...

Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int
bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa vk udentil. A maa nok sidde
stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad
det er godt for ....




SKAGENSFISKERE FR OG NU.


En mrk Septembernat kom Taagen drivende og svbte sig tt foran
Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Vrelset nsten dagklart,
ikke lnger kunde ses. Inden nste Time var Luften fyldt af
Sirenebrl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og ld som
fra Dyr, der ddeligt pines. Man kunde tnke sig en stor
Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dr hjlpels
i graa Taage, ust fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke
hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde
da maattet give Mandskabet den forfrdelige Ordre, at Kvget paa
Mellemdkket jeblikkeligt skulde drbes, ksen i Panden paa de
skrmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med
Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man
bleven ndt til at smide Ker og Stude og Tyre levende i Havet; deres
ddsensbange Brlen var det, som blgede langtrukkent gennem
Septembernatten.

Men Klagehylene tog ingen Ende, Svn var det umuligt at faa, alle
halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den
forbandede Sirene!

Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmssigt kommende
dybe Stn og stemtes helt forsonlig over for den natlige
Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvsen bag al denne
ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem,
Luften sitrede af dem, som kunde de vre Kanonkugler, der foer deres
velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de
var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydblgerne fare
slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et
villigt Ekko.

Man laa vaagen tilgavns og mindedes Ntter paa Havet, hele Dgn,
naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke
virksomhedsfattig derude, stnget ubnhrligt fast, Timerne var
lutter fint dryssende Vde, t eneste hemmelighedsfuldt skumrende
Graat-i-Graat, alene Dampskibsfljten bevarede Modet og skingrede sit
hse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den
klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skrgaard
engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten
Timer i murtt Taage, Klokkeklemten og Fljteskrig fortalte om
Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende,
lamslaaede. Man gik paa Dkket timevis, to og to, Trinene ld
uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstvnen som
var det selve den taalmodige Dd, der havde sat Vagtpost ud,
forlngst havde man talt sig lns til sin fremmede Sidemand,
alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde
Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rmmede sig nu og da, naar Taagen
kildrede Svlget, og blev flov af ngstelse for, at Sidemanden skulde
troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde
forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde
den anstrngte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i
Taagen. Det kom hjtidsfuldt manende som en Varselsrst. Vi forstod
ikke Ordene, men Plaskene, som ld ind imellem, gav os Klarhed over,
at en Baad nrmede sig. Og som vi stod ved Rlingen og stirrede med
underligt tunge jne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper,
var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans,
som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et
Baadeskrog med Mast. Hjt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede
fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne sklve og
troede Baaden ventyrlig stor og endnu fjernt borte -- indtil
pludselig der faldt som et Slr fra jnene og man havde lige klods
paa Skibssiden en ganske almindelig nmastet Jolle, i hvilken der sad
nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor
Hovmester ...

Men nu i denne Septembernat paa Skagen -- der var ikke Lyd at hre
uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; lnge holdt
Varselsraabene En vaagen, omsider slvedes man dog og havde ikke
friskt Begreb lnger, tilsidst dyssedes man i Svn.

Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og
Astmatikere holdt sig inden Dre og smaaknystede uafladeligt. Og som
Dagen gik, blev Taagen tttere, det var nsten ikke til at frdes
ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Stvdraaber, Klderne
var blankgraa som Bverskind, Klitterne lftede sig i overnaturlig
Hjde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var
Havet nppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al
Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede
og ringede i t Vk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten?
... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens
Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man
maatte med Undren tnke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider,
da ingen saadanne advarende Brl ld fra Kysten. Gamle Fiskere, som
fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var
sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt
gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par
af de ldste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren
givet vrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det
var hndt mere end n Gang, at han med et pludseligt Std i Sirenen
havde bortjaget et Fartj, som i Halvklart og for Strmstning kom
Revlerne for nr og var strkt truet med Grundstdning ... Det var jo
dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste,
mente de gamle Fiskere.

Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nr ved at strande,
man kunde hre dens ngsteligt sgende Fljte nrmere og nrmere
Kysten, det var underligt spndende at staa og lytte dertil, men ved
Hjlp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fljteskrig
dde bort i den stille strygende Dis.

Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til
den her Taage, sagde saaledes gamle Fisker-Ole, sikken Herrens
Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med
det her Tuderi fra Hjens Fyr a', de jager os jo alle Fartjerne fra
Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Fden ved, for
Rdsptterne er det saagu smaat med, Kere.

Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med
sine svre Lnder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin
sorte Sndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt
redelig var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse.
Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk
Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk
Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle
Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle
Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik
hans Nse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas.
Der er jo somme #gode# Mennesker til, erklrede Ole trt, endda
der er flere Lusangler!

Paa Skagen er der ingen Vrtshuse, men der er Butikker med Ret til at
sknke, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra
Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri
med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og
faaet dem solgt til Opkberne. Det er gammel Skik at drikke sig en
Dram og en Taar l oven paa Trnen; saa kan der tit staa en Snes
Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sbebaljer,
Saltkasser og rtetnder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor
mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen
Fortring, hvor mange Drt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold
paa gamle Vrag paa Havbunden, Htter, som de kalder dem. Derpaa,
blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han vd,
hvor Htterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i
Htterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen
Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne
fisker dog helst i Nrheden af Vragene, for hvorhen' der er Vrag,
dr er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Fde at faa, smaa
Skaldyr og saaent, Rdsptterne kan vre ligesaa fulde af Skaldyr. Og
anden Slags Fde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskjter og
Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa
var der en svrene Fiskeri her ster ved et Vrag, som vi kaldte 
Bygmand, det var en sunken Skude, ladet med Byg; #den# trak Fisk til
sig, maa De tro.

Efter Besget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa
godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk paa en eller anden
Facovn, dernst snuer han Middagslur, besrger lidt indendrs
Pilleri, bder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden,
og inden han vender hjem til sin Nadver, aflgger han atter Butikken
en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. #Da#
stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og
en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hnge dr over Disken eller
paa Kar og Tnder et Par Timers Tid og atter drfte Fiskeriet fra den
Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de
fortller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt Sjov
ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver
til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i
saa mange Aar.

Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i
Butikken i Skagens sterby, Tobaksrgen slrede alt derinde, der
havde vret fuldt af Folk, gamle og unge, Brndevinsfolk og Totalfolk
i Flng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den
sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og
spile jnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i
Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i
Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tnkte han.

Naa, det er #Dem#, sagde han genkendende til mig. De har kanske
ogsaa faaet Bjergeln som de andre ferme Folk og kan gi' en lille
Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.

Da Ole havde faaet baade Snaps og l, rakte han mig Haand og trykkede
den, saa det sved i alle Ledene. De er den Mands Sn, der er
takket, sagde Ole. Det var nu #hans# Maade at vre galant paa.

En Cigarret! foreslog jeg.

Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en
bitte Bus -- #det# var skjnnere. Butiksdrengen, som kendte Oles
Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og
forsikret, at han var den Mands Sn, der gldede sig gennem hele
Kroppen, blev han snakkevorn.

De gamle Dage er vk! sukkede Ole. Da kunde man fiske godt og
drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og
med to-tre Potter Brndevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen
Svklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem
efter et halvt Dgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med
Sstvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant
saaent med Armene krydsede til Hovedgrde, og saa kunde der komme Bud
fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere,
Rokkepinere kalder vi dem, som var til Besvr. Og Wolle op og
derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrkker
mere end som ordentlig Snak:

    Den onde skulde tordne og bukke
    og dine jne tillukke!
    Syv og ni er sejsten,
    nu er  Vind i Vejsten! --
    Og nu herut med Jer, bitte Brn!
    Det sjer Wolle, og han er en Bjrn!

Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de slle Mennesker.

Saa skal jeg love, saa var Wolle velst i Butikken bagefter. Jeg
kunde bare krve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra
os, saa Gulvet fld os til Stvlevristen -- men, se #nu# i Tiden er
vi frdige at de Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I
gamle Dage havde vi en Sknkestue for os selv ved Siden af Butikken
og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og #staa#
op; saa kan man #synke# mere, det er sandt nok, men hvad nytter det,
Pengene ruller, og lige trstig er man. Den slle, fattige
Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi
nok maa kbe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil
og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Nse i Vejret, om
Gud vil og Missionen tillader det. Ptj, Brorlil! Det er grimme
Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...

Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem
til sin bitte Pige -- saadan kalder han sin Kone, der er svagelig
og altid til Sengs -- og til sin rde Snaps, som er hans bedste
Medicin baade mod Sygdom og Bedrvelse. Han hrer en svunden Tid til.
Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.

Men der var Tider i Skagen fr Oles Tid, og om dem taler han og de
andre gamle Stoddere, som de kalder sig selv, med endnu mere
respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke
oplevet Tiderne selv, desvrre, men hrt om dem. Det var i
Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmndene og
Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartj
ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig
til baade vrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa
Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange
mrkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden;
baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man
tyvtede ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst
mellem vrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde
paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend,
mens de stod midt i Bjergningen, naar Tolderen eller Strandfogden
kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Ndvendighed.
Undertiden hndte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og
Ladning mere end til eget jeblikkeligt Brug, saa gravede den
lykkelige Finder sin Drittel Smr, sit Fad Tlle, sin Tnde
Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde vre, Havet
krligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en sknne
Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den
forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og
taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mlde
Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i
Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brndte eller Vinen
fld, gik han sporenstregs ind og krvede, hvad #hans# var, hvis han
da var den strkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte
Tyvekngten derinde, listede han beskmmet af og bad Vorherre, at
Gengldelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hndte det ogsaa
nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og
broderlig delte Rovet.

Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Nring og Afgud. Engang
sad Skagboerne i Kirken og hrte Hjhelligdagsprken. Da mrkede de,
som sad Dren nrmest, at der blev frt hjrstet Passiar ude i
Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skndtes med Strandfogden.
De kunde af Samtalen skelne Ordet Stranding og vilde lige til at
liste fra Stolene, da Strandfogden trder ind ad Dren med Huen i
Haanden og gaar frem i Kirken. Prsten var midt i sin Prken, men
Strandfogden lftede Haanden og raabte, saa Prsten tav og Menigheden
vkkedes: Hr, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger
paa Nordsiden. Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mnd, og til
Stranden gik det i fulde Spring. Prsten og Degnen blev alene
tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken -- og ilede til Stranden ...

Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool,
der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev
slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestret med halvt
delagte Varer. Strandingskommissionren lod i Bestillings Medfr
Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand:
hjemme i hans Kbmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede
store Stykker Dowlas Lrred rent. Det var rart at have en Snes Alen
til Lagener og Srke, tnkte Konerne; der var jo nok at tage af --
men Kommissionren maatte selvflgelig ikke erfare, at de rapsede.

Syng en Sang, Sidsel, sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel
vrlede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af,
at han vilde vinde Slaget paa Kbenhavns Red, inden Dansken fik spist
sin Grd:

    Du med dit ene je
    og med din ene Arm,
    hvad vil du her, du Krvling,
    du gr saa stor Allarm.
    En Stridshelt var du fr,
    men nu skal du fornemme,
    at Dansken har spist Grr!

Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker
Lrred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.

Se, #det# var Tider for fattige Fiskere!

vrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.

Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nd,
at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brnde og vistnok
maatte bede om Hjlp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrdelig
og raabte: Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af
#Stranden#!

#Stranden# var alles Ven og Tilflugt -- ogsaa Kancelliraadens. En
mrk Aften traf Kancelliraaden en tungt lsset Vogn, der kom krende
nede fra Stranden. Manden, som holdt Tmmerne, dukkede sig saa
mistnkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens vrighed.
Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang
hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Skke i den.

Hvad er der i Skkene, bitte Jrgen? spurgte Kancelliraaden i en
rigtig venlig Tone men med nogen glubske jne lige ind i Jrgens
forlegne Ansigt.

Ja, hvem kan vide det, sagde Jrgen og snappede efter Vejret.

Men da Kancelliraaden havde snftet lidt til Skkene, sagde han,
stadig saa venlig: Bitte Jrgen er vist krt fejl Vej med
Kaffebnnerne! De skulde nok ha' vret ned i Skoven til
Kancelliraadens, det er bedst du krer derned med det samme, saa kan
du jo lade en enkelt Sk blive tilbage i Faddingen til dig selv for
din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jrgen, er vi ikke enige om det?
... Saa maa du have Farvel saa lnge ...

Der hjalp ingen kre Mor. Det var et slemt minus for Jrgen, men han
maatte pnt gre, som Kancelliraaden nskede, ellers blev der ikke
til at vre for ham en Dag lngere paa Skagen.

Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa #han# kunde blive snydt. Han
havde en Fuldmgtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var
strandet et Skib uden levende Folks Medflge og lastet med mange rare
Ting, som det ikke var nemt at gre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa
betroede Kancelliraaden sin Fuldmgtig til at rejse til Kbenhavn med
Ladningen for at faa den godt afsat dr. Og Fuldmgtigen rejste. Men
det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var
slle i Klderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjs stillede han
nede paa Kontoret.

Naa -- tordnede Kancelliraaden -- endelig! Hvad har du saa faaet
ud af Sagerne?

Det er gaaet #lige# op, akkurat! Fuldmgtigen stod og rystede af
Befippelse.

Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Nver i
Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han,
hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smldede en
hj Latter op mod Fuldmgtigen: Ja, #dygtig# er du! raabte
Kancelliraaden, da han havde klukket frdig, jeg kunde ikke selv ha'
gjort det bedre -- og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held nste
Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjl, der omvendte sig
paa det sidste.

Prsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne,
men der skulde dog vre Maade med alting, syntes han, og
Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Prsten laa altid paa Kant
med Stedets verdslige vrighed i Embedssprgsmaal og kunde ikke
fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Prken havde
Prsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og
Hoerkarle -- med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad
nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at
vre af samme rveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken
godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter
Kirketid gik Kancelliraaden til Prsten og spurgte: Hvem #flger#
bedst Jesu Eksempel, du eller jeg? Ja, det var et mrkeligt
Sprgsmaal, mente Prsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug,
kunde da vre i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en
Kristen end Prsten, endda ogsaa #han# erkendte sig en Synder for
Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med hjtidelig Rst: Nej, bitte
Prst, #jeg# er Jesu Eksempel nrmere end du. Jesus tilgav Rveren
paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endsknt du skldte mig
Hder og re fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at
sige din jordiske vrighed, som du dog efter Skriften skal vre hrig
og lydig ...

Og med overbrende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Prst.

Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urrlig i sit Embede, hvorledes
han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette
beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid,
han havde besgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade
skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den
absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa
Venskabet fra frste Frd var bleven stiftet ... Med des strre Glde
talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit
Flge nrmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de hje Herskaber
imde ifrt stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnren var
den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprnge
Skindbukserne paa et prekrt Sted, og Kongen, som havde opdaget, at
Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede
Kancelliraaden at vre Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red
Kongen, den Sklm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens
Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden
havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos
Kancelliraaden, lnnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske
Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestten: han
sknkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft
Levemaade! Og saa #blev# Sjette Frederik desuden med Flge en lille
Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tmme nogle Ankere
fortrffelig Vin -- af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk
og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at
ogsaa #han# havde Levemaade.

Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var
en Forring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som
engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gst i
vrighedsgaarden inde i Plantagen.

Kancelliraaden var en omhyggelig Vrt for strandede Kaptajner, han
sknkede dem godt ved sit Bord, jo lngere han kunde beholde dem,
des mere var der nemlig at plukke. Fartjet var Vrag og Ladningen
blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde
bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part -- og fik Skyld for
mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, nppe nok paa
sig selv, han lod Dagene glide og trstede sig med Kancelliraadens
hede Vin og venligt omgngelige Tjenestepiger -- Havet havde i hvert
Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med
Ladningen.

Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en sknne Dag. Og da han
skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rrt for Gstfrihed og alt
andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende
Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa
Skagen. Kancelliraaden gjorde store jne af Forventning og lod en
Flaske af ldste Aargang hente frem. Den tmte de til Afsked.
Kaptajnen gentog da sit Lfte om den sjldne Gave, og Kancelliraaden
var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tnke paa nogen
Slags Gengldelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var
betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen
blev ved sit.

Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjlden var den, en
levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske
Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds
til Tak for sidst, er nppe helt forkert underrettede. Hjemme i
Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens
Gstfrihed ikke havde lutter kristenkrlige Grunde.

En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige
norden Revet og stte Jolle i Vandet. Fuldriggeren frte amerikansk
Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde vre paa Frde; de
naiveste fablede om en lkker Grundstdning. Jollen blev roet til
Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede
straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nrmet
sig den landsatte, saa' til deres Forskrkkelse, at han var sort
paa Hnder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte
Vdder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tnder bag
blodrde Lber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud;
hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve
Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt
Stykke Strandingsgods.

Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der
hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det
sorte Vsen kom dem grinende i Mde og lftede et stort hvidt
Brevskab i sin sorte Haand ... Kan--cel--li--raa--den, ld det ud
af Vsenets rde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et
besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tnkte med en
Slags Lettelse: Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke En
selv, der skal hentes! Men den anden modige, som havde vret i
Hamborg engang med en Skude, hviskede: Det er nok en Morian! Og i
det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa
der bare stod det ene Ord: Kancelliraaden! Flere Ord kunde den
sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne
forstod, for ellers rablede han saamnd en farlig Bunke af sig;
Manden, der havde vret i Hamborg, mente, det var engelsk.

Den sorte opfrte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to
modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til
Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og
til Morianen med maabende Forblffelse, og Svrmen af Folk, som i
nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede
gennem Byen, gjorde sig de mrkeligste Tanker om Fnomenet.

Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nrmere end
nogensinde fr, da han brd Brevskabet og lste, at Negeren havde
Lejdebrev som frikbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og
hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord.
Hans Gave var saa sjlden, at dens Mage ingentid fr var set i
Skagen.

Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket
passende fra Haanden var heller ikke i jeblikket grligt, altsaa
#blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at vre en ferm
Tjener.

Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var
tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget
paa Kancelliraadens Enemrker -- Tjenestepigernes Flj i
Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nr i nogenting. Jo, en
eneste Gang, da han var et rinde for Kancelliraaden for at gre
Indkb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og
Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget
Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos
hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden,
tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humr,
at han lod hente Brndevin til sig selv og Fiskerne for alle
Kancelliraadens Penge.

Han vendte grdende hjem til Byfogedgaarden.

Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kre Neger. Du er
Dd og min Salighed knippelfuld, Jan, sagde Kancelliraaden og brast
i Latter. Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din
rette Kulr til igen! Dermed var den Sag ude af Verden.

Men en sknne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af
sig selv under en svr Kolik, inden de fik Doktoren hentet.

Og naturligvis gjorde Prsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan
begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde
han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjlen allerede var
faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og
Trusler, lod Prsten sig ikke rokke.

Men saa bandede Kancelliraaden: Da er der Dd og min Salighed Plads
til Jan her i Plantagen. Han har vret et pnt knt Menneske imod mig
og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pnt i Jorden ...
Dr henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Trer, der
altid har mindet Jan om hans Fdeland, lad ham blive begravet under
dem.

Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde
mr.

Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Dd. Og han
levede som ellers altid -- af Stranden. Han var et slemt Spgelse i
Pengesager, siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa
Opgrelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han
solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for
deres rlighed; de Folk, der kbte ved Auktionerne, var bedre
stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde vre det
bekendt, lade vre at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden
turde ikke bruge kras Retsforflgning mod dem, han havde jo ikke rene
Papirer selv; der var nemlig tilsidst nsten ikke den Fisker, uden at
Kancelliraaden jo havde brugt ham til at bjerge privat.

Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Prsten var det kun
med Strandingskommissionren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt
Skbnetrf havde Kancelliraaden den Glde at blive Vidne til
Kommissionrens srgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa
Revet, synkefrdig laa den derude i Serne. Kancelliraaden havde
lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget paa Forretnings
Vegne, og Kommissionren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til
at komme med i Kancelliraadens Baad.

Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionren skaffe sig den
Chance forud for Kancelliraaden at vre frste Mand ombord, og det
lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens
Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet
i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Sfolkene skyndte
sig at springe ned i Baaden, i sidste jeblik kom Kaptajnen op af
Kahytten og lb til Rlingen og frelste sig, men Kommissionren
naaede ikke lngere end i Kahytskappen, da Sen slog sammen over ham,
og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin
Handel om.

Lad ham blive liggende, raabte Kancelliraaden fra Baaden. Han har
altid villet haft Munden fuld -- nu behver han ikke at gabe efter
mr. Og i sit stille Sind tnkte den Skagen Byfoged som saa: Det er
godt, jeg er Kommissionren kvit, han var den strste Kltring i
Skagen -- nst efter mig selv.

Et Par Aar fr Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en
Vinter en forfrdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i
Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten.
Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig
Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op
til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som vrigheden paa
Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet
blevet saa mrkelig let at vgte paa.

Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overvrelse Chartollet bryde
op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes
dog n eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens
Fiskere bruger.

Hvem er det sin Vante? spurgte Kancelliraaden.

Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af
sin Lomme og sagde: Ja, den kunde jo ligne denne her.

Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gre med Erik i
Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i
en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: Nej-nej, bitte Erik, det kan
da aldrig vre #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den vre
kommen i Chartollet. Der er da, Dd og min Salighed, andre Vanter til
af den Slags end som dine. Og dermed var Efterforskningerne endt og
Forhret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig privat med
Erik.

       *       *       *       *       *

Endnu i vore Dage er Skagen en mrkelig By -- Retsforholdene nu er
som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre
Arrestceller er nsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og
Politibetjenten, der er n og samme Person, maa ernre sig som
Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have
gr den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der
hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til
Kysten.

Mrkelig er Skagen! Den burde vre navnkundig alene fordi den ikke
har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller
Brolgning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens
lave Klitter ejer en stor Plantage af Lvtrr, omtrent hundred Aar
gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted
var gjort Forsg med Trplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden,
der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene
rykke op af en Mngde Klitter og gravede dem ned til Gdsel for
Plantagens Trr. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for
Plantagen, hvor Helmene fr havde bundet Sandet, men Nutidens
Skagboer vil nppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle
magre Markers delggelse men gav Plantagen i Bytte.

Og mrkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#!

Det er Havet, der prger Skagen strkest. Af Byens Familjefdre
bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets
dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste,
Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituse,
som hverken er mange eller hellige, men til Gengld grinagtige Fyre.

Den, der lnge har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i
Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmrkede Individer i alle tre
Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre
Etikette, som stter Skel mellem vrdifuldt og vrangt, men
Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktr.

Har man tilmed haft det Held at vre tilss med Skagboerne: ude
omkring Grenen paa Snurrevaadstrk og langt henne i Vesterhavet paa
Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nr, at der er
etableret et Slags Venskab, som man fler Glde ved. Der er aabnet En
Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til
Forstaaelse af deres Vsens sande Egenskaber, de store med de smaa.
Og man har erfaret om mange karakteristiske Trk fra deres hjemlige
Frden isr under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er
for Kystbeboerne. Ud fra de ngternt berettede Tildragelser paa
Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behver at give
Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt
Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er trre Jyder i god
Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende
Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefdre i
Kancelliraadens Dage.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den
hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April
fisker fra Hjemmet, men som de vrige Maaneder sejler fra
Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nrmest, og
dets Udvere er mest kulturelt berrte. Faar Skagboerne Havn, vil ret
snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der
er Driftighed i disse Folk.

Det er fra Samvret ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine
bedste Skagensminder.

I de lyse Ntters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord
hos Kutterfolkene.

Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortlle hele
Turen:

Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de
strste i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en
Lystyacht og var fra Frederikshavnervrftet mnt som en ekstra god
Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strg den
forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod strre Fart end
nogen af de andre.

Bestningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en
Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem
fra Verdens Brn, i hvert Fald ikke ved en frste Betragtning.

En Aften sent i Hjsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa
det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lre var
Hedning.

Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse, sagde en af Folkene i en
trstende Tone.

Ja, de maatte endelig ikke fle sig generede af min Nrvrelse, bad
jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller
sge at bevge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig
dertil. Jeg var deres Gst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og
her var vi enige, det vidste de nok, men ivrigt haabede jeg, vi
kunde tale om hvadsomhelst.

Saa indrettede jeg mig fordringslst i en Sejlkje paa Damdkket
midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.

Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til
Fiskeriet med de store Vaad. Hj S taaler saadant Arbejde ikke.
Trffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt
vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land fler man herude den
klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver
bliver saa fine. Havet ligger som en Inds, alt er tyst, nu og da
hrer man en Rdsptte sprlle i Dammen. Skuden har Ankeret ude,
Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune
Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dk et rdligt
glinsende Skr. Over hele den nordlige Himmel sr man alle Spektrets
Farver i de bldeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste
Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse.

Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig
mildt lysende i Vandet, der strmmer lydlst forbi Kutteren. Henad
Solopgang mrkner Havet i Horisonten, nrmere og nrmere kommer
Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som
en Vkkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa
Dkket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.

Solen staar op, gldende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen
og purrer ud i de lumre Kjer, Skibsdrengen klver Brnde i Kabyssen
og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Trskotramp lyder over
Dkket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning
med Vaaddene energisk i Trit.

Man sover ikke godt den frste Nat tilss. Det er ikke de
kre, kendte Lyde af Blgernes Skvulp mod Skibsplankerne og
Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der
forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vnne sig til. Og den er
stram -- en blandet Em af Kjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak.
Sfolk er kendte for deres Tilbjelighed til altid at ville holde
Luften lun i Kahytten; de aabner ndigt Dr og Skylight, de faar Luft
nok paa Dkket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at
Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Sfolk
aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...

Jo mindre Skuden, des vrre Luften. Det fortlles om Kaptajnen fra et
stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han
jeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dkket for at undgaa
Ssyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen.
Man maa nemlig indrmme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere
at vre. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne
propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen
vante til hvidskuret Renlighed.

Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hrer paa Skagen Fortiden
til, man skal lede lnge efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn
af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres
Hjem er velindrettede, pnt mblerede Huse, som Borgernes i enhver
anden Kbstad, isr har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jvnt
godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil
halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber,
og ikke helt sjldent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved
Kutterfiskeriet et tiltalende Fllesskab, alle seks Mand, Skipperen
indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver
Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de vrige
seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det
glder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter
og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital
giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst ges ved
Bevidstheden om den strre Chance for Udbytte til den, der ejer
Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld
stde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid
vre belavet paa og derfor srge for at lgge tilside i de gode
Tider. De lever njsomt uden just at skrabe Smrret, deres Kost er
ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brd,
Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kdmad af, for der des
ikke saa mange Penge til Brndevin.

Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for
Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dkket og
passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller
han blunder let og drmmelst paa en sammenrullet Bunke Tov og
brnder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det
hnder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klder sig
af, springer paa Hovedet i Sen og svmmer agterud til en udkastet
Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde.
Paa Dkket gaar han ngen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser
sig i lykkelig Naturtilstand og gr overdaadigt Indhug paa de mange
store sters og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men
som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.

Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!

Pastelagtig bleg i Tonen strkker den jydske Vestkyst sig med
Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervg, der
skrider som et Fjld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler,
der hver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jkelrygge.

Man sidder lnge og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men
undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det
hnde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den hje
Himmel ned om rene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for
Kystens Sknhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strkke Armene
mod Himlen bare i organisk Sundhedsflelse, fr han gaar til sit
Dagvrk.

Men frst har Sren lavet Kaffe. Sren er femten Aar og Skudens Kok.
Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke vret tilss, fr
han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han
ledig, men ingen jager paa ham, ingen belrer ham strngt om hans
Gerning, hans Hnder er rigtigt vendt, og han lider af Ihrdighed.
Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig ssyg,
men den spgefulde Trussel om, at han skal trkkes tre Gange gennem
Rghtten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par
Dgnstid sidder Sren sejrrig i sin snvre Kabys og koger Rdsptter
eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rdsptte bedre
end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende
Smagsdommere, nyder i Tavshed den lkre Ret. Sren fler sig hdret i
sit Kald.

Det er bleven Middag, da vi ankrer det forndne Antal Mil vesten af
Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal
Fiskeriet gaa for sig, visse Mrker i Land er Kending for, at her er
Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der
tages fat, skal der skaffes.

Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa
Bnkene under Kjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi
duver for brede Dnninger, der kommer derude fra og har Bud om
ventende Storm.

Naar Sren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Strke,
tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke
synger, er glad over, at Folkene flger egen Trang og Skibets Skik
uanst den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Blg. Den
femgrenede Gaffel, vi fdtes med, er mest vort Redskab. Der er
virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt
og mtter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tndes, alle Mand paa
Dkket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de
siger og interesserede i det, de hrer. De viser en sjlden
Taktflelse over for deres Gst som i deres indbyrdes Tone. De er saa
venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et
mrkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de
overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevgt
og trods deres saakaldte mrke Tro i Besiddelse af megen stilfrdig
Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hngehoveder, slet ikke ...

Det var Rdsptter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrg gennem
Skagerrak til Vesterhavet. Rdsptten er en fortrinlig Handelsvare,
men den gaar til efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending.
Den efterstrbes altfor strkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Flge
vestover.

Den Fladfisk, vi spiser i Kbenhavn, kommer ad besvrlige Krogveje
paa vor Tallerken. Vi har kbt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i
en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen
med Trkkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sn Formiddag langt
ude paa Nrrebro, udaander Rdsptten sit sidste Suk. Det er saamnd
srt, at den har holdt Pinselen ud saa lnge. Den kom i Trkkevognen
ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Slgekonen gjorde nogle
Kroners Indkb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen.
Derhen var den bleven frt i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand;
hver Gang et Kloakudlb passeredes, spilede den i Ddskvalme sine
Gllelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra
Lynethavnen yderst paa Refshaleen. Dr ligger ugevis de
frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte
er flere Dgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svmmende i den
Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har
Kvasen kbt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til
Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og
Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af
Land. Gennem en saa omtumlet Tilvrelse bringes Rdsptten levende
til Forbrugeren, strkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal
tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Nringsvrdi ved
Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Kbenhavnerne
ndigt undvre den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, #kunde# heller
ikke undvre den.

Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme
nemmere til og fra Fangstpladsen og lgge sig efter flere Slags
Fiskeri end den evindelige Skraben Rdsptter. Og Fisken vilde blive
billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefdre vilde kunne
drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og
Hustru og Brn -- al deres Lngsel paa de lange drje Ture.

Der gaar et slemt Slid af Krfterne ude paa Fangstpladsen.

To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden.
De ror seks-syv Hundrede Favne tilss og stikker stadig ud paa det
Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende
det 60 Favne lange Vaad er fstet. Naar Vaaddet med den ttmaskede
Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror
Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slbende efter
Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved
to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver,
og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trkkes Tovene ind og
rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den
l Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60
Favne Vaad ind over Lnningen. Alle sre Slags farvestrke Havplanter
flger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Sstjerner, Smus og
Spindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset.
Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spndte kigger vi derned, om
Fangsten er noget vrd. Det hvidner gennem Vandet af Rdsptter.
Folkene bjer sig fremover i kraftigt Tag -- en plastisk og malerisk
Gruppe -- og ud paa Dkket sprller Posens Indhold. Rdsptterne af
brugelig Strrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men
al den mindre Fisk og alle Issinger og Rdtunger samler Sren i Spand
til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtrres.
Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som
Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal
smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren
over at vre i deres Element igen. Saa med t besinder de sig og
smlder til Bunds i vildt berusede Slyng.

