The Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Guds Fred

Author: Peter Nansen

Release Date: July 24, 2013 [EBook #43295]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret.
_Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.




                            PETER NANSEN

                              GUDS FRED

                             ANDET OPLAG

                             KJBENHAVN

                       P. G. PHILIPSENS FORLAG

            Trykt hos J. Jrgensen & Co. (M. A. Hannover)

                                1895




  En autoriseret tysk Udgave af _Guds Fred_ udkommer,
  samtidig med den danske Udgave, hos _S. Fischer_
  i Berlin.

  Fjerde Tusend.




I.


                                                       _5. Juni._

Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig
fast, den listige Skge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvre
dens giftigt parfumerede Luft, dens stjende Lader, dens hidsende
Anspndthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind
Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed.
Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvre mig. Var
jeg ikke i Aarenes Lb bleven et fast Led i det store Maskineri?
Ansaas af Alle for at hre med. Var selvskreven Deltager i Byens
broget vekslende Liv, snart festkldt, snart srgekldt; gav min
Stemme med i de afgrende Ordskifter, blev spurgt og sgt, var
Raadgiver og Hjlper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte
regnes med.

Hvor trt jeg ofte har vret. Udslidt som en gammel Droskehest, der
maa drives afsted med Piskeslag og som grne lagde sig plat ned paa
Stenbroen og blev liggende, til Dden og Hvilen kom.

Ddsenstrt er jeg, af Fornjelser og Arbejde, af altid at vre til
Rede, tage Parti, forsvare og angribe; ddsenstrt og i mit Hjrte
saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tr rbes i Ord og Vsen.

Allermest trt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte
og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes,
tilbagebetales, altid flere, altid besvrligere -- en stedse
voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at
stemme Ryg imod, hmmende Arbejdsevnen om Dagen, skrmmende Svnen
som en Mare.

Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Sttte,
Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hrer til
de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad
har de ni af ti blandt os, der rangerer i de vre Klasser, at tabe
ved en Samfundsomvltning, en Forandring af de herskende konomiske
Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kmper
en haabls Kamp for at faa de Indtgter, Samfundet under os, til at
holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund krver af os, om vi
ikke vil sttes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nr lever vi alle
over Evne, Embedsmnd og Kunstnere, Videnskabsmnd og Handlende,
Prster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og
Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom,
Eksplosionen, som sprngte Samfundet ls af alle Fuger og lavede
Fidibusser af Gldsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det
maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden.
Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer
til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevgelse, som
frer til Omvltningen. Det er Mnd fra vor Midte, der lrte dem at
blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de hjere Klasser, der har
avlet Kravene nede fra.

-- -- Forleden brd jeg overtvrt. Overgav mit Bo til en velsindet
Sagfrer, ordnede mig med en Forlgger, der nrede en venlig Tillid
til mine Evner og erklrede sig villig til at udbetale mig for et
Aar eller to en beskeden maanedlig Understttelse, har nu pakket min
Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen --
for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min frste
Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
Trtheden kom op i mig, har lngtes tilbage til.

Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden
besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By
kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit
vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde
mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden
kun fra de gode Aar, da den var det sknneste og dejligste, jeg
vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et
af dens mest forklede Brn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi
dr ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkrlighed, jeg
i hine Dage nd mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt.
Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg sger den jo
for at blive Barn igen.




II.


                                                        _Ombord._

Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den
lune lyse Sommernat paa Dkket og lader drmmende Tankerne flge
den gyldne Klvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge
regelmssige Slag og de hoppende Smaablgers klukkende Skvulp mod
Skibet.

Tankerne flger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor
jeg nys frdedes. Saa underlig langt jeg allerede fler mig fra det
altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt,
tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten
af mine bedste Aar. Ingen har vret ivrigere end jeg, ingen mere
fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane,
sloges bravt og blindt i de Meniges Rkker, forfremmedes og naaede
vel noget nr de Udmrkelser, min rgrrighed kunde begre. Midt i
Kampbulderet har jeg vret, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet
min Fane-Ed, aldrig flt mig fristet til det, har vundet Venner og
Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skn.

Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen
Anden? Nppe det sidste; det frste afgjort ikke. Naar jeg nu
godvilligt opgiver min tilkmpede Stilling -- den, vistnok Mange
misunder mig som atraavrdig --, er det i en inderlig Flelse af
dens haablse Uudholdelighed.

Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forflger man hinanden,
mistnker og mishandler hinanden, altid vbnet til Tnderne, altid
parat til at hugge ls? Maaske er der, langt ude i det Fjrne,
et Maal at naa. En hjere Retfrdighed, en bedre Fordeling af
Tilvrelsens Goder. Maaske oplever vore Brnebrn en ny social
Omvltning. Men forvrigt: vil Menneskene fle sig lykkeligere, om
Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i
Hjrterne, i unjsom Higen, at kmpe og hade sig frem mod nye Maal?
Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem
Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.

At tnke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store
By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i
elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaferne,
drikker sig r og slv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld
Svn, i hede Hjrner og bitre Hjrter. At de gider! At de ikke
alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning,
at nu vil de ikke lnger! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede
Hjrne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjrte med Naturens
sde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter
Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi
er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder,
uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gr enhver ny Revolution
overfldig.

-- -- Saadan sidder jeg og drmmer, mens Skibet den sknne Juninat
brer mig over den stille S til min gamle By. Og som var det et
Billed, skabt af min Drm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har
passeret Fjordens Indlb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og
stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun,
som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det
med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde
Freden.




III.


                                    _Vejrbakken, 6. Juni, Aften._

Vi ankom i den aarle Morgenstund. Bagagen lod jeg forelbig staa
ombord -- jeg vidste endnu ikke, hvor jeg vilde bo. Og jeg drev
op gennem den slumrende By. Straks var jeg lidt vildsom til
Mode. Den Gade, jeg gik i, havde et Navn, jeg ikke mindedes, og
mange nye Huse med flove glatte Allemands-Faader og hjrtelse
Spejlglas-Butiksruder.

Men da jeg kom ud paa Torvet, kendte jeg min gamle By.

Jeg satte mig paa den fritstaaende Stentrappe foran det Hus, hvor
jeg som Barn havde boet; jeg lukkede jnene over det hastigt
gensete Billede, og saa livagtigt, som havde jeg nys forladt
det, opstod Torvet i min Erindring, saadant som det var i mine
Barndomsdage.

For Enden af Torvet lber steraa. Den er ikke overdkket --
som nu --, den flyder aaben gennem Byen, med Broer over og med
knudrede lvrige Trer paa begge Sider. Og den er fuld af Baade og
smaa Skuder, hvor der slges Fisk og Jydepotter og Trsko og, om
Efteraaret, Frugt. Saa dufter hele Torvet, ja Gaderne udenom med, af
krydrede Bergamotter og Gravensteners Rosen-Em.