-- -- En sknne Nat, som man ligger krllet sammen i sin Sejlkje,
vaagner man i vldig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle
Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god
Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Kjs.
Det lysner allerede morgenrdt, derfor op! Men det har sin
Vanskelighed at faa sig kldt paa, man tumler hid og did over Drken,
og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man
paa Dkket. Jo-jo, Sen spytter flinkt, og mellem Blgetoppene er der
dybe Svlg.

Det bliver en drj Arbejdsdag.

I Oljetj drager Folkene tilss, men det er ikke til at ro i den
stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives
op og ned, man kan snart ikke mere flge den fra Kutterdkket, og
lngere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have
kastet Vaaddet.

Kulingen ger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er
trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye
Sted, vi var flyttede hen.

Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme
S og Strm, og trtte og forpustede af Roturen rkker de med Mje
Kutteren.

-- Sidste Drt siger Skipperen op ad Dagen.

Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetj maa jeg
vogte jeblikket nje til at komme heldigt fra Dkket og i Spring ned
i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Trn. De ror
udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi lftes nu og da saa hjt, at
Kutterdkket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i
Svlget, saa vi intet ser uden skraat stigende S. Som de dog frer
deres Aarer, de Mnd, de presser paa, saa Sveden driver tt. Og sknt
Jollen er uden Ror, regerer de os behndigt af for Blgebraaddet,
bare et Par Gange bryder Sprjtet over mig henne i Forstavnen. Men
Vejret bliver vrre og Trkket paa Aarerne drjere. Vaaddet er lagt,
og vi ror for hjemgaaende mod Strm og Vind. To Hundrede Favne i L
af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bje, som
Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os
med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Ser, saa al Ting hopper
inden i En.

Nu er Fiskeriet ndtvungent forbi for denne Gang. Der brer strygende
Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna
Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret,
skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By!
Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads
Aalbkbugten op til Frederikshavn.

Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar, siger Skipperen. Vi bliver
rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme
midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter lnger. En har
Muskelsvind i sine Hnder, en anden Seneforstrkning i Haandledene,
en tredje Lndegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge --
altsammen af dette forfrdelige Slid med Aarerne, som vort nuvrende
Fiskeri krver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre
Fiskemaader.

Saadan er den evige Klage ombord.

En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene:
Det er den smittede Kutter! ... Og han fortalte videre, hvorledes
engang for faa Aar siden en Mand af Bestningen havde faaet Tuberkler
og var kommen ddssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den dendes
Sted og fik hans Kje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og dde.
En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede
Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tring.

Vi ligger jo stadig i de samme Kjeklder, forklarede Fiskeren, og
faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris
Skyld til Frederikshavn. Er der frst n, som faar et skidt Bryst af
Sliddet, smitter han de andre.

Og som vi talte, berettede Folkene om deres strnge Livsgerning,
at den ogsaa frte dem saa langt som til Island, hvor der mangen
Gang var et sjldent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og
Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en
farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden
Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nr Islands
Kyst, den var kommen sejlende med flere i Flge, da en hastig
voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den
aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt
slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for
paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dr
laa de lnge og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa
Dkket; tilsidst drev de for Ankrene uafvrgeligt ind mod Kystens
Skr, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gre
end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dkket og
Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden,
men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skrene -- og kom de
derind, vilde Folk og Skude blive snderknuste. Men Stormen sakkede
af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede
og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Bestningerne mistede
rent flere Maaneders Fiskeri.

Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride
pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svre
Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man
kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak,
en Snes Kuttere med mindsket Sejlfring. Det er et dejligt Syn -- men
drje Dgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet
Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hnder, at der slaas en
Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges
uregrligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par
Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom
roende tilbage til Kutteren efter Vaadlgning. Sen var taarnhj og
lftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med
Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredmmet over
Roret, fra Kutteren saa man Jollen hjt paa en S, som en stor
Svmmefugl, styrte fremad og nedad og med Stvnen dybt i Sen og
forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget
lige til Bunds med dem -- en sknne Dag tager et Kuttervaad maaske
Hold i det lidet, der er tilbage af dem ...

Anna Fabricius havde vret i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet
den solgt og nu laa den en Sndag Morgen ster ud for Skagen By
opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Bestningen
kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflgge Hjemmet
derinde blot et nok saa kort Besg. Om Sndagen arbejder de hellige
Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa
Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med
ikke-hellig Bestning, der drager det ene gode Drt efter det andet.

Sndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dr og hugge et
Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.

Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev lst op, og af
en Andagtsbog oplstes en Udlgning af Tekstens Ord. Derefter
udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da
af Salmesang, hvad de hver isr havde at fje til Udlgningen,
eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snvre
Horisont, Teksten drog dem, sknnede de klogt. Deres Alvor syntes
oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Strben i konsekvent
Efterflgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa
Fuldkommenhedens Vej og flte sig lykkelige.

Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige
Underholdning og sang sig Resignation til i den Skbne, der bandt
deres Mnd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ...

       *       *       *       *       *

Naar Taagen har ligget tung og hmmende et Par Dgn, kommer der gerne
en frisk Blst og fejer den vk. Da smlder atter Sen mod den
stenede Strand, Natten bliver stjende, og man kan ligge timevis
vaagen i sit Vrelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav
og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om
Morgenen kan Vejret vre ljet af. En uberegnelig Skiften mrkes paa
Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad
man har i Vente og pirres til frugtbar Spnding. Man tror paa, at
Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil
tage fat.

Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken sterst i
Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skr fra den rde Vesterhimmel
ligger Skagens gule Huse saa bldt belyste mellem Klitterne, der har
faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og
fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne
slutter som en Bjergkde Bugten af. Ude om Revet lister et Par
Sejlere afsted, Vandet rrer sig ikke, alene fra Vesterhavet hres,
naar man lytter i Stilheden, en dmpet Knurren. Paa Klitterne ser man
mrke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres
Mrkningstur ved Havet. De staar der lnge, uden Bevgelse, uden Ord,
de frer deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsrger, det
evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trkkende med en spinkel Ko,
der skal hjem til Malkning, Faarene brger spdt, en Dreng er henne
og lukke dem ind i Folden -- et omvendt Baadskrog -- for at ikke
Rven skal tage dem eller Nattekulden gre dem Fortrd. Naar Drengen
er frdig, kan man i den skarpe Stilhed hre ham synge rapt, det er
-- som altid naar Brnene paa Skagen synger -- en Salmemelodi, men
han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op,
stter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har
sammenhngende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Lngsel bort
fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav
...

Inden nste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen.

Da giver det En en mgtig Livslyst at kmpe sig ud paa Grenen og staa
dr vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprjt, hvori Kattegat og
Skagerrak trner sammen. Det bobler derude som i en Kmpekedel, som i
et Geysirbkken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end
andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal -- baade
Sfolk og Fiskere.

En Kutterfisker, som hrer til Redningsbaaden og lige er kommen hjem
fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blstdag paa Grenen
med mig og siger:

Ja -- nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar strkt mod November,
der kan hnde meget her paa Kysten, inden vi rkker Foraaret.

Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os,
han er ogsaa Kutterfisker, en hj Mand med mrkt Skg og store, mrke
jne. Det er ham, der aflste Lars Kruse som Frer.

Det er en vanskelig Plads, er Revet, siger Skipperen. Man har
endda nogle sre Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert
fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af
Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af
Redningsmndene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fdderne,
saadan frs vi. Men det var endda ikke det vrste -- vrre var det,
at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af
Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne
Vej, Vind og S havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi
maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at
komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Sfolkene
lbe fra Ruffet op ad Vantet i L. Men Riggen faldt og n for n
gik de syv Mand vk for jnene af os, uden at vi kunde hjlpe dem;
vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med
Trskostvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi
kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede
hjem, ikke et Ord blev mlt, og det var knap at vi flte, hvor
forfrosne vi var ...

Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan
faste jne.

Ja -- gentager den anden Mand fra Redningsbaaden -- nu er Tiden
her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande
her, og det kan ogsaa vre slemt nok i vore Tider, men vi gr da med
Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mn
endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft
Skipperen, Niels Nielsen dr henne, saa havde vi vist givet fortabt,
inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er
en sjlden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig vret bedre erstattet
... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde
jeg egentlig forret ham, saaent af Taksomhed, en Model af
Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og
snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at vre i, --
men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var
rlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til
en anden Gang, han gr nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa
takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...




PAA DEN HJEMLIGE .


Jo! Dr stod altsaa Fan-Briggen strandet, saa ganske nr ved Land,
at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme
Jolle, der den foregaaende Nat var kntret med hele Mandskabet fra
Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften
sigtbar, Sen i ringe Bevgelse, ingen begreb, hvordan dog denne sre
Ulykke kunde vre sket -- paa den hjemlige .

Der strander nsten aldrig Skibe paa Fan. Det truende Horns Rev ud
for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartjer saa langt tilss, at
Fans flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke
volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde
Indlbet uden at rende paa Fan. Alligevel har naturligvis en sine
Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa stsiden og
skal betjenes derfra i paakommende Tilflde, ligesom der skal holdes
ordentlig Tilsyn paa Fan-Stranden som alle andre Steder paa den
jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig
Stranding indtruffen paa Fan, saa man var bleven tryg ... Og saa
hnder der en Decemberaften det mrkelige, at et Langfarts-Skib,
hjemmehrende i Fan og delvis med Fan-Bestning, strander paa den
ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt
hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.

Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne
Hoteller, man er tavs af Forblffelse, Havet tier ogsaa, det vd ikke
et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig
ansvarsls, #den# kan ikke gre for det, som hndte ... Oppe i
Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Smnd i hvide Klder,
deres Lber er stumme ...

Dette er et Mysterium, et tragisk Skbnetrf. De eneste, som kunde
bragt Lsningen, ligger Lig paa den hjemlige .

Briggen Claus var bygget paa Fan og havde Rederiet der. Kaptajnen
og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mnd med fortrinligt
Smandskab som Fanboerne flest. De havde faret paa Sen al deres
Tid, langvejs borte, og kun en sjlden Gang kom de hjem til et kort
Besg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gstet en, et Par
Uger fr Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kreste
der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrvet, hun havde
den Gang nyligt mistet en Sn.

Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter
Sukker. Ved asiatisk Plads i Kbenhavn var Ladningen bleven losset,
og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til
en hastig Fantur for endelig engang igen at hilse paa Slgt og
Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Krager var der bleven
indtaget Trlast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod
Skibet Norge.

Nu hrer man intet til Skibet, fr det staar menneskeforladt paa Fan
Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hndt i Mellemtiden,
maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af
Vest, og Skibet har haft en besvrlig Sejlads ned gennem Vesterhavet.
Bestningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de
maa have slidt haardt i det, faaet ringe Svn og sagtens vret
udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet vret i
Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Flge Skibets Logbog er
Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme
Dags Middag er Logbogen ikke frt, Skibet har drevet omkring uden
Styreevne, og Mandskabet har nppe rigtig vidst, hvor det befandt
sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa
Mrkningen, maa Ulykken vre kommen. Skibet er pludselig grundstdt,
og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet
i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa
den uforklarligste Maade nsten straks maa vre kntret. Faa Minutter
efter er Sagaen ude.

Den nste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende
inde fra Nordby en ung Haandvrker ud til Fan Vesterstrand, hvor han
vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strnge Vejr er i Nattens
Lb stilnet af, jvnt og stilfrdigt slikker Blgerne den hvide
Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han sger, i den
opskyllede Brmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten.
Forbavset ser han -- og nppe vil han tro sine egne jne -- at der
staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nje ligner
Briggen Claus. Han staar lnge og stirrer derud og fatter ikke, hvad
der dog kan vre i Vejen; som alle Folk i Nordby vd han jo, at Claus
skulde vre under Sejlads til Bristol nu. Han lgger Cyklen og gaar
saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der
er ingen Tvivl lnger, han kan tydeligt lse Navnebrttet: Claus af
Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fan
-- og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej
frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hftet
paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde trde ud af
Kahytsdren og vinke et beroligende Godmorgen ind til ham -- da
stder hans Fod mod noget bldt lige i Blgeslikket, han ser hastigt
ned for sig og springer et Par forskrmte Skridt tilbage: det er et
Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paakldt ligger nsegrus og
underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar
nogle jeblikke som stivnet, gaar saa tvende hen og bjer sig over
Liget, tager det forsigtigt ved Armene, lfter ved Overkroppen og
vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Lberne
svulne, jnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og
ser og synes, han skulde kende Trkkene, Skgget -- jo, nu gaar det
som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus
...

-- -- Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fan
Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hnder; deres Ddskamp har
vret fortvivlet, de har stridt i Mrket, har svmmet og tumlet som
i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt
af Ligene laa lngere oppe paa Stranden end de vrige; det var
Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa vre naaet levende
gennem Brndingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende
Strand, indtil Krfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende
hjlpels paa sin Fde og har i Nattens Lb udaandet dr, et
Kvartrsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven
fejret velkommen hjem.

Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hndelse! Det
plejer ellers at vre Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der
berver Fankvinderne deres Fdre, Mnd, Krester, Brdre. Men slippe
uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skr og under
Klippekyst som saa mangen strkt bygget og vel frt Fanskude har
gjort det fr Claus -- og saa grundstde og omkomme derhjemme paa den
bitte lille , den nppe synlige Prik paa Verdenskortet -- det er
ikke til at forstaa. Og med Uhyggeflelse og Selvbebrejdelse tnker
Fanboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til
Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra
Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blste endnu
stdvist med springende Paalandsvind og nogen S, men ingen fandt paa
at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden
-- man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fan
kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Hjtidelighed
og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer
har de otte Smnd kmpet forgves for Livet, uden at en Haand har
vret rakt dem til Hjlp ...

Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det
forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke
Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, stt
staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit
ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller S af
saadan Art, at det havde vret risikabelt for Mandskabet at stole paa
Skibets Styrke og vre forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde
Kystobservering og Landstning mulig. Deres Overilelse betalte de
dyrt ... Men man tnke sig bare, at de trods Mrket var slupne
heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige
 og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste
Forsamlingshus -- og var traadte derind, drivende vaade og yderst
forkomne -- men dog i Live alle -- -- --

Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa
Gods og Grejer; #alt# tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er
endnu tndt, i Kahytten brnder Lampen, Skortene ligger oprullede
paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar
Aftenopvaskningen ufrdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja
han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod
halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op
-- saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilss og maa altid skynde sig
og isr i Ondtvejrstider passe Dksmandskabet med en hurtig leveret
Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.

Paa Agterdkket er der svage Brandspor. Her har der vret afbrndt
Ndblus, endogsaa sendt Ndraketter tilvejrs. Og saa underligt det
end lyder, har nogle af Fanboerne, da de om Aftenen ved syv-otte
Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende
Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i
Feststemning som de selv var, har de tnkt, det var Festblus fra en
Esbjergdamper i Forbifart -- eller de har slet ikke tnkt nogenting
derved.

Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandvrker,
er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler
-- til ingen Nytte. Skibet stod der, Sfolkene laa der; de var dde
alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte -- -- netop
den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i
Forsamlingshuset -- --

Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omkldte allerede.
Srgekldte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de
tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede
en Stol eller hngte Blomster paa et Sm, viste hver af deres
Bevgelser den nnsomste Omhu. Og de talte saa dmpet og foldede
Hnderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de frdedes mellem
de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade jne et stivnet
Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe,
og da bekrftede de med kraftlse Suk, at Ubegribeligheden havde
sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes
underfulde Gang, men bare bje sig og lide af et taalmodigt Hjrte,
thi alt maatte jo vre saadan beskikket for det bedste ...