Den anden Ende af Torvet beherskes af det gulstrgne Kongehus med
den takkede Gavl. Her er det, at Byens gamle Storkefdre holder
Forsamling Sommereftermiddage. De staar n paa hver af Gavlens
Afsatser, verst oppe Prsidenten, der aabner Mdet med en hj
Knebren. Derefter knebrer de paa Rad, alle de rvrdige Storke, og
de, der lytter til, staar undertiden paa t Ben af lutter Iver. Men
det hnder, at Raadsforsamlingen oplses i almindeligt Klammeri,
mens alle Storkene basker med Vingerne og knebrer forbitret i Munden
paa hinanden. Ogsaa hnder det, at en nidkr Storkemadam eller en
nsvis Storkepode forsger at trnge sig ind i Forsamlingen og
bliver sat paa Porten under drje Knubs, saa Fjerene ryger om den.

Det gamle Kongehus, hvilken Sorg den Dag det dmmes til Dden af et
pietetslst Borgervels Krav paa en ny tidssvarende Bankbygning. De
skndige Rnker, de giftige Lgne, der fres i Marken for at flde
det.

Det insinueres, at alle de historiske Overleveringer, som giver
Kongehuset Ry og Glans gennem Aarhundreder, er tyvstjaalen Pynt.
Det paastaas ydermere, at Huset er saa medtaget af lde, at det
nppe kan holde sig oprejst og at det er en stadig truende Fare for
de omliggende Bygninger. En rasende Kamp fres i Byraad og i den
stedlige Presse mellem Ideens Talsmand -- Latinskolens Historielrer
-- og Borgervellets Materialister. Men disse sidste sejrer, efterat
et Velfrdsudvalg af bankforhippede Haandvrkere har givet
sagkyndigt Skn for Kongehusets Affldighed. Og Nedbrydningen
begynder. Vi Brn, hvis fdrelandske Fantasi er vokset op i Skyggen
af det gamle Hus, flger med forbitret Sorg hvert Slag af Hakken,
og vi nyder en smerteblandet Triumf, da Haandvrkerne midt under
Arbejdet maa erklre sig magteslse og tage Krudtet til Hjlp for
at sprnge Kongehusets favntykke Mure. Saa falder omsider den gamle
Kmpe, men ej for Menneskehaand. Dende spotter den sine Voldsmnd.

Midt paa Torvet ligger det rde Raadhus med Byens Vaaben i Guld og
Farver over den svre brune Egetrsdr. Om Raadhuset samler sig
alle Barnestue-Historiernes Uhygge. Foran det stod i gamle Dage
Gabestokken og Plen, hvortil Forbryderne bandtes, naar de offenligt
piskedes. Her udsonede bl. a. de berygtede Rvere fra de store Skove
Nord for Fjorden Begyndelsen af deres Straf, da de langt om lnge,
efter tallse Skndselsgrninger, fangedes af Militret og Omegnens
Bnder. Banden bestod af en gammel Klling, hendes syv ryggeslse
Snner og en vidunderskn ung Pige, Kreste til den ldste af
Brdrene, Erik Krumfinger. Plyndring, Voldtgt og Ildebrand var de
mindste af deres Forbrydelser. Ogsaa adskillige Mord havde de paa
deres Samvittighed og Grusomheder af den skrkkeligste Art. Saaledes
-- fortalte ialfald min Barnepige -- morede de sig med at binde
smaa Brn til gloende Ovne, naar de forlod en Bondegaard efterat
have plyndret den og myrdet de voksne Beboere. Det var en Fest for
hele Byen og Omegnen, da de, ngne til Bltestedet, piskedes foran
Raadhuset og Morgenen efter frtes til Galgebakken og henrettedes.
Kun Erik Krumfingers Kreste vakte en vis Medlidenhed. Hun var saa
dejlig af Skikkelse og Aasyn, hun var saa ung og hun jamrede sig saa
bitterligt, da hun blev pisket. Men om Skaansel kunde der ikke vre
Tale. Hun havde vret den allergrummeste til at stege de smaa Brn.

Rundt om Torvet ligger saa alle de gamle Kbmands- og
Bevrtningsgaarde, hvor Bnderne tager ind Torvedagene og hvor der
er den herligste Tumleplads for Brnenes Lege. Bindingvrks-Gaarde,
der er et sandt Vildnis af Svalegange med trrede Sild paa udspndte
Snore, af vaklende Trapper og mre Ud- og Tilbygninger, der raver
mellem hinanden som fulde Mnd. Her paa Lofterne i de store
Korndynger leges der Skjul, og om Lrdagen sidder jeg bag Disken i
den holstenske Madams Vrtshusklder og sknker hvidt l og Dram
for Bnderne og min Ven Droskekusken, som bor i et Hul bag Stalden
i Porten og dr, i en altid frisk Atmosfre af Hestegdning, med
et Spritkogeapparat, en Rugbrdshumpel, en Krukke Svinefedt og en
Billing Kommensost frer den lykkeligste Ungkarle-Husholdning, jeg
kan tnke mig. Men naar Stemningen bliver hj i den lave Klder,
morer man sig med at give den aldrende Droskehest Brd, dyppet
i Brndevin, og som en vild Araber farer get rundt om Torvet,
bredende Skrk og Forfrdelse mellem Bnderkonerne, der sidder
med udbredte Skrter foran Raadhustrappen og i landlig Ugenrthed
besrger deres Privatanliggender.

-- -- -- Jeg aabner jnene og ser ud over det sollyse Torv.
Raadhuset ligger der endnu, de gamle Gaarde ogsaa, jeg ser
Vrtshusklderens smaa grnne Ruder, jeg jner en Stump af Aaen,
der bugter sig mellem hldende Huse og over hvis lemlstede Poesi
et enkelt Syrentr i en tilstdende Have breder et ungt blomstrende
Smil -- -- jeg kender min gamle By og jeg rejser mig, let og glad i
Sindet, med en dirrende Lykkefornemmelse af at vre hjemme.

Jeg er hjemme, og jeg vil til min Moders Grav.

       *       *       *       *       *

Endnu er Byen ikke vaagnet. Mens jeg vandrer gennem dens tomme
Gader, fornemmer jeg det, som om jeg er kommen og har overrasket
den, og jeg sender vkkende Gensynshilsener til alle de kendte Ting,
jeg mder. Herregud, her hnger det endnu nedad Kirketaarnet, det
tykke Tov, som var den gamle Bys ukunstlede Brandsignal-Apparat.
Den, der opdagede en Brand, havde at trkke i Tovet, saa Klokken
i Taarnet klemtede. Mellem os Brn hed det sig, at den Lykkelige,
der saaledes meldte en Brand, fik udbetalt en blank Rigsdaler. Hvor
flittigt -- men forgves -- spejdede jeg ikke paa hver Spadseretur
efter at se Luerne slaa ud af et Hus. Jeg vandt aldrig Daleren.
Monstro det gamle Tov endnu gr Tjeneste, eller hnger det mon blot
som en forglemt Levning fra svundne Dage?