Der blev tndt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer lftede sig i
svag Flimren langs Vggene. Der faldt som et Skr af Livets Farve
over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rdlige
Partier, nsten som de var skoldede -- det var Sandet, der havde
skuret Huden af, mens der blev kmpet derude i Brndingen og
Havstokken. Isr var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede;
de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den
hjemlige , dkket af Buketter og Kranse fra deres forskrkkede
Bysbrn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.

Yderst ved Dren laa to helt unge. De hrte hjemme hver i sin
Limfjordsby og var Snner af velstillede Forldre, som nppe af god
Vilje havde ladet dem gaa tilss. Fra Barnsben har saadanne Drenge
plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lrt sig at bruge en Aare
og stte et selvlavet Skkelrredssejl til en Mast; de er bleven
holdt til Skolegang og Hjemmelsning, har skullet passe Klavrtimer
og Dansevelser, det har vret Forldrenes Maal at faa dem gjort til
Studenter og Kandidater og Embedsmnd, den samme Bane, Faderen selv
har gennemlbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes
ventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen
og lastede Fragt de sreste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og
Skibskokken, som gik sndagspudset i Land med Kridtpiben kkt i
Munden og de rde, sprukne Nver parate til Slagsmaal, indtog i
Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraavrdigste Stilling,
Livet kunde byde.

Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, fr Far og Mor maatte give
Carl og Christian Lov at komme tilss -- bare en enkelt Tur for at
#prve#. Far skrev omsider til Fan, hvor der er saa mangen et anset
Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Sfarende er
udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus
og maatte mde betids i Kbenhavn paa gamle asiatisk Plads. Her
begyndte det rige ventyr, Sen skulde bringe dem -- Ugen derefter
endte det fattigt paa Fans hvide Strand.

Og nu var Fan kldt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den
stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele en rundt,
bare Kirkeklokkerne ringede.

Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfgtet videre, som det
jo skal.




JULEGSTER FRA HAVET.


Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i
Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gster
fra Havet. Mrkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten
aldrig holdt.

Hele Ugen ind under Hjtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen
Fisker kunde bruge Havet. Vinden gede stadig paa, og Natten til den
23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Sen
blev hj og Strmstningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.

Fra Hanstholm og snderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning
saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de
vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det
vrste overstaaet og sgte hjem for at puste lidt.

Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag
Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne
satte Himmel og Hav i t.

Da det dmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et
Skib var stdt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem
Stormen hrte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra
Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa
ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet,
Skummet steg hvirvlende fra Brndingen og Sandet piskede, saa Syn og
Hrelse nsten forgik En, men det fik ikke hjlpe, et Redningsforsg
maatte gres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stvnen
mod Land og oversprjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en
Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter
blev der gjort Forsg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjlp
af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.

Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjr ved Nissum Fjord averteres. Den
indtraf det snarest mulige -- men for snt alligevel. Skibets
Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.

Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dmringen, at to af
Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne
overhalede med Blokkene hngende i Vandet. Man var ikke straks rigtig
klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed
at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tnkte sig, at
Baadene kunde vre slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet
ned, men da Dagen brd frem og man fra Hjderne paa Land overskuede
Skibets Dk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom
man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstndigt forladt.
Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Sen. Om de ikke allerede var
kntrede, var der dog sikkert det vrste at frygte for Folkene.

Det vilde under disse Omstndigheder vre ganske uforndent at sende
Redningsbaaden fra Tuskjr ud til Skibet, en Tur gennem Brndingen i
saa voldsom en S var i hj Grad forbundet med Livsfare, men da man
hvert jeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes
Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkrselen til Bovbjerg Strand,
og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten
nordpaa om at vre vagtsomme over for de Skibbrudne, som man
formodede drev i nordlig Retning for Strmmen -- hvis de da var paa
ret Kl endnu.

Der blev en ilfrdig Bevgelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i
Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes
Udkig fra de hjeste Klitbakker, forgves stirrede mangt et vet je
ud over det oprrte Hav. Ikke et Menneske, som kunde rre sig, blev
hjemme, alle maatte til Stranden i spndt Forventning om, at
Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nrre Vorupr, som
ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted,
saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et
godt Stykke Vej tilss, men den var allerede da saa langt til Nord og
skar saa hurtigt frem, at enhver Hjlp fra dette Punkt af Kysten var
umulig. Det eneste, Voruprboerne kunde gre, var uopholdelig at
telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var
set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad krt til Havet,
hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev
holdt, man sparede sig ingen Mje, men det lykkedes ikke at jne den
drivende Baad. Mrket faldt paa, og Redningsbaaden frtes i Hus,
medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden
i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jvnligt
afbrndte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller
andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen ld gennem
Nattemrket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrkningen mellem
Bulbjerg og Svinklv kom der Dagen efter saa mange Julegster fra
Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst nsten ikke
vidste Rum at anbringe dem i.

       *       *       *       *       *

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed Stanley og var
hjemmehrende i Bergen. Grundstdningen skete, fordi der kom
Regntykning og uformodet Strmstning, Klokken var da fem om
Morgenen, Bestningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst
Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende S, der
undertiden slog over Skorstenene og hjt op ad Vanterne, gjorde
Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og
taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsge selv at
rkke Land; man kunde ikke vre saa langt borte, og Baadene var sikre
og brekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist
tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand
ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens
to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev
Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel
bemandede.

Begge Baadene sgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa
nr som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed
og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret,
havde begge Baadene taget saa meget S ovenind og var bleven tumlet
saa hftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre
Fart frem til nste Revle, hvorfra Blgefaldet hrtes drne; der blev
skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud
i rum S. De maatte allerede vre drevet langt mod Nord, for Damperen
var ikke at skimte. Eller skulde den mon vre sndersplittet og
sunken allerede -- saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i
Baadene, for det nrede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa
helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og
ikke forivrede sig.

De roede en Stund udefter, derpaa forsgte de at holde sig mod
Strmmen, men den var dem for strk, Krfterne blev unyttigt spildte,
Storm og S var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjlpeligt
agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de
kom, begyndte Modlsheden at spire iblandt dem. De var let paakldte
og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen
til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde
den #det# -- men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke t
alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. #Det# forstod
de ldre og mest erfarne blandt Bestningen, og det var dem, der nu
fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.

Snart blev Roningen opgivet; det var haablst at trlle med Aarerne,
naar man ikke i ringeste Maade kunde fre sin Vilje igennem over for
Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et
Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Sen sprjtede bestandig
over, alle frs og var vaade; der blev st ustanseligt. Med den
skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgngeren vare Baaden for de
brydende Vandbjerge.

Omtrent Klokken tolv om Middagen skd en kolossal S sig under
Agterenden af den mindste Baad, lftede den himmelhjt og jog den
kntret ned i Blgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild
Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen
egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i
den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var
borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jvnligt ses
Land; men de nitten tilbageblevne nrede kun ringe Haab om selv at
blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i
den fraadende S og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de
godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem
selv, om ellers Heldet vilde flge dem og de magtede at gribe og
nytte jeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de flte sig paa
den sidste Rejse. Det blev mrkt. Baaden fik flere Gange nogle
frygtelige Styrteser over sig, saa den kun med Nd og nppe holdt
sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte
synkefrdig, men det var til Gengld dens store Vgt, der gjorde det
vanskeligt for Serne at vippe den over Ende; det gjaldt da
vsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig se den, ingen
Pavse, ikke et eneste jeblik, saa den lnset kunde tage mod nogle
Tons Vand uden at gaa til Bunds.

Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa
forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede
ganske nr. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker
ad Gangen anstrngte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret
overdvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gre sig bemrket, og
som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet
atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utjlet og
hensigtslst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rdsel, og da
engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist
sig for dem enkelte jeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas,
rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rlingen forude -- og
styrtede sig i Sen uden en Lyd.

De andre dukkede Hovederne et jeblik -- og ste videre, #de# af dem,
der endnu havde Krfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire
Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede
ingenting; de rrte sig end ikke, naar Sen styrtede over dem. Og
flere af de andre faldt mere og mere sammen; de trstede ulideligt,
deres Lemmer var ubevgelige af Kulde, de var slve af Slid og
Usselhed.

Engang kom der et skrkkeligt Stykke S rygende agterind og vaskede
to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret
og vret den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til
at stramme Mandskabet op.

Nu er det ude med os, tnkte Styrmanden, som tog Roret og surrede
sig.

Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han
sig til endnu en sidste Gang at forsge at naa Land. Regnen stilnede
af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stvne efter. Og med
Opbydelse af deres sidste Krfter, i et sidste Glimt af vaagnende
Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede
jne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse -- en halv Time til Ende.
Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden
kommanderede Stop et jeblik for at orientere sig gennem Mrket,
Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og gedes. Hvor forfrdeligt!
det stormede op af Nordvest, og Brndingen mod Kysten blev saa strk,
at det vilde have vret den visse Dd at sge Land.

Det var fuldstndig mrkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange
udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dr, hvor Baaden vilde
vret ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den
udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord.
Styrmanden lste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse,
de fire Mand paa Tofterne var jensynligt dde, en Maskinassistent
lod sig stille besluttet glide overbord -- -- Undergangen maatte
komme naarsomhelst -- -- ingen vilde tage saameget som et Svmmetag
for sin Frelse. Alt var hjlpelst fortabt, en dump Slvhed
beherskede alle.

Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand frtes Baaden pludselig
af en Strmvending ind i Brndingen og kntrede. Klokken var fem om
Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu
endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun #n# Mand kom levende
derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst
Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svmning, til han
flte Stranden under sine Kn, saa var han besvimet og laa i
Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjlet, da
der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.

       *       *       *       *       *

Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag
bragt Lig fra Stranden. Vagtmndene kom krende med de druknede
Sfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som
vilde Indrykningen af disse tavse Julegster ikke stanse. Ovre i
Gaardens nordre Flj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa
Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv
havde faret tilss, gik stundesls til og fra og smaapylrede, hans
Sster, som holdt Hus for ham og havde en Sn ude at sejle, var fuld
af rrende Omhu for de livlse Sfolk, hun var overanstrngt af
Juletravlhed og ikke frdig med Forberedelserne, men maatte nu lade
alt i Huset fare for blot at srge godt for Ligenes Afkldning og
Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede
sandfyldte Haar, glattede det pnt med Skilning i Siden og gav det
saadant knt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Snnens
nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.

De skal da vre pne til Juleaften, sagde hun.

I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og
Snnens, de bedste hun kunde finde, og kldte Ligene i dem. En ung
lille Fyr, saa spdlemmet som en Pige, fik en af hendes afdde
Datters aflagte Barnesrke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem
i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange
rmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetret, hvoraf
engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde vret bestemt
til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den
Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og
Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.

Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Drene var lftede af
Hngslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne
var der allerede hngt Lagener. Det mrknedes ude, Juleaften
begyndte.

En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres
tolv Gster.

Mon der skulde komme flere, hviskede Broderen. A vil da ett haabe
det!

Gud ske Tak for dem, vi #har#, svarede Konen. Det var endda godt,
de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere
af dem i Havet, saa maa vi da inderlig nske dem herop til deres
Kammerater endnu i Aften.

Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Ssteren raade,
nikkede bifaldende.

Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte
med at se Lig fra Stranden, saa de flte sig ikke ilde tilmode her
mellem alle de dde.

Skal vi saa synge en Julesalme, sagde Konen og saa' hen paa de
unge.

Hvilken? spurgte Strandfogden forlegen.

En af Pigerne sagde med jnene mod Gulvet: Glade Jul!

Saa sang Torupfolkene Glade Jul over de forulykkede Normnd.

Godnat og hvil i Fred, sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik
sidst ud og lukkede Yderdren.

Skal vi saa ikke ogsaa nske Styrmanden en gldelig Jul, pylrede
den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i sterfljen. Han
vilde lige til at gaa ind i Gstekammeret, hvor Styrmanden laa
tilsengs.

Han sover saa godt nu, sagde Konen med et krligt Smil. Han drager
hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vkke ham. Imorgen er han nok
bedre!

A er egenlig sulten nu, bitte Sster! kom det lidt efter saa
prvende fra Strandfogden.

Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen
i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sn Julenadver, naar man
saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.




TILBAGE TIL LIVET.


Snder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem
Ringkbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse,
intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og
Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og
Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og
Raketapparat.

Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en
Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra
Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartjs
Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget
uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og
Vest-Nord-Vest, det raslede med strke Hagelbyger, og Sen var
piskende hj.

Nu i Tiderne er der lnge mellem Strandingerne paa denne Del af
Kysten, Sejlskibe bliver der frre af med hvert Aar, og de store
Dampere, der har Kurs langt tilss, naar de farer Kanalen ind og ud,
gaar kun sjldent paa Revlerne her snder paa. Men der hnder dog nu
og da ogsaa her et Sens Drama. Og det, der hndte hin Decemberdag,
havde tragisk Forlb.

I Redningsvsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk
saaledes:

Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersgt Forholdene,
blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter
Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8- og naaede Kysten Kl. 9
Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c.  Mil fra Land med
Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget
farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance.
Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Lbet (Tybornkanal) var
tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande.
Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et
andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet
fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende
c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, strkt huggende i
Grunden, medens Braadserne vltede ind over Dkket. Fra Land
affyredes ufortvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men
Braadserne forhindrede Bestningen i at faa fat paa den; en anden
Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af
Bestningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette
lykkedes, knkkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagldende
Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Sen. Der affyredes da en
tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs,
hvor den var lettere at gribe og fastgre, men i det samme indtraf en
voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter
klarede, var Agterskibet snderslaaet og Havet bedkket med
Vragstykker; af Bestningen saas ingen lngere paa Skibet. Straks
efter at den frste Raket var affyret, bemrkedes det, at en Mand
sprang i Sen, og kort efter, at en Braads slog 2 Mand overbord; da
Skibet var snderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der
forgves sgte at holde sig oppe ved Hjlp af et Vragstykke uden at
forsge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nrhed. Da
det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke,
frtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det
farlige Forsg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var
den ene af de to Mnd forsvundet i Blgerne, medens den anden i
yderste jeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde
begivet sig ud i Brndingen.

Det strandede Skib var Brig Competitor af Kalmar. Bestningen
bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.

Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages vsentlig at
vre grundet i, at Bestningen sgte at forhale Tidspunktet for
Strandingen i Stedet for i Tide at sge Land, og at Skibet ved de
udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en
meget uheldig Stilling. ...

I Snder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne
Hndelse. Vejret lindede af, og Regnen strmmede, rigtig en trist Tid
i den de Egn. Det var Jul et Par Dage efter -- Travlheden i Gaard og
Hus var ligesom hmmet, man talte sindigt og lavmlt om de otte, som
gik bort paa den strnge Kyst, lige for jnene af Redningsfolkene.
-- Og den niende -- hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom
til Besindelse ovre paa Ringkbing Sygehus.

Dr laa han. Hvem var han? Hvorledes tnkte og talte man vel, naar
man laa saadan og flte sig frelst -- #ene# af dem alle?

Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring
over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hrte langt borte
Havet brumme dmpet og underfundigt.

Da jeg kom ind i Sygevrelset til den fremmede Smand, kunde jeg ikke
straks skelne hans Ansigtstrk, som han laa dr henne tungt paa Puden
og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mrkningen slrede, og
Sengen stod klemt op i Hjrnet mod Ydervggen, hvor Skyggerne samlede
sig tttest.

Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og
blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen
fat paa Trkkene. Han var ung og kn, Nsen var hj fra Roden af,
Munden kraftig, der var en spndstig Styrke i alle Linjer ... Han
slog jnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke vd, hvor
han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa
rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.

Hvordan har De det? spurgte jeg paa Tysk.

Bedre, svarede han. Hans Stemme var hs og fjern. Brystet arbejdede
trangt.

Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.

Tak, jo Tak, sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog:

Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de
andre otte -- --

De andre otte ... Han lukkede jnene og pressede Laagene sammen.

De vd maaske ikke -- --

Jo, det er jo sandt! sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde
fra.

Kan De taale at tale om det, nu?

Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, vrigheden og Lgen,
de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var
jeg saa trt ...

I det samme bliver Gassen tndt. Jeg sr, der er en Seng mere i
Vrelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og
afkrftet, krftsvag, tuberkuls. Han ligger og lytter spndt hen
imod os, med store, blanke jne. Ved Fodenden af hans Seng staar en
hslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte jne og en
halvfortret Mund spilet op.

Den fremmede Smand lader Blikket lbe Vrelset rundt og ender ved
mit Ansigt, som han forskende betragter.

De er dansk, siger han.

Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg vd, han har
ligget paa Sygehuset i fire Dgn, uden at nogen har kunnet faa
sammenhngende Beretning af ham om Strandingen. Jeg sprger ham, om
han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til,
hvorfor Skibet haablst kmpede tre Dgn uden for Kysten og ikke
straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat.
Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Ser, inden han
naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste
Bevidstheden?

Alle disse Sprgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens
Lb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han jenbrynene sammen ved
Nseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrngelse at
tnke, og i Begyndelsen var hans Svar trge og knappe. Han maatte
dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare
en hastig Rkke besynderlige Hndelser, der ikke straks stod ham selv
tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod frst
nu tilfulde, at #han# alene levede, men alle Kammeraterne var dde. I
alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop
#han# var bleven reddet, en ngstelse for, at Livet alligevel ikke
var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen
blev fastere, hans jne fik Liv, og der kom varm Rdme paa hans
Kinder. Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end
forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled
igen, naar hans Tanker lb fast. Det lettede ham at faa Sagen tnkt
igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mrke.

Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen, sagde han.
Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os
paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lrdagen var bleven hyrede
til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mdte i Skibet, gik
Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod hjt i Lasten, hjere end min
Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke
svensk Slov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde
vret lovbefalet #Syn# over Skibet, Competitor var #allright# og
maatte stikke i Sen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med,
sagde Matrosen.

Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en
Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til
Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man
opsgte os og satte os ombord med Magt.

Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag
fik vi Storm, og Competitor lkkede mr og mr. Til Mandag Morgen
krydsede og huggede vi frem og tilbage snrt ind under jydske Kyst.
Vi var ikke til Kjs i tre Dgn, uafladelig pumpede og sled vi for at
holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil
Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trngt lngere ind. Det ene
Sejl blste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa
faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten,
man kunde ikke gaa tr i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give
sig, vilde ikke lbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi
saa raadede ham.

Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjlpeligt
ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter,
kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tnkte vi. Men da
var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud
med dem, hvor ndig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp,
Ankrene #skulde# i Bunden. Og saa #stod# vi der, nogle faa Hundrede
Alen fra Kysten. Stormen tog til, Serne brd over os, Sprjtet stod
op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa
nogenting -- og vi var gennemvaade, forfrosne, ddtrtte. Vi klamrede
os fast paa Dkket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten.
Han havde Redningskrans om Livet -- den eneste, der var tilbage paa
Skibet. Han var beruset; det havde han vret alle de tre strnge
Dgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.

Saa med t slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav
sig i alle Spanter og Planker. Sen fossede ind og skurede rundt og
rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev
skyllede overbord og var borte i Serne. Vi saa' dem ikke mr ...

Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker
jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig hjt
oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have vret
livsfarlig Gerning i de Ser selv for en rask -- og #vi# var
allesammen segnefrdige.

Nu #var# det vist, at Frste Styrmand og en Matros sprang overbord,
de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tmmer og drev
af for en jagende Strm. De var vk nsten med det samme ...

Der trak en hftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele
stod i t. Lidt efter lindede det et jeblik af. Da var der to andre
svenske Matroser borte -- vi havde intet st dertil, ikke hrt en
Lyd fra dem.

Sen splintrede ls paa Competitor, vore to Baade blev knuste og
Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdren, stadig
med Redningsbltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden
Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrttet og
vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg
og slog ud med Armene, men blev staaende i Dren ... Jeg fik mine
Stvler og Klder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved
igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfrdelig ondt
... #saa# sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ...

Om det, som fulgte efter, vd jeg egentlig ikke andet, end at jeg
nede i Sen pludselig kunde bje og bruge ogsaa det Ben, som havde
vret saa smrtefuldt, nsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Dgn
havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde vret saa
bange for Koldbrand, kan jeg huske ... #Nu# tnkte jeg ikke paa
Koldbrand. Jeg tnkte i det Hele ikke meget nede mellem Serne, de
var svrt hje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert
jeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og
Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for
Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var
ligesom Hjernen skulde sprnges ....

Talte De og Styrmanden ikke sammen?

Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden --
han sank lngere og lngere ned, kunde ikke holde sig fast i
Brttet: -- Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden
i, Mand ... Munden i ... Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik
var slvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var
oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom S, som lnge satte
os under lukket Laag, da jeg fik jnene op igen -- saa hang jeg #ene#
klamret til Spandebrttet.

Tnkte De noget da? ... At nu var det Dden?

Jeg tnkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Serne havde jeg
nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og
vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da
Styrmanden var vk og jeg selv saa yderlig afkrftet, stivnet og
flelsesls, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i
jnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den
sreste Musik i Hovedet ...

Derefter husker jeg ikke noget fr det jeblik, da en Mand stod bjet
over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod
rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot,
men ligesom lnge efter, at jeg krte i Vogn ude, og det blste og
var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i
Sengen her, paa Hospitalet.

Vd De, hvor De er, Byens Navn?

Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tnkt over det. Jeg har
vist ikke tnkt noget videre -- mest vret saa trt og sovet, tror
jeg.

Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nrmere
Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.

Har De Slgt hjemme i Riga?

Han nikkede.

Vil De ikke have skrevet til dem?

Han saa forskende frst paa mig, derefter paa sine Hnder: Mine
Fingre er helt stive, sagde han.

Skal #jeg# skrive for Dem?

Nej, mange Tak. Mine Forldre kan ikke lse.

Er De grsk-katolsk?

Han saa' hastigt og mrkt op: Nej, svarede han kort, Luteraner!

Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.

Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig flte sig
mellem Beslgtede.

#Har# de? sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende
frem i Vrelset.

Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom sgende og
barnlig naivt:

Saadan som hjemme -- -- efter Martin Luther?

Ja!

Han hvilede mod Puden med et trt Smil i det underligt stille Ansigt.

Noget efter sagde jeg: Det er Juleaften!

Hans jne blev store, de lftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rrte paa
sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.

Pludseligt spurgte han: Er der drevet Lig ind?

Jeg nikkede.

Alle?

De fire kun!

Han lukkede jnene under strammede Bryn og blev liggende noget
saadan.

Farvel, sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var
forskrabet og underlig dd. Gldelig Jul!

Han stirrede et jeblik forbavset, glippede saa med jelaagene et Par
Gange og besindede sig.

Tak, sagde han. Tak. Og straks efter fjede han til: Og gldelig
Jul selv! Men Stemmen ld, som om hans Tanker var langt borte.

I Dren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig -- eller maaske
snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt,
festligt Skr fra det store Juletr, som netop stod frdigtndt ...




SOMMERSTRANDING.


Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred,
Brndingen lav. Stilfrdigt skvulpende gaar Blgerne op over Sandet
og skrer en vdemttet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al
den gnistrende Hvidhed.

Hvor dog Solen blnder. Maageflokken, som skrmmes op, er lutter
snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de
som mrke Indlgninger i den let blaanende Himmelflade. De har en
egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store
Maager, eller deres Flugt er som Blgegangen ude i Verdenshavet:
brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tt som Raager
paa Stubmarken, og nrmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at
tage nogle gyngende Lbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig
skrigende et Stykke op og straks ud over Sen. Man faar en trist
jordbunden Fornemmelse, naar man frdes langs Stranden og stadig
rejser Maageflokkene eller en Svrm af de rappe Terner, der gynger
gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over
Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjldent et Skud
Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader
Fredsforstyrreren paa deres de Strand, hvor de samles for at hvile
og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og
Fiskeaadslerne fra et efterladt Drt.

Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rkkeflge.
Skagbokutterne kommer dsende i den lje Vind, lngere ude ligger der
tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen
Vind i de svnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet,
statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skn er han fra
Vandlinje til Vimpelknap, fra Stvn og til Spejl, ret som et luftigt
arkitektonisk Vrk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at
tnke paa de gamle Tider fr Dampen og Elektriciteten, paa
Bolvrkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter
og stive Empirembler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om
sin hje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber
... Det er, som mrker man Duften af mrk Portvin og blaa Havannarg
trnge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken
Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange
Rejser mdte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.

Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene
geskftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man
Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu
og baskende Larm paa Sen som i Land. Man sidder Sommerdagen i
Klitten og tller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de
sknhedsforladte Rgspyere. Alligevel, bare man var ombord i n af
dem og foer viden hen; det giver strke Lngsler bort at sidde og
kigge efter de pilsnare Dampere og gtte deres Skorstensmrke. Ud i
Luften sprger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har
I Bud fremmede Steder hen, raskt skrer I nrmeste Vej mod Maalet, I
er som hensynslse Tanker, der #vil#. Men Verden bliver saa lille for
Jer, alle Have kan I overfare, Grnserne drages saa snvert og
Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre
at sidde agter i Fuldriggeren og hre Vandet klunke om Roret og vide
Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i
brede Maagesving under de sre Kyster, man i Vindstillevejret jnede
lnge og nje men maaske aldrig skulde betrde.

Hvis man da ikke strandede derinde?

Nej, #ikke# om Sommeren! ... Sknt, hvem vd! Der kan hnde en Sejler
#alt# -- ventyret er ham i Klvandet den vide Verden over.

Men ventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle
Fnomener kan kontrolleres og er ikke Fnomener mr. Badegsterne,
som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet,
sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i
hvilket de har svmmet med store Tanker om eget Mod; de synes nsten,
det er mrkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ...
Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm -- saa kom der
maaske en Stranding; det skulde dog vre morsomt at se, om Havet
kunde fraade og snderslaa saa ventyrligt, som Rygtet gik.

Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der.
Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten
kniber det at sove for Blgebuldret og det hele Spektakkel, som
fylder Luften. Det var svrt, tnker de, saadan et Vejr midt om
Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er
nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen S. Naa ja, siger de
ved Kaffebordet, altsaa ikke vrre med en Vesterhavsstorm!

Men i det samme ringer Telefonen og fortller, at der om Natten er
strandet et Skib ikke langt fra Hotellet -- strandet og splintret.

Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan
hnde noget saa spndende lige ind paa Livet af dem, uden at de har
hrt det mindste -- de laa dog vaagne lnge. Det er jo helt
ventyrligt.

Ja, saadan er det med ventyrene, de kommer altid uden at vre mldte
eller uden at vi agter paa For-Varslerne.

I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen
sket. Nogle af Badegsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved
Nitiden havde set et strkt Blus ude paa Havet. Det var ingen
Lanterne, kunde de nok sknne. Ivrigt spekulerede de ikke videre
over Sagen. Badegster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og
Bad. Vejret var jo heller ikke vrst.

Imidlertid -- Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib,
splintret i Bugten tt op mod Kandestederne. Blusset havde vret
Ndsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig
paalands Kuling kan stte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen
Egeplanke staar imod. Har frst Skuden sat Klen fast, er Forliset en
given Sag, og Kysten sikker paa et snderdelt Vrag.

Barken var finsk. Dens Bestning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet
sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi krte derned fra
Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besvrlige Klitveje
uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skbne man skal erfare paa
Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan kre baade n Mil
og to og bare tnke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener
det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da fler man
Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Vrdi deraf.

Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at jne.
Skulde den vre totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var
komne betids fraborde. Som Sen #brd# nu til Morgen for en Vind, der
var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest,
skulde nppe nogen Skibsbaad kunne rkke velbeholden i Land.

Dr! sagde min Rejseflle paa Char--banc'en og pegede ned ad
Hirtshalspynten til. Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!

Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og krte nu
langsomt sydefter paa det klgede Sand, medens Serne skyllede os om
Hjulene.

Den, der talte, var Skagens Stolthed, den strste Kmpekarl og frste
Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K.
Nielsen, Formanden for Redningsvsenet i det nordligste jydske
Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvsen, naar
Pladsen engang bliver ledig. Badegsterne beundrede hans imponerende
Skikkelse fra Prverne med Grenens og Nordstrandens og Hjens fem
Redningsbaade. Og han var Beundringen vrd. Hjere end alt Folket,
svrlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par
muntre, lyse, strkt seende jne under vejrfurede Laag stod han
agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem
Sprjtet, hans hjre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den
udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt
gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han
vidste det aabenbart selv og stod plastisk skn som i et
nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegsternes Helt! Og langt mere
end #det#!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige
Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.

En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til
Strandingsstedet. Havet gik hjt op mod Klitterne, i hvis bratte,
grusede Fald eller marehalmskldte, graagrnne Skrnter man tydeligt
saa' gamle Tiders Mulddannelser fra fr Sandflugtsperioderne drage
sig i mrke Blter, de saakaldte Martrv, som Kandestedernes
Befolkning skrer til Brndsel for sig selv og for Skagboerne, der
nsten alle forsynes med Trv her nede fra.

Fra Brndingen steg saltmttet Em, der gav Luften et blaaligt Skr og
slrede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en
Stund havde stirret energisk og vnnet Blikket til at holde sig trt
mod Blsten, at faa Kig paa Strandingen dr langt i Syd. Ganske
rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt
Mast med skvt stillede Rer og filtret Rigning hldede skraat med
Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dr, i hvert Fald. Men
paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi krte, var der
Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.

Den Buelinje, Serne havde afsat paa Stranden ved Hjvande, var i en
Mils Lngde tydeligt markeret af Tmmer og Splinter fra Skibet.
Brkkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dksflager laa
slngte hen, som var de nemt haandtrlige Bordplader; det fld med
Kasser og Tnder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lnning, man
traf baade Taget af et strre Ruf og Kabystaget med Skorstenshtten
i, og Trapper, Stolebn, Kahytsdre, Pse, Tovruller og alt muligt
Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udbldte Tllelys,
Kiks og Knkkebrd fandtes stribevis hele Vejen; her mttede Maager
og Vildnder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Kjedyner lejrede sig
klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa
spredt Cigarfuteraler, Blade af en Fljeton, Breve, Fotografier; et
Sted stod en Eddikedunk og stank fortrdeligt surt over Tabet af sit
Indhold, noget derfra gldede en revnet Kasse Whiskyflasker i
Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket
var ogsaa flydt ind men i srgeligt Kaos, en molesteret Harmonika
gabede fortabt hen i Vejret som en Dende.

Saadan var alt delggelse og Tilintetgrelse -- Pindebrnde
tilhobe.

Der kom en Flok Badegster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade
Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdmpede Farve,
og de havde en uskn Maade at skrte op paa. Men da de kom nrmere,
saa' vi deres unge, solbrndte Ansigter straale af Begivenhed; der
var en overgiven Pludren om Strandingen: tnk, at det var lykkedes
dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde
de fortlle i nste Brev hjem.

De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at kre, Resten
skrtede videre tilfods. Dr sad de nu i Vognen hos os, kendte os
ikke, prsenterede sig ikke, men snakkede muntert ls af fyldte
Hjrter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled
hen for dem i Minder om Sommeren her og i Lngsel efter nste Ferie,
hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som
denne Strand. Og #tnk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens
de var her!