Jeg standser og ser ned ad en skraanende Side-Gade. I det
fremspringende Hjrne-Hus dernede var det jo, vi boede i Krigens
Aar. Jeg var ikke mere end et Par Aar den Gang, og dog prntede
hine Dages Begivenheder uudslettelige Indtryk i min Sjl. Den
tyske Indkvartering -- Soldaterne, der skndtes med Moder om den
danske Mad, og den gemytlige hvidskggede Major Brumbasse, der
forelskede sig i os Brn, men som jeg ikke vilde lade kysse mig,
fordi han var en Tysker. Allermest dog disse Billeder: Min Moder
og mine halvvoksne Sstre samt et Par andre af Byens Smaapiger
sidder og piller Charpi. Pludselig lyder der Hestetramp i Gaden,
jeg skynder mig til Vinduet, men i det samme gaar Dren til Faders
Studerevrelse op, og med et kraftigt Ryk rives jeg bort fra
Vinduet. Rul Gardinerne ned, Ingen maa se ud, -- siger Fader, bleg
og bevget. Tyskerne kommer! En uhyggesvanger Stilhed hersker i
den mrke Stue, og bange kryber jeg sammen i Moders Skrter, mens
den klaprende Larm af mange Heste kommer nrmere. Saa standser
Stjen lige nedenfor vore Vinduer, vi hrer kun nogle hastige hje
Ord, der lyder som Skldsord, en Klynken, nye Eder, Forbandelser,
Raslen af Sabler, urolig Stampen af Heste og, tilsidst, et
angstfuldt Skrig paa Dansk. Sit eget Forbud til Trods iler Fader
til Vinduet, Moder og vi Brn bag ham, og fra en Stol ser jeg en
Mand, i hvem jeg kender vor Skomager, blive slbt af en Officer i
skinnende hvid Kappe henad Stenbroen, langs den stejlende Hest. Og
jeg ser Gaden fuld af fint uniformerede Ryttere, der nu alle igen
stter sig i Bevgelse, efter Officeren, der, med Skomageren som
tvungen Vejviser, frer an ned mod Fjorden, over hvilken de danske
Soldater er flygtede.

Og saa Billedet af de saarede danske Soldater, der kres gennem
Gaderne, efter den ulykkelige Trfning ved Bakkerne Vest for Byen.
Saa sikkert var Sejren ventet, thi for en Gangs Skyld var Danskerne
de fleste. Desvrre havde Obersten, der frte vor Afdeling, ogsaa
vret for tillidsfuld. I Stormlb lod han sine Folk tage Terrnet
ned ad Bakkerne, ved hvis Fod Tyskerne ventede i Ly bag Grftehegn.
Og fra den dkkede Stilling strakte Tyskernes Gevrkugler de
fremstormende Danskere til Jorden som vrgelst Vildt. Herom
havde vi Brn hrt, ogsaa om Oberstens Fortvivlelse -- han var
indkvarteret hos en Embedsmandsfamilje, som stod os nr, og det var
fortalt Fader, hvordan Obersten, der om Morgenen red sejrssikker ud
for at oplede Tyskerne, sent om Aftenen var vendt tilbage og havde
lukket sig inde paa sine Vrelser, uden at ville spise og uden at
ville tale med Nogen. Nu, den nste Morgen, kom de Saaredes Trn.
Langsomt og tungt, som et Ligtog, ruller Vognene gennem Gaden, og
paa spredte Halmneg hviler de Saarede. Nogle har Bind om Hovedet,
andre om Arme eller Ben. Bindene er plettede af Blod og Ansigterne
er hvidere end Bindene. Ikke en af de Saarede ser til Vinduerne,
alle stirrer de frem for sig med udslukte, haablse Blikke.
Jeg havde vel nppe nogen saadan Tanke den Gang: det har siden
staaet for mig, som om disse saarede danske Soldater mindre vakte
Medlidenhed ved deres legemlige Smerter end ved den Fortvivlelse
-- ja, Skamflelse -- over Nederlaget, der stod at lse i deres
forpinte Ansigter.

       *       *       *       *       *

-- -- Jeg gaar uden at tnke paa den Vej, jeg flger. Det er tyve
Aar siden, jeg traadte disse Gader, deres Navne har jeg i tyve Aar
ikke haft i mine Tanker: som ved en usynlig Haand, uden Eftertanke,
uden Famlen, fres jeg njagtigt derhen, jeg vil. Jeg er i mit
Barndomshjem, jeg er i min Faders Hus; min Fod farer ikke vild paa
den hjemlige Grund.

Saa staar jeg, just som Hanen galer tredie Gang sin Morgenhilsen
over Byen, i den lille Gade, som leder ned til Kirkegaarden. De
lave straatkte gule Huse, hvor de gamle Kransebindersker boede,
indrammer endnu Gaden, og som for tyve Aar siden hnger endnu
-- som var det de samme -- tarvelige Vedbendkranse og Moskranse
med Evighedsblomster udenom de smaa Dre med Klinkelaase. I et
af Husene staar et Vindu aabent, og, hidkaldt ved Lyden af den
tidlige Morgenvandrer, stikker en Morlille Hovedet ud. Jeg kber
hendes Kranse, lgger den beskedne Betaling i hendes rynkede Haand,
og, fulgt af hendes Velsignelse, gaar jeg gennem Laagen ind paa
Kirkegaarden, hvor Fuglekvidder og Duft af Cypresser og morgenfriske
Blomster modtager mig.

Min Moders Grav ligger borte fra den alfare Vej, i en stille fjrn
Krog blandt Hundreder af andre Grave. Den usynlige Haand leder mig
ad de halvtilvoksede Stier, der snor sig mellem Grstuerne, og
saa staar jeg med t foran den lille indhegnede Plet, hvor Moder
hviler, med et Barn ved hver Side: en strre Tue mellem to ganske
smaa. Frisk Vedbend dkker alle Gravene og snor sig op om det
simple Marmorkors paa Moders Grav. Bag den, bjende deres tunge
lilla og gyldne Blomsterklaser ned over den, staar en Guldregn
og et Syrentr, og i hvert af det lille Kirkegaardsbeds fire
Hjrner folder Rosentrer deres lyserde og hvide Knopper ud med
Morgensolens Smil gennem Regntaarerne fra Natten.

Jeg stter mig paa den grnne Tremmebnk, jeg krtegner med Blikket
Navnet paa Korset ligeoverfor og jeg taler med min Moder.