Er det ikke mrkeligt, fortalte de, at de strandede Sfolk har
ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har sgt op til
Strandfogden.

Jo, det mente vi da ogsaa.

I ubehersket Glde skildrede de os derefter Badelivets hele flade
Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at vre
til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen -- alt bermmede de
superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og
hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den
billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt,
deres kritiske Sans havde de magasineret i Kbenhavn eller Vejle,
hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebrn paa Skovtur.

Saadan krte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa --
det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.

Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og
Havstokken blev rn igen. Strmmen stod Nord i og frte alt bort den
Vej. Det er den Skbne, Strandfogderne er udsatte for i det Ln, hvor
Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den
landlangs hastende Strm andetsteds ind og kommer andre Kystboere
tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for
Strandingslnet. Her indkvarteres og bevrtes, plejes og udrustes de
fremmede Sfolk. Og Konsulen inde fra Kbstaden betaler Klitboerne
efter rundeligt Skn til den gode Side.

Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus,
fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i
Solskinnet mavelangs og med trtte Hoveder over korslagte Arme; de
andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og
Bukser til Trre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under
Landstningen.

Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.

En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig
halvt mod os og sagde trgt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.

Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i
korte Stninger fornden Besked om Skibet og Forliset.

Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36
Aar gammel. #Mercator# hed den, var fra England kullastet for
hjemgaaende til land. Ingenting var assureret -- ikke Skibet, ikke
Folkenes Tj heller.

Det var jo slemt, sagde vi beklagende.

Her tav Kaptajnen.

Hvor gammel er De? spurgte vi.

Bare 28 Aar ... Det var min frste Rejse som Kaptajn ...

Han tav igen -- og trak Kasketskyggen ned.

Solen stak ham maaske i jnene.

Saadan laa han en Stund.

Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, flgende Forklaring
om Forliset:

Om Formiddagen fik vi Lk i rum S; den maatte vre temmelig stor,
for Vandet steg, og Mllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde
Stand. Uophrlig steg Vandet i Lasten og trngte ind i Rummene. Saa
satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nr
ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for strkt til, at vi turde lade
Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte
Skibsbaaden ud -- og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok
kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefrdig, ligesom vi fik Bund i
Landingen. Saa sprang vi ud -- og reddede os. Et Par Timer efter sank
Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa'
derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa
var der ingenting mere at vente paa, alt var forgves. Det var
Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Frdig.

De to unge Damer, som i spndt Interessrthed var fulgt med til
Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humr. Alvorligt
betagne hrte de Kaptajnens korte Beretning.

En anden af de tre Sfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt
fra sin magelige Stilling og bladede tankelst i Skibspapirerne --
det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var gte finsk af
smukkeste Type.

Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange
paa dansk Kyst: ved Gilleleje frst, saa paa Ls engang, og nu her.
Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev
reddet. Hans brune jne hang forelsket ved de to unge Damer, han
forskede deres frejdige Toiletter og sgte deres forundrede jne. Han
var nitten Aar kun.

Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Sfolkene laa og
udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det
brydende Skvulp, den havde nppe mange Timer tilbage. I Sen rundt
omkring saas splintret Tmmer og flosset Rigning tumle mrkt i
Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mrkeligt gunstigt
jeblik ... Hvor nemt kunde de ikke vre kntret i den lille,
skrbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv
og svmmet dr, var ddsens ...

       *       *       *       *       *

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jrnbanestation
mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med
dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive
Sforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.

Nsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se
paa deres jne, at de havde vret glade for den gode Forplejning i
hans Gaard.

Saa krte jeg til Frederikshavn i Kup sammen med Sfolkene.

De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sderne, for det var
smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en
Bestning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ldst af dem
alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker
lignede Konfirmander.

Ja, forklarede Kaptajnen med sin blege Rst, vi sejler mest med de
yngste Folk hjemme fra Finland.

De er billigst i Hyren, naturligvis.

Jo-da, svarede han ... Og de ldre, de #emigrerer# jo ...

Et Sted kunde vi fra Kupvinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.

Drude skulde Mercator have sejlet nu, sagde Kaptajnen. Og saa
rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humr.

Og det var min frste Rejse som Kaptajn, sagde han og stirrede
fortabt udefter.

De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste
ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at vre paa den
gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og S og manvrere med
Bramsejlene.

Hvor gammel er du, spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret
n, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og
vindsprukne Hnder.

Han fylder femten, sagde Kaptajnen ... Han er Kok ombord ...

Det er tidligt at strande, tnkte jeg og mnstrede hans lidt benovede
Person.

Han har strandet fr, Kokken, forklarede Kaptajnen, som om han
havde forstaaet min Tanke.

Paa Kuba! nikkede den lille og blev forlegen.

Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?

Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde sprge om Forlov til
at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Sen.

Ja-da, sagde saa den lille smilende, jeg skal vel #det# ... Jeg
skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dr er mine
Forldre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre ...

Og bekymret tilfjede han:

Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min
Harmonika ...




UDE PAA REVET.


Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med
Redningsbaaden. Det var en velsestur sidst i Oktober, alt var
forlbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra
Grenen.

Niels Jakobsen gik for sig selv og tnkte mrkt. Han var bare et Par
og halvtres -- og allerede aflgs. Der havde vret slidsomme Tider
for ham, saa lnge han huskede, men havde han ikke taget Skade paa
sin Helsen forrige Aar ved Almuths Stranding, kunde han saamnd
godt vret brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det
en kedsom Hndelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde
gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven
bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var
han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ldste
Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det
sidste var der kommen Dvhed til, saa det led vel mod Dden med
hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa hj
Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt
nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.

Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mrkt, Havet frte strng
Tale.

Niels Jakobsen mindedes mange onde Ntter, naar han havde gaaet
Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var
tjente, ogsaa mr end det. Heller ikke havde der vret synderlig
Profit ved at vre med Redningsbaaden, fire velsesture om Aaret og
adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for slle 36 Kr.
i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12
Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamnd, #storstilet#
var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder,
fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak.
Naar det ikke netop var, at man vede menneskekrlig Handling med
Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en ressag --
saa maatte man hellere vre Bestillingen kvit; man kunde sparet sig
selv for meget Hurlumhej.

Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels
Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen
Erstatning eller Ekstrahjlp at krve. Men alle vidste da, at han
havde ligget syg en god Stund derefter og ikke lnge sidenhen saa var
der stdt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor
som et Hnseg og var til evig ulidelig Smrte, naar han rigtig
skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ...
Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men
kedsomt var det ...

Det havde ogsaa vret en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet.
Skagens Rev er den vrste Plads paa Kysten, naar der skal reddes
Folk. Sen kommer fra alle Sider og brkker saa stejlende hj og er
ikke til at beregne, og tilmed render her en Strm saa rent
uhaandtrlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa
Skagens Rev, naar man tnkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der
Skibe, der var fuldt derude af farlige Htter, snart en Jrnbund,
snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede
og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Lb
... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land,
men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette,
var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et
helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paasknnelse
fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en
Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et
Guld-Lommeur med Kejserens Navnetrk og Portrt ... Det var jo knt
nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.

Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs
Humr.

En fremmed Mand, som havde overvret Redningsprven, kom paa Siden af
ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de
naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den
vanskelige Redning.

Hans Beretning ld saadan:

Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var kbt af et tysk
Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gteborg. I
en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som
sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var
Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene
eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere
dem. De blev da siddende der Natten over, en forfrdelig Nat. Nste
Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mlding til os fra
Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int lnge om at vre afsted. Den
Gang, vi kom krende, lb Fyrmesteren imod os, han havde saamnd
Taarer i jnene, han er jo gammel Smand, og han raabte, at vi
endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og
der gik en svrene S, saa det kneb nok svrt for Staklerne ... Ja,
uha, sikken S ogsaa, der er vist int' mange, der har set den vrre
nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.

Frst med fire Heste for, siden med flere, krte vi Redningsbaaden i
flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er
saaent noget paa Frde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at
den Tur, vi fik i Sen, var mellem de haardeste, der har eksisteret
paa Skagen.

Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen;
det stod saa hjt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var
elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa
Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin
Sydvest, og Vinden fg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en,
som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen
vinkede, at det kunde vre det samme. Og saa stod han da uden
nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Trk. Han
er en Krnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han
skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt,
han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manvrere er han
ligedan, og hans Kommando er da saa sr udmrket; det kommer en Del
an paa, om de har Rst til det, de her Skippere eller Frere i
Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper
nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke
Arbejde med Almuth.

Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget,
der trak i Lemmerne. Vi er int Skrllinger nogen af os, men sidde og
slide af alle Krfter og mere til, saa det strammer og vrker alle
Steder, og med Sprjtet op i Ansigtet og i tykke Klder under
Oljetjet og Redningsblterne, det kan man int forestille sig, hvor
udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi sknne, at Strmmen bar Nord med
os, for der var en rasende Sndenstrm, og vi skulde jo passe at
holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det
drev med os. Gennem den ttte Regn kunde vi lige saapas se det
strandede Fartjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at
komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Drget
og stnnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne
igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede nsten
ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de
stive Korkblter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule --
ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen,
og saa kvittede vi Blterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi
sknne paa, at vi nrmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede
Favne nr, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i
Knude eller Sjov, det vil sige Ndflag, oppe i Mastetoppen, og
Flaget var tysk ...

Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var
ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne
var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en
lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu
#kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....

Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tj af lige til
Skjorten ... Vi laa nu dr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne
nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsblte op efter den,
at vi gerne vilde have Hjlp af den, og saa lnsede vi ned til ham.
En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor
Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dr sammen
med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle
Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte
en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og
ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi
med tr Hals; det ligefrem #brndte#.

Mens Damperen nu slbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at
vi kunde vre lige for Skibet og saa selv lnse ned mod det, sad vi
hele Tiden og holdt je med Masterne, som vi var rd for skulde
falde. Vind og S havde vi agterind de 600 Favne, han slbte os, og
vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for S hvert evigste
jeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslb agterude -- en
udspilet Lrredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med
Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lnsede vi for alt Vejret.
Uden Tragtslbet kunde vi int have klaret os; Blger saa hje som
Klitter brd agtenfra ind mod os og kunde have lftet os og slynget
os med Stvnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen.
To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tnke sig godt om
og vre snar i Vendingen.

Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod
aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Drget
gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet,
der stod med Stvnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op
af Sen, helt tt bag ved os ... bare en Favn lngere, saa havde det
hugget op gennem Redningsbaaden, og #vk# det var vi gaaet, alle
Mand, li'saa bestemt.

Tag Trn ved Pullerten! raaber vor Skipper. Vi fik Trn og laa nu
seks-otte Favne i L af Vraget. Der lb et rivende Strog under
Baaden, saa vi maatte stte otte Mand til Aarerne for at holde igen,
og saa nrmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde
begyndt at lsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med
-- vi fik siden at vide, at saadan havde de hngt omtrent fra den
foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at
bjerge dem, det var sandeligen et hjtideligt jeblik. Nogle Mand
stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af
Riggen, som fld; saa med t, saa fik vi en Styrtes, som satte
Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask
maatte der handles, den ene af Sfolkene, en Dreng, var klavret ned
ad Fokkefaldet og hang dr og klamrede sig fast som en Forrykt, han
bed i Linen med Tnderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det
ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i
himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i
sit Korkblte og sad parat til at springe i Sen, hvis Drengen skulde
falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han
var nsten som dd, slle Klr ...

Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, fr vi blev vaer, at Vandet steg
i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte
vre noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til
Halsen, frst ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa
hje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi fld kun
paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i
noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben.
Jeg trak til mig og fik en islandsk Strmpe op -- den var fra Vraget,
naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den
lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa
ellers kan mene om den.

Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa
Baaden fyldes. De tnkte nok, vi rent gik vk, og skreg ned til os.
De havde vel tnkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa
have vret en srgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de
endda. Dr, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned
fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og n for n
lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Lbet af
et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var vrst medtagen, han havde en
brkket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede
Ndraketter af -- som ingen saa'.

Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og sgte til
Lodsdamperen, som tog os paa Slb et Stykke igen. Det lindede jo godt
paa Krfterne, men en skrkkelig Mngde S fik vi sidevrts over os,
mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nr ved at slippe af med
Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt krafteslst,
Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte
hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham
og manvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen.
Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen
krt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.

Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi
forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han
derude paa Vraget havde forlist en resgenstand, en Skibskikkert
eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den
danske Regering for at have bjerget en dansk Bestning i rum S. Den
var ham en kr Gave, den kreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa
Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning
ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans
Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde vret lige ved
at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de
sikkert druknede, Drengen havde int haft Krfter nok en Time lngere
-- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at sttte
ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...

Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved
elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen
ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Bestning
til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret
tilstede -- for det Tilflde at enten vi skulde vre gaaet vk eller
kommen afkrftede i Land med uforrettet Sag.

Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pnt nok, men uden Lodsdamperen
var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle
enige om. Men afkrftede det var vi -- Jsses ja. En af os havde
forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa
lnge syge -- man gr jo i saaent Tid mere end som Krfterne kan
svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det
forbi med mit Redningsarbejde ...

Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.

Og hvad nu, spurgte denne, skal I ikke alle fra Baaden samles til
Afsked med Dem?

Niels Jakobsen smilede stille. Nej, sagde han, det kender vi int
noget til. Vi gr int saa meget ud af os selv. Og det var der heller
ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny
Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gre Gerningen
og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver isr, vi
Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader
int selv, vd vi da ...

Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste
Redningsvelse stod der i hans Stue en paasknnende Mindegave til ham
med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lnestol til Hvile for hans
trtte Legeme, som han havde faaet vrkbrudent i Kampen for fremmede
Sfolks Frelse.

Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevget. Han prvede den, jo den
passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pn til
Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin
Slvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...




BARK ERATO AF SLVITSBORG.


Spirbakken er Navnet paa den hje Klitformation med Baaken, som
rejser sig en Milsvej snden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor
her, et uafbrudt de hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem
Lenet hrer, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i
Hulsig, og fr der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst,
blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at rgte Hvervet
paa denne rkenstrand.

Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortlle som
under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og
de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind,
skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen
kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er
som en vldig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et
Ddskors op af den livsforladte rken.

En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved
Spirbakken en dd Smand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at
det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger
viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporlst
forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med
Undtagelse af Kaptajnen, der var en jrnstrk Skikkelse og som med et
Redningsblte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til
Land. Men dr, hvor han flte den frelsende Jord under Fdderne, har
han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slbt sig
over Stranden, op ad Klitskrnten, ind i Sandregionen, hvor
ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste
Kraftanstrngelse har han befriet sig for det Tryk, som Bltet
forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og
Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans
Hjrte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke
ligget dr ene og ussel, saa fuldkommen hjlpels, paa det saa hjt
kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle
sfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!

Sytten Aar efter ramte der en Sn af denne Kaptajn den besynderlige
Skbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af
Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevget gik han og sgte Faderens
Grav paa den sandede, marehalmskldte Kirkegaard, hvor ingen Trer
kan gro for Blsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis
spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne.
Han grd stille som en Mand, der sjldent har Taarer -- dr paa
Kirkegaarden, midt mellem de mange navnlse Gravtuer, hvoraf n
maatte vre hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde vre kommen --
hans egen ....

Stadig strander der Skibe under Spirbakken.

Bark Erato af Slvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de
frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skbne og en Skare
hensynslst modige Redningsmnd for, at den slap med Tabet af bare to
af dens tyve Mands Bestning. Dette Redningsforetagende, der er et af
Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om,
hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det glder skibbrudne Smnds
Frelse.

Lad os leve Begivenheden med, som den fra frst af gik til.

Bark Erato, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trlast,
Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dkslasten stuvedes og
Fartjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sdygtig Stand og
velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, lftedes
Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr,
Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens
Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak
vestlig stadig med halvklar Luft. Nste Morgen passeredes Skagens
Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle
Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv
Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes
Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og
krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom gedes til Storm og
evindelig havde Regntykning i Flge. Under denne Sejlads blste
Underformrssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre
Sejl led strre eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de
iturevnes Sted saa hurtigt det var grligt. Der holdtes stadig Udkig.

Saadan gik tre Dgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.

De nste tre Dgn krydsede Fartjet videre, Vinden var bleven til
regulr Storm med hj S og vedvarende Regntykning -- og saa en
Morgen Kl. 6 stdte Fartjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter
Afrejsen fra Helsingborg, en besvrlig Uge!

Lidt fr Grundstdningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom
Frste Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han
troede at have set Lys til L men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde
vre, og Kaptajnen gik straks hen for at undersge Kortet. Man var
ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt
Vejr.

Vi er vistnok nrmere Svenskekysten end Skagen, mente Kaptajnen,
og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi sger smult Vand
i Kattegat ... Lyset maa have vret fra en Damper.

Styrmanden gik paa Dkket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og
saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mrkede ligesom et
Std, som han ikke mente kunde komme fra en S. Han sprang
jeblikkelig paa Dkket og mrkede da straks efter et lignende Std.

Vi maa vre stdt! raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til
Rorgngeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet
kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skr paa
Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrkken. Skibet faldt
da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende
Flelse af, at Stdene maaske alligevel bare hidrrte fra Sen. Men
saa begyndte hun at hugge svrt og mistede Styreevnen. Uafbrudt
vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med t stod hun fast. Der
var den ttteste Tykning med Regn.

Sen brd straks ind over Fartjet. Situationen var truende.
Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle
Vegne hen ad Dkket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.

Undermrssejlene blev opgivet men kunde ikke gres fast og smldede
vildt. Det forvrredes hurtigt med S over Skibet, og Bestningen
kunde ikke lnger opholde sig paa Dkket uden at gribe fat i
Rigningen. Der var Oplsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes,
enhver sgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i
Kahytten, hvor de forelbig troede sig bedst sikrede. Men ingen
Steder var der Sikkerhed, og stum Trsteslshed bredte sig.

Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:

Det er Strmstningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,
sagde Kaptajnen fortvivlet.

Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten, tilfjede Styrmanden,
og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han
Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklder. Vi maa
helst vre belavede paa alt, sagde han, da han havde Journalen godt
i Forvaring.

Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og
dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt.
Dkslasten lftede sig i L og begyndte at skylle overbord. Vandet
trngte ind i Kahytten, snderbrd Skot og Dre. Folkene maatte alle
ud og sge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter
i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det.
Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende
Selvopholdelsesinstinkt, der krvede lynsnar Handling.

Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.

Jydske Kyst! raabte Styrmanden med advarende Rst, der trngte
skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde vret her
fr. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.

Ingen svarede.

Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide,
sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den hje S ca. trekvart Mil
til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra
Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden
roedes med Besvr over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nrheden af
Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes
Dkslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe
Fortjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og sge Land med
Tabet af tre Aarer.

Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe
fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var krte derned i fuldt
Firspring. Den strke Storm frte imidlertid hurtig denne Baad saa
langt i L af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med
uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at
Kandestedernes Baad var sgt tilbage. Da var Klokken elleve om
Formiddagen, altsaa var der forlbet fem Timer siden Grundstdningen.

Folkene sad i Rigningen og gruede for Dden.

Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa
Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede:
Der maatte og skulde gres ny Forsg. Fra Kandestederne udsendtes da
Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ldre selvrejsende
Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i
Stykker under Forsget paa at passere Revlerne, maatte den landsttes
som ubrugbar.

Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i
Vandet, frt af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens
Rasmussen, blandt Mndene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv
har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars
Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Mje
naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdrget lod man falde i god
Tid og nrmede sig nu saa meget som den svmmende Trlast, den skraat
stillede Rigning og de lst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til
Vraget, der laa i halv kntret Stilling, var mellem fem og ti Favne.
Braadser slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.

Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet
blev opnaaet ved et Kastedrg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa
kastede man et Drgtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man
fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed
han, vovede sig hen og fik fat i Drgtovet, hvis ene Ende var slaaet
i Lkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dk
og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjlpsomhed over for
sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han
forelbig slet ikke tnkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og
kunde dje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af
Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Krfter og haabede saa
inderligt paa Frelse.

Med Drgtovets Lkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget.
Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i
hans forblffede Ansigt, at Dden ligesom bredte Armene ud efter ham,
Haabet var forgaaet ham, han sprang som n, der i Vildelse ser
Tilintetgrelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt.
Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drgtovet, og Matrosen
fulgte med til Baadkanten; dr greb de ham i Trjen, fik ham taget
under Armene og lftet over Rlingen og indenbords, mens Vandet
strilede af ham. Han slog et Par sre jne op, glippede med Laagene,
stdte Vand ud af Nsen og havde et lille Brkningsanfald; snart
besindede han sig dog saa meget, at han kunde sknne over sin
Redning. Hans jne blev glade, der gik et sklvende Tak gennem ham
...

Ved Hjlp af Drgtovet og i hurtigst mulige Rkkeflge blev der nu,
n efter n, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.

Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt
Klder eller en Kjedyne. Nogle af de bjergede Sfolk tog en
Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og
lftede op. Det var en Mand af Bestningen, den syttenaarige Jungmand
Fridtjof hlstrm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Lber var blaa,
Blikket brustent -- han var dd.

Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden, sagde Jens Rasmussen til
Sfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. Her er knap Plads
til de levende.

Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens
Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til
Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde
bjerges. Saa lod man Liget drive.

Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var
ikke strk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i
Vesterhavet havde han jvnlig klaget over Ildebefindende ... Da
Grundstdningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre
og opholdt sig en Tid med en Del af det vrige Mandskab i Kahytten.
Men da Sen omsider brd ogsaa derind, maatte han med paa Dkket.
Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde
foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine
Kammerater vilde hlstrm smide noget af sit Tj for bekvemmere at
kunne klare sig ved Svmning, hvis en Braads skulde skylle ham
udenbords, men lnge stod han i snver Plads paa Bakken og sgte at
fri sig for sine Benklder, de var vaade og klaskede tt mod Legemet.
Med t slap han sit Tag, af Overanstrngelse og Udmattelse, og faldt
ned paa Dkket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen
og just stod og vilde sprtte Benklderne af, da han blev grebet af
en Styrtes og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjlp
maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og
tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet
og greb fast i Dren, hvor det kneb ham at vre for S. Styrmanden,
som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trngte sig den
vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen
under Lnningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Rstet,
men Styrmanden havde her mere end nok at gre med at sktte sig selv.
Han saa' kun en enkelt Gang til hlstrm og lagde da Mrke til, at
Jungmanden ingen Benklder havde paa.

Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget.
Han holdt sig endnu fast ved Fokkerstet, hans Underkrop var ngen,
paa Fdderne havde han Halvstvler. Han saa' frygtelig forkommen ud.
Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjlpe ham.
Men det var Livet om at gre at forsge paa at slippe hen til ham. Da
lstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget
i Rstet og falde i Vandet. Han var Dden nr -- vistnok allerede i
Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved
Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter
havde Dden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...

Endnu to Mand af Skibsbestningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i
Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg
derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind
over Revlerne, gennem den styrtende Brnding, med Baaden #endnu#
strkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphndet. Der blev
gjort klar til Hjemfart og hevet Drg, og indad Kysten strg de. Ude
fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen
Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skrpede sgte
Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem
Blgebrkket. Frst da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre
Last, Klokken var bleven tre den Gang, mrkede han ret, at det
smrtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brndingen,
havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brkket ... Naa, ja-ja,
han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de
andre om Resten ...

Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for
Redningsmndene skulde der srges og det i en Fart. Flere af dem var
segnefrdige. En Letmatros blev baaret bevidstls op paa Stranden og
krt til Gammel Skagen, hvor Lgen kom til Stede og tog ham under
Behandling. Det var en besvrlig Transport af de reddede Folk, de
skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dr og under god Pleje.

Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.

Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsge en
Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab,
fordi Udmattelse fra den tidligere drje Tur havde gjort seks Mand
uskikkede til at vre med igen, maatte man se sig om efter frivillige
Folk. Straks mldte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa
Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der
var bleven Frer efter Lars Kruses Dd.

Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Sen var stadig
brlende stejl. For udkastet Agterdrg nrmede man sig Skibet, over
hvilket der heves et Kastedrg, og ved Hjlp af dette kunde Baaden
rkke helt ind til Fokkemasten. Skibet var krnget strkt over paa
Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lnning og Bagbords Del af Dkket
var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Sen. Men der var smult Vand
i L nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden hjt mod Braaddet udefra
som en virksom Blgebryder.

Oppe i Fokkemrset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Bestning.
De gjorde sig jeblikkeligt rede til at bjerges, saa nr som en af
dem, der var surret til Mrset og sad dr som halvdd, uden
Bevgelser.

Men hvor var de andre to Mnd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter
dem. Snart opdagede de, at en ldre Mand, det var Frste Styrmand,
han, som havde vret paa Dkket for at hjlpe Jungmanden, der
forulykkede, sad ved luv Lnning med en Ende om Livet surret fast til
en Jrnpullert inde paa Dkket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se
-- men han havde nppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende
og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt
saa troligt og opofrende frst for at faa Kammeraterne flyttet i
Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernst bjerget i Drgtovet til
Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent
et Par Alen hvet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen
over Dkket og skvulpede, hang dr svvende i Luften baaret af to
Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om
Laaret og anbragt til Sttte i Skridtet. Han lignede en hngt i en
Galge og saa' ud som dd. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene
hang slapt ned, Hnderne var stive og blodlse ... Dr havde
Andersson hngt henved et Par Timer, i denne forfrdeligt pinende
Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde
budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvldet ham. Kort Tid
efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han
fra Dkket sge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros
tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestrbelserne for
at fstne den om sig, vaskede en vldig S Andersson udenbords. Man
troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en
vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hvet paa en S
og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til
Ankertaljen og laa og kmpede i Braadser en halv Time -- det var,
som om Havet vgrede sig ved at opsluge en Mand af saa delt Sind og
ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at
hjlpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om lnge og
med Nd og nppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mrset.
Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere
formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres nsten udtmte Krfter
sled Mndene oppe i Mrset med at hive Andersson til sig i Linen, det
lykkedes dem kun at faa ham hvet netop saa meget over Vandet, at
Sprjtet ikke berrte ham, de #kunde# ikke lngere. Dr blev han saa
hngende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snrede
slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspndelse
fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa
fastgjorde Folkene i Mrset begge Ender og sad dr og saa' Livet ebbe
af ham, sad i sindssyg Spnding, om der dog ikke skulde komme Hjlp
igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor
slve til at fle Glde, nsten sanselse lod de sig, de fire af dem,
glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i svnagtig
Ligegyldighed.

Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe
i Fokkemrset, Frste Styrmanden paa Dkket ved den luv Lnning --
begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der
hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# dd, det var der
kun n Mening om i Redningsbaaden.

Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjlpe. Ja, egentlig var der
kun Udvej paa n eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens
Bestning op og yde Staklerne jeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var
halsls Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget
som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte
Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet
sydede rundt omkring. Den, der faldt i Sen, var fortabt.

Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans jne
flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige
paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en
toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard,
rejste sig og med djrv Beslutsomhed sagde sig villig.

#Jeg# er Ungkarl, sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort.
Nielsen var ldre og gift, den unge og ugifte tog altid den
voveligste Trn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den
jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.

Behndig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad
et nedhngende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra
Baaden. Frst skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et
Stykke hen ad Raaen og halet ned tt til Baaden, hvor han straks blev
optaget og underkastet Oplivningsforsg. Hjrtet bankede da i ham
endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den
uforfrdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemrset og
gik et Stykke ned ad Vvlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa
omtrent vandret, saa kntret var Vraget. Herfra skulde han lige til
at betrde Fokkerstet og gre Linen klar til Frste Styrmanden under
luv Lnning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at
der kom en taarnende hj Braads imod ham. Det lykkedes ham lige i
sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vvlinerne, Braaddet
hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles -- der var den tysteste
Spnding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod
Vantet, som havde han vret surret dertil; han slap heldigere, end
nogen nsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var
uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevgelser fik han Enden
kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dkket nr hen ad Bakken. Der
var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og
fstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke
Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og
troede, at Bedriften var lykkedes, men nppe er han heldig naaet ned
blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, fr det viser sig,
da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har
knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at
Redningsmndene haler alene Surringen til sig ...

Alle i Baaden staar et jeblik i raadls Skuffelse. Da entrer
Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en
Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemrset maa han,
ned ad Vantet ud mod Sen, og med megen Aandsnrvrelse og den
strste Ddsforagt udfrer han herfra sit frivillige Hverv. Paa
Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok
mere ved en Tilfldighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar
den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld
klarer sig Ddsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den nsten
dende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tj var som flaaet
af ham af Braadser, og Skibsjournalen, som det havde vret ham saa
magtpaaliggende at bjerge, var borte.

Der steg en varm Ilfrdighed i alle Redningsmndene. Nu maatte de
hastigt til Land, Mrket faldt paa, der var endnu en Kamp at
overstaa, fr deres eget og Sfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed.
Brndingen brlte derinde ..... Baadsmanden fik blive hngende. Han
var og blev dd. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret
ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan
som Braaddet ideligt overskyllede Fartjet, saa kunde man nppe
forsvare at stte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld -- hvor trist
det end var at efterlade Baadsmanden, isr da han jo havde forvoldt
sin Dd ved opofrende at hjlpe de andre ... Det kunde dog ikke
nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhngende Risiko her
mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trngte de Skibbrudne
haardelig til Lgehjlp.

Man stdte altsaa fraborde og stvnede ind gennem Serne med strste
Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste
levende Folk var frelste -- tolv Timer efter Grundstdningen.

Nste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen
var, om muligt, strkere end den foregaaende Dag ...

Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer
Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hderstegn for i hj Grad
uforfrdet og opofrende Forhold. Indstillingen fremhvede, at
Dalsgaard var en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset
Mand, hvis Vrdighed og Hderlighed er udenfor Tvivl. Hen paa
Sommeren blev han udnvnt til Dannebrogsmand.

Han har aldrig siden baaret sit Hderstegn.

Han har fortjent det Kors som faa, siger Folk. Ja, han har fortjent
mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede
kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske
Vestkyst.

-- -- Saa underlig er Menneskenes Skbne, at Livet, sknt vi strider
for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at
leve. Da Frste Styrmanden fra Erato kom til Sans og Samling, det
var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet
var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om
ham: Hvorfor lod I mig ikke blive derude og d, jeg var dog saa
dejlig nr derved, jeg havde gjort alting op, jeg flte det hele
blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes
ud.

To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som
Styrmanden skulde ud med et nyt Skib -- saa sprang han overbord i
Havnen og druknede ...

Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at fre, og hans frste Rejse
gjaldt Amerika, dr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand
blev reddede -- undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det
sig, og gik til Bunds med Skuden ...




KRLIGHED OG GRUNDSTDNING.


Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper, --
fortalte glade Skipper Rn i Skagen Vesterby -- og havde fragtet
Majs fra Sydamerika til Kbenhavn. Det er en lang Rejse for knne
Sfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i
Land. Bare tvrs over Gaden og ned i en lklder lige med det samme,
det glder det jo om, og saa en Vending ud paa Lrkesjov, jo Tak,
#den# kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den
Tid, at man sejlede. Naadada -- #stillschweigen!# som Tyskeren siger.