Jeg er kommen til Dig, Moder, for at finde Fred. I tyve Aar har jeg
vret borte fra Dig, langt, langt borte blandt fremmede Mennesker.
Da jeg sidst sad her og tog Afsked med Dig, vidste jeg ikke, hvad
jeg mistede. Jeg var et Barn og Du en ung Hustru. Nu er Du en klog
gammel Kone, og jeg en dagtrt Mand med Haar, der begynder at
graane. Sknk mig den Fred, Du forlngst har vundet, og jeg bliver
hos Dig.

Jeg synes min Moder sidder overfor mig, en gammel Kone med hvidt
Haar og milde brune jne. Jeg glemmer Tiden, mens jeg ser ind i de
jne, til jeg vkkes ved, at Kirkeklokken sender syv skingre Slag
ind over Kirkegaarden. Jeg tager Kransene, dem jeg stadig brer paa
Armen, og lgger dem, knlende, paa Graven. Tak, Moder. Tak for
alt -- i gamle Dage og nu.

Men mit Hjrte rummer ogsaa en anden Tak, mens jeg langsomt, omsust
af Fuglekvidder og Vindens Leg i Trkronerne, forlader den stille,
sdt duftende Ddens Have. En Tak til den gamle Bys Trofasthed, der
ikke har ladet min Moders Grav ligge de, men har fredet og hget
om den. Findes vel saadan lang Hukommelse og bestandig Troskab i de
store Stder, hvor hver Dags Nyt jager stjende frem og puffer alt
forbigangent til Side? Dr mindes man kun Dden i pralende Opraab i
Avisernes Avertissementsspalter. Dr er Kirkegaardene altfor store
og altfor langt borte. De Dde faar sktte sig selv. Den gamle By
har de Dde i sin Midte, altid nrvrende, levende i en krlig
Hukommelse. Jeg takker Jer, min Moders Venner i den gamle By, jeg
kender Jer ikke lnger, jeg bringer Jer mit Hjrtes stille Tak.

       *       *       *       *       *

-- -- Jeg ender min Morgenvandring paa Vejrbakken, og dr bliver
jeg.

Vejrbakken ligger lige udenfor den gamle By, er dens Lystanlg,
dens Stolthed. Sjldent fandt ogsaa en By saa herlig en Plet til
en offenlig Park. En gavmild Borger anlagde og beplantede for et
Aarhundred siden Vejrbakken, delte den ved Trapper og Vindelaller
i Terrasser, skrmede den med Gran og Fyr og lod i Ly deraf Bge og
Sirbuske vokse op, tog Magten fra Vestenvinden og lod Solen herske,
skabte saaledes af den golde Vejr-Bakke en frugtbar Have. Herop
drager den gamle Bys Beboere Sommer-Eftermiddage med Madkurve og
Flaskefoder, faar Vand paa Maskine fra Pavillonen paa den frste
Terrasse og gr sig det hyggeligt i Lysthusene. Men paa Terrasserne
ovenfor, i Skoven, gaar Drengenes Rverleg.

Jeg kommer til Vejrbakken med en hemmelig Angst for at blive
skuffet. For min Erindring fra Barneaarene staar den som noget rent
ventyragtig stort og sknt. Bakken et Bjrg, Skoven en Urskov.

Jeg ser med et Smil Storagtigheden forsvunden. Baade Bakke og Trer
synes mig at vre voksede nedad. Der er intet ventyrligt, intet
fantastisk ved Vejrbakken. Men dens Sknhed er paalidelig nok. En
yndigt smilende Idyl. Alligevel mangler Vejrbakken ikke Storhed. Den
har sin Udsigt.

Jeg er naaet op til Pavillonen, en gul Trvilla, udenfor hvilken
en Opvarter og en Hrskare af Spurve er ifrd med at rense de
smaa Bevrtningsborde for Madkurvenes Affald. Jeg vender mig om
og blndes. For min Fod har jeg hele Byen og bag den Fjorden, der
bugter sig som en spejlklar Flod mellem Bakker og Enge. Milevidt
naaer Blikket til begge Sider. En Uendelighed af Himmel, Vand
og sommerfrodigt dansk Land. Og Byen, hvis rde Tage synes som
rutschede ned ad Vejrbakkens grnne Skraaninger.

Her har jeg hele min gamle By. Og i samme Nu fler jeg, at her maa
jeg bo. Jeg lader Opvarteren kalde paa Vrten, og fem Minutter efter
er jeg indkvarteret i Pavillonens to Kvistvrelser, som ellers ikke
udlejes, -- Pavillonen har overhovedet ikke liggende Gster -- men
som overlades mig, da jeg tilbyder at leje dem for Vinteren med.

Og nu har jeg mit fremtidige Hjem i Orden. Her er ingen Luksus, men
alt hvad jeg behver: en god Seng i Sovevrelset og i min Dagligstue
et Arbejdsbord, nogle Stole -- ja ovenikbet en Sofa.

Mine Bger er pakkede ud, mine Piber stoppede. Siden jeg var ung
Student, har jeg ikke smagt Pibe.

Gud vre med Jer, Havannacigarer og Cigaretter -- hvad er I dog mod
de Drag af uforfalsket hollandsk Knaster, som jeg i dette jeblik
ryger, mens jeg sidder ved mit Kvistvindue og skuer ud over min
gamle By!




IV.


                                                      _12. Juni._

verst oppe paa Vejrbakken, ovenover Skoven, paa den aabne Bakkekam
knejser Mllen, hvid med sorte Vinger, paa sin grnne Jordvold. Det
er den bedste Mlle i Egnen, thi den har altid Vind nok. Den tjener
tillige som Smrke for Skibene paa Fjorden. Den ses i flere Miles
Afstand.

Mlleren ejer Jorden oppe paa Bakken saa langt ned, til Anlgget
begynder. Skrnten mod Nord, mod Fjorden, ligger de og udyrket. Men
paa Skraaningen mod Syd er et stort Stykke indhegnet og opdyrket til
Have. Mlleren har taget Lre af den Mand, der anlagde Lystanlgget.
Han har trodset Vind og Vejr, har rejst en skrmende Hk mod Vest,
har blandet Bakkens sandede Jord med mjsommelig tilkrt fed Muld
fra Agerlandet, har gdet og vandet, grftet og gravet, indtil han
saa' sin hngende Have trives og blomstre.

Jeg mindes den halvt uvillige Respekt, hvormed Mlleren omtaltes
af Byens Folk. Man beundrede hans Dygtighed, men frastdtes af
hans brydske Srlinge-Vsen. Det stod i hans Kontrakt med Byen, af
hvem han kbte sin Grund, at den til enhver Tid skulde staa aaben
for Folk, der vilde nyde Udsigten. Men sknt han ikke gjorde noget
Forsg paa at omgaa denne Kontrakt, flte Byens Beboere sig ikke vel
paa hans Enemrker. I hvert Fald holdt man sig i rbdig Afstand
fra hans Hus og hans Have. Selv vi Drenge, der ndigt gik af Vejen
for et Vikingetogt ind i en Frugthave, lod om Efteraaret Mllerens
bermte Prer og bler modnes i Fred. Der gik ogsaa ganske ondartede
Rygter om Mlleren. Det fortaltes saaledes, at han behandlede sin
unge smukke Kone, en Proprietrdatter fra en Egn sydpaa, med
tyrannisk Haardhed. Maaske Rygterne blot kom af, at Mllerens Kone
levede lige saa afsondret og indesluttet som han selv -- noget,
den gstevenlige og selskabelige Befolkning vanskeligt opfattede
som frivilligt --; blidere blev ialfald Rygterne ikke, da den unge
Kone dde faa Maaneder efter sin frste Barselseng, efterladende
sin Mand en lille Datter, som hverken fik Amme eller Barnepige, men
passedes af Mlleren selv og hans Svend. Den lille Pige, Genstand
for hele Byens Beklagelse, var vel en 2-3 Aar, da vi rejste bort.
Med sky Nysgrrighed havde jeg ofte betragtet hende, naar hun i sin
Barnevogn -- en simpel Trkasse paa fire Hjul -- blev rullet af den
gamle skutryggede Svend rundt paa Mllevolden.

       *       *       *       *       *

-- -- Jeg har hver Dag vret en Tur oppe ved Mllen. Vi har haft
Vestenstorm. Jeg har nydt det storartede Skue af Fjorden i Oprr, og
jeg har, da Stormen ljede af, lyttet til det fjrne Tordendrn fra
Vest: Dnningerne fra Havet fem Mil borte.

Jeg fandt Mllen paa sin Plads; men til min Forbavselse stod
Vingerne stille. Jeg tnkte: Mlleren maa have forandret sig meget
paa sine gamle Dage. Han kan nok ikke lnger lide at lade Mllen
gaa i Storm. Men ogsaa idag, da det er Magsvejr og kun blser
en almindelig skikkelig Vind oppe over Skoven, hvilede Mllen i
urokkelig Ligegyldighed. Vinden ruskede i de rebede Sejl, den muntre
Bygesol legede gennem Vingernes Ribber. Men Mllen lod sig ikke
vkke. Og det allervidunderligste: stttet op mod en af Vingerne,
saa trygt dvlende som kunde der slet ingen Fare tnkes, stod en ung
Kvinde i en ttsluttende blaa Lrreds Kjole, med Armene korslagte
over det hje Bryst, og stirrede ud over det vide Land. Hun hrte
mig ikke, saa' mig ikke. Hun syntes, lig en Tornerose, at drmme ved
Foden af den sovende Mlle.

Skulde Mlleren vre dd? Og ingen Efterflger have taget Mllen og
Arbejdet i Arv?

Da jeg for lidt siden kom hjem, spurgte jeg i Forbigaaende min Vrt,
om den gamle Mller endnu boede deroppe. Jo, det gjorde han.




V.


                                                      _19. Juni._

Hver Dag gaar jeg lange Ture i Byen og gennemstrejfer den paa
Kryds og Tvrs. For hvert Skridt vaagner en Erindring. Jeg
fler mig som en Opdagelsesrejsende i min egen Sjl: der bygger
sig, Sten paa Sten, op i mig et Kongerige af gode Minder, jeg i
mange Aar har ladet falde i Ruiner. Den gamle By med Barndommens
Sndagsstemning bliver levende i mig, og den befolkes med et Mylr
af kre Skikkelser. Nogle af dem trffer jeg endnu spadserende om i
Gaderne. Gamle Adjunkter, allerede gamle den Gang, jeg var blandt
deres Elever, vandrende samme sindige eller skyndsomt trippende
Gang til Skolen; rvrdige Borgermnd, hvis smilende gstfri
Ansigter jeg mindes fra deres Snners Brneselskaber, og unge
travle Forretningsfolk, af hvis alvorsfulde Familjeforsrger-Miner
jeg pludselig ser en gammel forglemt Legekammerats Barnetrk kigge
frem. Jeg gaar som Harun al Raschid i Bagdads Gader. Iagttagende,
genkendende uden selv at blive hverken kendt eller iagttaget. Kun en
Gang imellem mder jeg et skottende, prvende Blik, der siger: Naa,
der er nok kommen en Fremmed til Byen.

Der er andre Skikkelser, som stiger frem for mig, mens jeg studerer
Butikskiltenes Navne. Det forekommer mig, naar jeg finder de samme
Butiker og samme Kbmands-, Bager- og Haandvrker-Navne paa samme
Plads, jeg sidst saa' dem, som om den gamle By havde standset sit
Liv og sin Udvikling den Dag, vi forlod den. Jeg maa rsonnere for
mig selv: det er jo dog kun tyve Aar siden. Thi jeg fler mig som
en gammel, gammel Mand, der efter at have levet mange Menneskealdre
i Troldenes Hj, vender tilbage til min Hjemstavn. Jeg kan egenlig
slet ikke forstaa, at ikke alt er forandret og at ikke alle de
Mennesker, jeg kendte, er dde.

Mange af dem er det dog. Om nogle vd jeg det af Beretning, om andre
slutter jeg det, fordi jeg ikke finder dem i deres vante Krog. Ogsaa
disse Skikkelser lever op for mig af den Stenbro, de fr traadte og
som jeg nu trder uden at mde dem.

Allertydeligst ser jeg for mig den Frken, som holdt Skole for bedre
Folks Smaadrenge i den gamle By. Det tykke rare gamle Menneske, til
hvem Mdrene saa trygt betroede deres Poder, thi hun tog sig dem an
ikke blot som Skolemesterinde, men noksaa meget som en Barnepige og
Kletante. Hende var det, der med sine buttede Fingre hjalp os af
med vore Mlketnder, naar de begyndte at rokke; til hende blev vi
sendt de Dage, hvor vore Forldre formedelst et Storkebesg eller
andre forstyrrende Familjeanliggender vilde vre af med os. Hun
forrede os de frste Komediebilletter, og, naar vi betalte vore
fire Mark i Skolepenge hver Maanedsdag, gav hun dem af os, hvis
Forldre sad i smaa Kaar, de to tilbage som en Forring til at kbe
noget nyttigt for. Hende endelig var det, der til Fornjelse for
os Drenge laa og svedte i Sengen Fastelavns-Mandag til langt op paa
Dagen, for at vi alle kunde naa at rise hende op og blive belnnede
med de Boller, hun i en stor Torvekurv havde staaende under Sengen.

Du gode, gamle Pige, i dit store Hjrte bankede al den gamle Bys
barnlige Troskyldighed. Jeg rejser Dig et res-Minde, det, dine
Drenge altfor lnge har skyldt Dig.