Kaptajnen var Skotsman, og det vd vi allesammen, vi, som har faret,
at hjemme hos dem selv i Skotland, dr er de li'som Engler, dr er
det bare med at faa Salmebogen i Nven og saa #to church# med
Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen vrre end som
Skotsmen, de er akkurat, som de kunde vre lsslupne Prstesnner
herhjemmefra, allesammen, det er givet, flgeligvis.

Som han saa kommer fra Kbenhavn vandballastet for hjemgaaende, saa
strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han
stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pnt. #Den# var jo
nydelig for ham, stakkels Mand. Men vrre var det, at han havde
#Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstdte.

Hvad for nogen Fremmede, sprger De mig, det kan jeg se paa Deres
jne; ja #her# er det krilne Punkt, nu skal De hre.

Om Morgenen tidlig var det, at han stdte. De saa' ham fra Fyret og
telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der
er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe
hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har vret
Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til
Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet
Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjlp --
for #uberygtet#, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, #dr# er
der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortlle Sladder om
hverandre allesammen -- #han# kan mlde sig ind i Bjergningslavet. Vi
er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsrgelse. Vi er
inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i
hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv,
som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle
Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, n eller
to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal
der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer
trkke ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for
Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet
Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller
ungefr 18,000 Kroner paa dansk, som De vd. Det blev altsaa 6000
Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at
indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi
ellers er gode Hjremnd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at
sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os
-- og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi
deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet
igennem, naar bare hvert Selskab er reprsenteret ved Strandingen,
saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mdt, faar
Bde. Jo, det er regulrt nok -- forstaar sig, det glemte jeg da
egentlig at fortlle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i
alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar
fuld Lod, men Haandvrkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og
saa Bnder, som lige kommer ind fra Landet, de maa njes med en
Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke!

Jo, det var pnt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr
ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi
Bjergere, var vi jo svrt nysgerrige, det var da ikke saa srt, for
at hre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen
om Grundstdningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som
han kunde greje sig fra Sforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden
af ham.

Om han vilde hjlpes, spurgte vi, saadan som vi skal, og jeg var
da den og den, sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lnningen og
rystede paa Hovedet. Men saa krvede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og
nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og
med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og
paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Ftter til
Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed.
Men de skulde nok selv klare sig ud.

Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande, spurgte jeg.
Hverken Vind eller S eller Strm!

Styrmanden var arrig og stdte Luft gennem Nsen.

Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet? spurgte
jeg. Den skal vre Vest-#Nord#-Vest, det vd vi da.

Well, indrmmede Styrmanden og harkede hidsigt. Men Kaptajnen, som
selv havde Vagten, gav Rorgngeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde
Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgngeren forbavset. All-right,
sagde Kaptajnen -- og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.

Den er satansusemig storeslem, tnkte jeg, men jeg sagde ingenting,
for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.

Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjlp.

Nej-nej, det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde
ligge til og bande -- jeg kan desvrre ikke overstte alt det, han
svor -- han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene
lns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjlp.

Den gaar aldrig, advarede jeg. Om vi faar en Smule Vind, risikerer
De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med
Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for
Gud eller Mennesker at afslaa Hjlp. Ja, ser De, saadan talte jeg jo
for #mit# -- naa, alligevel var der jo #raison# i det, som jeg
anbragte.

Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var
bleven staaende ved Dren, bemrkede igen, at de nok skulde slippe ud
selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Ftter Kaptajnen, at han
skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men
saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden
foer han for at lange ham n ud. Men Styrmanden var flink i Paraden:
Vil #du# bare paddle #din# Kano; jeg skal nok paddle #min#, kan du
tro, raabte Styrmanden og svup! dr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet.
Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og vk var Styrmanden i
en Hurtighed.

Da Kaptajnen havde spruttet af, han fns gennem Nsen som en
Grnlandshval, saa byder han mig til Sde og sknker Whisky. Han var
bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tnkte: nu skal vi
klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig
og sukker forknyt: Ak ja, den slle Kone, siger han og peger paa en
Kjekammerdr. Naar man endda bare havde #hende# i Land.

Jeg sad og lurede. Hvad er #den# af, tnkte jeg. Har han Konen
med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig vre
...

Mary! raabte han og rejste sig. Mary! Don't you hear! Mary! Han
gik hen og aabnede Dren til Kammeret, ramlede derind over Drtrinet
og hviskede: Mary! Miss! ... Ma-ri-e! sagde han saa pludselig, da
det ikke hjalp med Mary eller Miss.

Naada! tnkte jeg.

Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk
derindefra, saadan paa rigtig gte Toldbodtse-Kbenhavnsk: Hold
Kft, dit gamle Fjols! Ja, egentlig brugte hun et meget vrre Ord,
som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed
Menneske som Dem.

Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa #den# Slags
Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet
gal Kurs fra Skagens Rev.

Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod
Hjlp, det er saamnd nu om Tider sljt nok med Strandinger, saa det
manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.

Jeg rmmede mig. De skndtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen
paa mig. Hun vil ikke i Land -- Min Kone vil ikke -- --

Naa-aa, Kaptajn, siger saa jeg, ingen Fastelavnsljer her, jeg ser
nok, #hvad# Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa
Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil
eller kan som et kristent Menneske. Og -- rligt talt -- det kan De
som Smand heller ikke vre bekendt over for Tsen, hun maa da
skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mnge Dem med hende
... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstndeligheder.

Men nu begyndte Tsen at sklde ud, og da det ikke hjalp, saa flbte
hun.

Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss, sagde jeg til hende. Hun laa
dr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen
laa ind over Kjen og klynkede og klede som et andet Barn for at
stille hende tilfreds. Han var ikke glad, slle Djvel.

Saa kom Styrmanden igen, ham Ftteren.

Nu er Vandballasten snart pumpet af, mldte han med gnavent Gefs.
Skal vi saa rre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende
dr kan Bjergerne vel tage med i Land.

Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals -- naadada, det var
ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lkre -- og
hun tryglede og kyssede, huha!

Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: Du skulde skamme dig,
hvsede han til Ftter Kaptajn.

Jeg sad i en slem Spnding og tnkte, hvordan skal den dog ende. Jeg
stolede egenlig mest paa Miss Marie.

Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Ftteren
og farer op og kommanderer i bar Trods og Stdighed: Stop med
Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver hjere Vand!

Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende.

Go ahead! raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdren i
efter sig.

Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, kldte Miss Mary sig
paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug,
saadan for at se til, men forresten en vmmelig Mjert, flgeligvis.

Hun vilde ha' l, sagde hun. l, l, kommanderede hun. Jeg gik ud et
jeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde
ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smr godt, han kr godt,
vd De nok. Og vi tog alle tre til llet, men snart var Kaptajnen
saadan, at han ikke kunde synke mr.

Hold nu fast paa ham, sagde jeg til Tsen, saa skal du blive
sejlet flot til Frederikshavn. Hun var halvfuld allerede og rykkede
Kaptajnen sklmsk i Skgget: Jeg vil til Frederikshavn, klede hun
paa sit Toldbod-Sprog.

Skaal, sagde jeg. Skal vi saa trkke Dem af Grunden, ellers vil
jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa lns den er, Skuden.
Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.

Jeg vil til Frederikshavn, hylede Tsen og dunkede Kaptajnen paa
Pren. Den gav efter, den var bld.

Well! snftede Kaptajnen. Saa gaar vi til Frederikshavn!

Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var
Kontrakten skreven, Mester og Frste Styrmand blev kaldt ned,
allright.

Nu ta'r #vi# Kommandoen her, sagde jeg.

Yes, snvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, nu ta'er #han#
Kommandoen.

Fyld paa Vandballasttankene! sagde jeg. Lad det gaa lidt livligt.
Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hrte
Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til
Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.

Imidlertid var Strandingskommissionren og Byfogedfuldmgtigen og
Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de
havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var
lige ved at dratte i Svn: Nu skal vi ha' noget Mad, sagde jeg,
mens vi venter paa Bjergningsdamperen.

#Du# har Kommandoen her! svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at
sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var slv af
Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele
Affren, han var ellers ikke stor Ka'l lnger.

Ring paa Hovmesteren! lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen.
Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde hre hende lege med
sin pne lille Kfert.

Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset -- en
Hne og saadan noget Pillevrk.

Bare st frem, hvad Huset formaar, sagde jeg venskabeligt. Og det
blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stnk og alting. Men
Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjrnet.

Frst da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman.

Saa ta'er vi fat, ytrede jeg.

Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dkket, op paa Broen, og dr stod
han uden at mle et Muk, til vi havde Slberen fast og Switzer trak
til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af
jnene, for han mrkede jo, at vi nsten lige med det samme blev
rykket af Grunden. Fj for den slemme, tnkte han, dr rg s'gu
halvandet Tusind Pund, de #kunde# vret spart; det var ligegodt en
lovlig dyr Kreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige
fluks i Kammeret til Miss Mary.

De andre blev siddende og pimpede, flere af dem djede med at se
Glasset.

Som vi nu nrmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde
jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud.
Han og Mary laa i Kjen med Klderne paa, de snuede begge to, det vil
sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rvesvn.

Nu er vi inde, sagde jeg og rumsterede.

Go ahead! rasede Kaptajnen.

Jeg vil i Land! hvinede den Satans Ts. Jeg skulde ha' vret i
Land i Helsenr, det lofte han mig, det Skvadderho'de!

Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen, bad Kaptajnen. Han var
svrt slikken, den Rad.

Saa tillod jeg mig at bemrke, at jeg syntes, det var mest passende,
om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte
Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa
Hotel.

Well, sagde jeg. Naar galt endelig skal vre, saa skal jeg nok
bestille Hotel. Og da vi havde fortjet, og det blev henad Midnat,
inden Afskedsbgeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa
Hotellet og fik et Vrelse til Kaptajnen og hans Kone. Vi skulde jo
redde Polituren. Og nu til Kjs med dig, din Mr, -- ja #det# sagde
jeg til hende, da vi blev ene, -- og saa behager du at lette dig,
naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal
du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre
Drikkelser saagar, om du nsker det, men saa ogsaa afsted med
Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til Kbenhavn, forstaar du,
og det i en Ruf, ellers skal der vre en Betjent og hilse paa dig,
satansusemig.

Det hjalp. Ikke et Kvk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for
Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var
sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Ftteren. Han havde vret
inde ved Kjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set
hende kramme saa ljerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til
Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrvl og ikke have Politiet
rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent
med Tavshed, og, rlig talt, maatte Tsen jo da have noget for sin
Ulejlighed, hun levede jo ikke af Krligheden alene, og egentlig var
det en Skam, at de havde slbt hende med til Skagen, naar hun bare
var hyret for Helsingr. Det var ikke efter Sloven.

Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingr, indvendte Styrmanden, men de
var ikke til at faa op. Jeg blev bare skldt Huden fuld ... Vagten
var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingr, saa krte vi
videre.

Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet
udenfor. Og det gjorde vi saa.

Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og
dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt
var det -- huha.

Nu ingen kre Mor, tordnede jeg til Tsen, som gerne vilde snue
videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med jnene, han var
dru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.

Her er Ragene, sagde jeg og slngede nok saa galant Tsen hendes
Klder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem
rundtenomkring, den Sjaskedorthe.

Saa gav hun sig til at flbe -- nej, saadan rigtig grde. Nu var
Modet fra hende, hun var kyw i'et som vi Jyder siger ... det gjorde
mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det slle Skidt, man har
jo selv Brn, og hun havde jo li'esom vret med til at faa Kaptajnen
bearbejdet for Akkorden; jeg maatte #ud# i hvert Fald, for jeg kunde
mrke, jeg blev bld om Hjrtet, men #gi'# mig, nej det kunde jo ikke
nytte.

Da hun var i Tjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke,
drikke sig Mod til kanske. l! Gammel Carlsberg! forlangte hun.

The, kan du faa, sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, men l,
ikke en Skvat, at du vd det!

Hun maatte pnt blle sit Thepottevand.

Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse
frdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrdt ud. Saa listede jeg
hende paa Banen og i Kupeen.

Good by, Mrs. Mary, nikkede jeg nok saa hfligt efter hende, da
Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone.

Men vd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen hrte det:

Hold Kft, dit gamle -- Fjols! ... Ja egentlig raabte hun noget
andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min
Mund, fj for Satan!

Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par
Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en
pn lille Tjans for en Toldbodts ... Naa, vi lod hende rende med
dem, flgeligvis.

Men Kaptajnen? sprger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og
elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden
Gang og komme paa.

Det var egentlig Synd for ham, for #dygtig# var han, det sagde ogsaa
Ftteren. Jeg skal bare nvne Dem, at da han kom fra Amerika med
Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingr
uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom
frem og #fik# Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og
saa videre. En urimelig dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en
afholdt Borger hjemme og ligefrem nobel Familjefar -- det sagde
Styrmanden, og det kunde man ogsaa nok se paa Manden selv, da han var
bleven Missen kvit og havde faaet Hovedet rent ... Ja, det er
skrkkeligt for knne Sfolk paa de lange Rejser. En anden n er ovre
det #nu#, man er #fast# i Land -- som godt og vel er!

Men Sforklaringen? sprger De.

Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde sig, at der havde
vret Strmstning og saadan noget. Og #Misvisning#, tror jeg. Han
klarede den ialfald, gjorde Kaptajnen. Folkene vilde ham jo ikke
tillivs.

Vd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og han takkede mig og
saa videre: Well, sagde jeg bare: Vogt Dem nu en anden Gang for --
Miss-visning!

#Allright#, #den# forstod han og saa grinede han -- nu var alle Skr
jo klaret ... Men han glemmer satansusemig li'godt ikke Skagen i
Hast.




INDHOLD.


                                                    Side
 Tilegnelse:

  Michael Ancher. Digt. (Med Portrt)                  1

  Anna Ancher. Digt. (Med Portrt)                     3

  Kunstnerparret Ancher. Lidt Karakteristik            4


 Fra jydske Vestkyst og Skagen:

  Strandvagt                                          21

  En Redningsmand                                     49

  Skagensfiskere fr og nu                            68

  Paa den hjemlige                                  110

  Julegster fra Havet                               119

  Tilbage til Livet                                  130

  Sommerstranding                                    142

  Ude paa Revet                                      155

  Bark Erato af Slvitsborg                        166

  Krlighed og Grundstdning                         184




GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG


  MYLIUS-ERICHSEN:

  VESTJYDER

  Fortllinger. 3 Kr. 50 re.

Vestjyder er en ualmindelig underholdende og lsevrdig Bog, der
gr sin Forfatter megen re. For Jyder vil den selvflgelig have
ganske srlig Interesse, men forvrigt glder det, at den vil kunne
lses med Fornjelse og Udbytte af enhver.

    Berl. Tidende.

Det er en Fornjelse at lse en saadan Bog, en Glde at gribes af
dens sunde, sande, gte Flelse, til hvilken Forfatteren altid ved at
give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i Lserens Sind.

    rebladet, Kristiania.

Kun sjldent gr en Bog i saa hj Grad som denne Indtrykket af, at
dens Forfatter virkelig har noget paa Hjrte, noget, der trnger sig
frem, Tanker, som #maa# kldes i Ord.

Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, og de
kan vre stolte af ham.

    En Flleskorrespondance.

Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk Indtryk
af en vederhftig, varmhjrtet og klartseende Forfatter.

    Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder.

Det er en Fornjelse at lse saa velskreven en Bog, der optrder saa
ganske fordringslst. Den br ikke overses i jeblikkets Malstrm af
Bger.

    Aftenposten.


  DEN JYDSKE HEDE

  Skildringer af _L. Mylius-Erichsen_.

  Tegninger af _V. Neiiendam_.

  Udkommer i ca. 30 Hefter  40 re

  (5 Hefter udkommet.)





End of Project Gutenberg's Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER ***

***** This file should be named 36871-8.txt or 36871-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/6/8/7/36871/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