VI.


                                                      _20. Juni._

Naturligvis er den unge Kvinde, jeg saa' oppe paa Mllen forleden,
Mllerens Datter. Jeg Dumrian, som ikke straks begreb det. Hun maa
jo nu vre en forlngst voksen Pige.

Jeg kan ikke faa hende ud af mine Tanker. Saa stolt hun stod dr,
hjtsvvende, vidtskuende, ovenover Byen og Skoven, ja ovenover
selve Vejrbakken. Hvilke Drmme svulmede mon i hendes Barm, hvilke
Lngsler var det mon, som hendes korslagte Arme knugede tilbage?
Saa' hun fra sit hje Bo med Foragt ned paa Menneskenes jordbundne
Strben, eller gik hendes Hu mod at stige ned og vre med i den
travle Frden?

Helst tnker jeg mig hende som den store Freds Gudinde, den
Gudinde, jeg dyrker. Her paa Vejrbakken er hendes Tempel rejst,
og af Mllen bygger jeg hende et Hjalter. Herop kalder hun til
livsalig Fred i Naturens ubesmittede Rige den, som mdig sger bort
fra Hverdagslivets Stv og Mje. Hendes Skd har Engens duftende
Klverhvile for den trtte Vandrers Hoved, hendes je spejler
Himlens Blaa og hendes Stemme synger Vindens hviskende Vuggesang i
Trernes Kroner.

Er jeg en Nar, Du smukke Mllerdatter, at jeg fster Digtningens
Glorie om din Pande, kaarer Dig til min Lykkedrms Gudinde? Er
Du maaske en ganske jvn lille Borgerpige, der skikkeligt lnges
mod Kreste, Lysning og Brudeseng? Har Du maaske allerede fundet
din Mllersvend? Var det ham, Du spejdede efter, da Du stod paa
Hjalteret?

Ligemeget: jeg lader Dig staa, som min Drm har stillet Dig.
Jeg kender Dig ikke og vil ikke lre Dig at kende. Ingen brutal
Virkelighed skal sknde dit hellige Billed.




VII.


                                                      _25. Juni._

Jeg fik idag gennem min Forlgger Post fra Hovedstaden. En Bunke
ligegyldige Breve, et Brev ogsaa fra min Elskerinde.

Hun sprger forundret, krnket og bedrvet, om jeg er sunken i
Jorden. Hun har forgves ventet og sgt mig. Af en flles Bekendt
har hun saa hrt Rygtet om, at jeg skulde vre rejst til Udlandet
med en Dame. Og hun sender mig nu sit Brev paa Maa og Faa, efter
min gamle Adresse: Jeg vd jo ikke, om det naaer Dig. Dog syntes
jeg, jeg paa en eller anden Maade maatte sprge Dig, hvorvidt Rygtet
taler sandt. Jeg maa jo nsten tro det. Men har jeg da fortjent, at
Du handler saadan mod mig? Har jeg nogensinde forbrudt mig? Har jeg
ikke altid tvrtimod fjet Dig i t og alt, gjort mig Umage for at
vre netop saadan som Du vilde have mig; ikke plaget Dig hverken med
Overhng eller Skinsyge? Nu, Du har tilfjet mig saa bitter en Sorg,
vilde jeg nske, jeg kunde hade Dig. Jeg kan det ikke. Skriv blot to
Ord, at Du vil komme snart tilbage til mig, og jeg elsker Dig nu som
altid.

Hun kan ikke hade mig, hun bilder sig ind, hun elsker mig. Jeg tror
ikke paa, at Krlighed og Had er hinandens ndvendige Supplementer.
Jeg fler mig tvrtimod overbevist om, at den strste Krlighed
aldrig, hvor forsmdeligt den end martres, slaar om i Hadets
Modstning. Men _hun_, der sender mig dette Turteldue-Brev, er
kun Due, forsaavidt som hun forstaar at kurre elskovssygt, kan
ingensinde blive en Hg, thi hun mangler den Flelsens Fanatisme,
der hvsser Klr og Nb. Hun valgte mig til Elsker, fordi det
behagede hendes Forfngelighed at blive foretrukken af mig. Hun
fler en vis Tomhed nu, jeg er borte. Hun nsker at faa mig
tilbage; thi det krnker hende, at jeg af egen Drift er gaaet fra
hende. Men om fje Tid vil den Lykke, hun begrer, atter blomstre
for hende. Den tomme Plads vil blive optagen af en ny Elsker, der
har om end andre saa ligesaa store Fortrin som jeg. Hendes Nag imod
mig vil svinde, og naar vi ad Aare atter ses, vil vi hilse fornjet
paa hinanden som to Venner, der aldrig har haft noget Livsens Alvor
sammen, nppe nok nogen minde- eller glemselvrdig Oplevelse.

Det er Sagen. Og det er Forklaringen af, at jeg kunde rejse bort
uden at fle det som en Ndvendighed at tage Afsked med hende. Her
var ikke Tale om et Brud. Hvad skulde jeg sagt hende andet end
et valent Tak for denne Gang? Her var end ingen Knude at hugge
over, kun en lst sammenhftet Kotillonssljfe at skille i sine to
Baand, det hvide og det rde. Jeg kunde ikke overvinde mig til at
sige de behrige slve Trstens- og Takkeord ved denne Skin-Grav.
Jeg skammede mig ved at spille med i en Scene af saa aabenlys
Uvederhftighed, at give Repliken til hende, der sikkert ikke havde
ngtet sig den Fornjelse at forsge sig i det store Drama efter de
bedste Mnstre.

Naar jeg besluttede at bryde op fra Hovedstaden, var maaske
ogsaa, dybest inde, det den strkeste Bevggrund, at jeg vilde
bort ikke just fra hende, min sidste Elskerinde, men fra hele den
Elskovs-Sport, som leges i den store Bys Overflade-Selskab og som
jeg med saamegen Iver havde dyrket. Havde dyrket mest fordi jeg
derved tilfredsstillede en Lyst til at haane Krligheden, til at
rive den ned fra det svimlende hje Fodstykke, som min Ungdoms
blinde Tro byggede den med det Resultat, at jeg selv en sknne Dag
laa vrkbruden paa Jorden.

Jeg havde elsket og var blevet skuffet. Jeg tvang min Sorg i mig,
jeg svor en stille Ed, at for frste og sidste Gang havde jeg vret
Krlighedens Nar. Var jeg bleven erobret, vilde jeg nu erobre.
Havde man leget med mig, vilde jeg nu lege med andre. Ikke havde
jeg nogen Lyst til at gre ondt, som der var gjort mig ondt. Jeg
vilde blot tage Krligheden ovenfra, saadan som den en Gang havde
taget mig i Nakken. Og jeg vilde lre andre at gre det. Lre dem,
at Krlighed ikke er vrd at regnes for andet end en Spas. Mindst
af alt noget at stte Livet ind paa. Jeg lrte, at i Krlighed
stter man altid Livet ind, ogsaa naar man netop ikke vil det. Jeg
flte mit Liv forspildes, mens jeg troede mig ifrd med at gre mig
til Krlighedens Herre. Jeg vaagnede en Morgen i Angst: Se, Aarene
svinder. Hvor er de henne alle de, Du legede med? Hvad har Du samlet
i Lade af de Flelser, Du saaede ud for Vejr og Vind? Draabevis lod
Du dit Hjrte forblde og lgge sig de, gav lidet og fik intet, gav
saa ofte, at Du snart intet vil have tilbage.

Jeg vil svare min fortrnede Elskerinde: Jeg nsker Dig, der var min
altfor lrvillige Elev, at Du en Gang maa trffe En, der lrer Dig
at elske.

Maaske vil jeg da ialfald lre hende at hade.

Thi dum er hun ikke.




VIII.


                                            _Sidste Dage i Juni._

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By. Ikke som den er -- jeg bryder
mig sletikke om med en moderne Kunsts kritisk-psykologiske Metode,
der ogsaa staar til min Raadighed, at bore Sonden i den og krnge
dens Indvolde ud --, hellerikke som den var, men saadan som jeg ser
og genser den under Barndomsmindets blaa Glas ... i en Soldis af
stille Glde og Vemod uden Bitterhed. Det skal vre en Bog for alle
dem, der, ligesom jeg, trnger til at stte sig hen i en lun og god
Krog, hvor der er stngt af for Omverdenen og hvor Sjlen for en
Stund kan leve sit Blomsterliv i en Klosterhave. Det bliver en Bog
uden pirrende Nyt, uden blndende Farver, der bliver ingen Spnding,
nppe nok Handling i den. Mit Maal vil vre naaet, om de, der lser
den, fornemmer det, som om jeg havde bragt en Buket af enkelt
farvede, enkelt duftende Markblomster ind i deres Stue.

Tre Gange om Ugen er Stiftsbiblioteket aabent. Da sidder jeg i
Lsestuen og blader i de gulnede Folianter, hvor i sirlig snrklet
Skrift den gamle Bys Liv og Begivenheder er optegnede. Jeg faar
vel nppe Brug for de Studier, jeg gr. Men jeg indsuger gennem
Fordybelsen i de henfarne Tider den Stemning af sagtmodig Fjrnhed,
hvormed jeg grne vil fylde min Bog. Det er hellerikke alene for de
gamle Folianters Skyld, jeg sger Biblioteket. Selve Stedet drager
mig. Ofte glemmer jeg rent Bgerne, der ligger foran mig, lner mig
tilbage i den brede slidte Svinelders Armstol og fortaber mig i
drmmende Beskuelse. Biblioteket er indrettet i det gamle Brdrehus,
hvor i den katolske Tid Munkene boede og hvor i de frste
Aarhundreder efter Reformationen Latinskolen holdtes. Den Stue, hvor
jeg sidder, var Klosterets Refektorium. Et temmelig langt Rum med
hvidkalkede Mure og tre lave spidse Loftsbuer. I den ene Langvg
er Drbuen -- saa lav, at en voksen Mand maa bukke sig for at gaa
igennem. Den aabner Udsigt ind til Biblioteks-Stuerne med deres
Reoler fulde af falmede gule og blaa Bogrygge. Paa den anden Langvg
er der tre Vinduer, et for hver af Loftsbuerne. Vinduer, der sidder
i dybe buede Udskringer og med smaabitte blyindfattede Ruder, som
Solen har brndt grnne og rggule. Vinduerne naaer nsten ned til
Jorden, og udenfor er Bibliotekarens Have, et Hjrne af den gamle
Klosterhave og Kirkegaard. Det er en frugtbar Jord med svulmende
Buskadser og et prangende Blomsterflor i fede skinnende Grsplner.
Mellem en Klynge af bugnende tunge Frugttrer staar en hj, flad,
halvt forvitret Gravsten med en nsten udvisket Indskrift. Oftest
dvler dog mit Blik ved den hje gule Mur, som omslutter Haven og
vender ud til en smal Gyde. Der er et Sted, hvor denne Mur bliver
dobbelt, dannende et lille Indelukke. Paa Indermuren ses Spor af
raat tilhugne Trin, og i Indelukket vantrives et ldgammelt Tr, der
nu kun lves i enkelte Grene.

Jeg ser paa Trinene i Muren, paa Tret i Indelukket og jeg drmmer
om den unge Munk, der har siddet her, hvor jeg nu sidder, og lyttet
til de gamle Brdres Pludren efter Nadveren. Men hans Tanker er
andetsteds, han flger Solnedgangens gyldne Spil i Lvet udenfor
de lave Vinduer og hans Hjrte banker uroligt. Saa er Brdrene
gaaet til Hvile, Natten har snket sig over Klosterhaven. Men
forsigtigt aabnes Dren til Refektoriet, den unge Munk lister sig
hen til et af Vinduerne, lsner dets Hngsler og svinger sig ud i
Haven, famler sig i den mrke Nat frem til Muren, staar nu paa det
verste af Trinene, bjer en af Trets Grene ned til sig, lader den
vippe tilbage og er i Indelukket, hvor hans Elskede, formummet i
Mandsklder, venter ham og bliver hos ham, mens Nattergalene slaar i
Klosterhavens Buske.

Jeg vil skrive en Bog om den gamle By og dens Klosterfred. Jeg vilde
ogsaa grne lade Nattergalene synge over den unge Munk og hans
forborgne Krligheds-Lykke.




IX.


                                                       _1. Juli._

Der er hndet mig en Stump af et ventyr.

Jeg sidder i Morges, som sdvanlig, udenfor Pavillonen og fodrer
mine Spurve. Mange Spurve var der paa Vejrbakken, da jeg kom
hertil. De er blevne flere Dag for Dag, og de forfremmes stadig i
Dristighed. Efterhaanden kommer de bogstavelig ind i min Stue for at
se, om jeg ikke har noget til dem, og naar jeg en Morgen lader vente
paa mig med Affodringen, melder de sig med at pikke paa mine Vinduer
og med utaalmodige Skrig i Vindueskarmen.

Vi er netop naaede til Afslutningsnumret: et stort Stykke Hvedebrd,
som jeg lgger midt paa Bordet og som hele Banden styrter sig over,
hakker og river og slider i, indtil et dristigt Par ved forenede
Krfter, efter et behndigt Indhug, slber af med den sidste
Kmpebid.

I det samme faar jeg je paa en ung lyskldt Pige, der staar paa
Trappen op til den vre Bakkeafsats og som aabenbart har overvret
min Leg med Spurvene. Hun rdmer, da mit Blik mder hendes; hun
synes forvirret ved at blive overrasket i at have beluret mig, hun
gr en Bevgelse som for at vende om og flygte, saa betnker hun
sig, gaar med rolige Skridt ned ad Trappen og styrer lige hen til
mig.

Jeg rejser mig og hilser, hun gr en svag Bjning med Hovedet, siger
saa med en Sikkerhed, der maaske er tilkmpet, men synes naturlig:
Jeg har noget til Dem. Og hun tager op af Lommen et sammenlagt
Blad og giver mig det. Jeg ser forbavset paa hende og aabner
Papiret. Ikke sandt -- sprger hun -- det er Deres? Jeg kendte
Dem, da jeg fr saa' Dem. Det, hun giver mig, er et Blad, som
flj fra mig under Overrejsen paa Skibet og hvorpaa jeg har skrevet
nogle meget aabenhjrtige Linjer. Ja, det er mit, svarer jeg. Men
hvorfra kender De mig og hvorledes vidste De, at det Papir tilhrte
mig?

Hun smiler fornjet: Kender De slet ikke mig? ... Aa nej,
naturligvis; det var dumt af mig at sprge; De saa' mig vist nppe
nok.

Nu har jeg det. Og jeg udbryder triumferende: Det var Dem, der
ombord pludselig i Solopgangen stod ved Siden af mig! Rigtigt. Paa
det nr, at jeg ikke pludselig stod der. Jeg er ingen Heks eller
anden Slags Troldtj, selv om jeg bor paa en Hj.

At jeg ikke straks saa' det: det er jo Mllerens Datter. Pigen oppe
fra Hjalteret.

Saa rkker hun mig Haanden. Farvel og tilgiv, at jeg forstyrrede
Dem. Men jeg tnkte -- og hun saa' alvorligt paa mig -- at De
maaske grne vilde have det Papir igen. Og da jeg fandt det paa
Skibet ved Landgangen, var De borte.

Jeg stod og saa' efter hende, mens hun, med sin faste rolige Gang,
gik fra mig hen til Trappen, let og hastigt lb op og var borte som
et hvidt Syn mellem de mrke Graner.

Jeg havde paa Lben et Raab for at kalde hende tilbage, jeg var paa
Springet til at ile efter hende. Jeg syntes, der var saa meget endnu
jeg skulde spurgt hende om, talt med hende om, forklaret hende. Dog
i det samme tnkte jeg: Nej, det er smukkest, som det er. De Ord,
der faldt mellem os, bryder ingen Stemning. Min Gudinde er stegen
ned fra Bjrget, har aabenbaret sig for mig et flygtigt Nu og er
atter forsvunden.

Men jeg staar lnge og stirrer med store jne paa den Plet, hvor hun
forsvandt.




X.


                                                       _2. Juli._

Er hun smuk? Hvordan ser hun egenlig ud? -- Jeg vil prve paa at
klare mig det Indtryk, hun har gjort paa mig.

Luften bliver hj og ren dr, hvor hun trder. Hun er saa nyskabt i
sin Fuldmodenhed, straalende af ung Sundhed og uvilkaarlig Godhed.
Hendes jne er dybe og mme, men klare og aabenhjrtige som et
Barns. Enten de smiler eller mrknes i Alvor, siger de deres Mening
lige ret ud, der er ingen Fordulgthed i Krogene. Hendes Barm er hj
og rund, hendes Midie slank, hendes Hofter yppige. Men hun brer
sin rankvoksne Frodighed saa ubekymret som et Tr sin Sommerpragts
Fylde. Skred hun igennem en Lejr af berusede Krigsfolk, de vilde,
uden selv at vide hvorfor, aabne hende en bred Vej. Saa unrmelig
synes hun. Og dog saa dragende. Fra Haaret, der, skilt i Midten,
falder i to brune Blger om hendes hvide Pande, til Fdderne, der i
taktfast Lethed frer hende hen over Jorden, danner hendes Person
og Vsen Indbegrebet af retlinjet Sikkerhed. Hun kender sin Vej og
sit Maal som den lyse Dag. Hos hende vilde man fle sig tryg. Hun
er uden Svig og Svinkerinder, hun bringer med sig den Luft, som er
ovenover By og Skov. Hun drager som et Alter. Knlende maa man nrme
sig hende. Hun er Kvinden, som hun udgik af Naturens Haand: paa
samme Tid Jomfru og Moder.

Saadant er det Indtryk, jeg ubevidst modtog af hende allerede, da
hun stod i Solopgangen paa Skibet, og siden da jeg saa' hende oppe
paa Mllen, lnet til de hvilende Vinger. Og saadan aabenbarede hun
sig forgangen Dag for mig.

Paa det Papir, hun bragte mig tilbage, havde jeg skrevet: Min Sjl
raaber i Vaande paa en Moder. Formodenlig har hun lst det. Jeg
fler ingen Undseelse derover. _Hun_ maa grne kende mit Hjrtes
Hemmeligheder. Hun vil ikke spotte mig, ikke forraade mig.

Maaske viser hun sig ikke mere for mig. Ialfald faar jeg nppe
Lejlighed til oftere at tale med hende. Jeg synes dog, jeg nu har i
min Nrhed en forstaaende Ven og Medvider, En, hvis Sympati mildt
omsvver mig, En, jeg ikke vilde frygte at sge Hjlp hos, om jeg
var i Nd. Naar jeg ensom vandrer i Skoven, ser jeg hendes Ansigt
smile mig imde mellem Trerne, jeg gaar saa let og trygt, som
holdt jeg hendes faste varme Haand i min. Og gribes jeg stundom af
Tilbagefaldets forvirrende Tanker og hede Begr, maner jeg hendes
Billed frem som Vrn. Og et svalende Aandepust kler mit Sind til Ro.

Hun er altid hos mig som min Skytsaand.




XI.


                                                       _4. Juli._

Jeg har en Veninde i Stiftelsen. Stiftelsen er et Alderdomshjem
for gamle Jomfruer og Enker. Min Veninde, en Jomfru paa henimod 70
Somre, er en af Stiftelsens yngste Beboere, hun anses af de Andre
for et rent Barn. Alligevel er hun Anstaltens Veteran. Hun har
nemlig vret der, fra hun virkelig var Barn, slap derind, mod al
Skik og Brug, sammen med sin Moder, fordi hun var saa svagelig, at
hun, iflge Lgernes Mening, kun havde en stakket Stund at leve.
Saa laa hun til Sengs i mange Aar, og da hun begyndte at komme sig,
var Moderen dd, og man beholdt den nu 30-40 aarige Pige, der ikke
havde andre Paarrende end Stiftelsen.

I hendes Celle, den hun beboede sammen med tre andre Damer, --
Stiftelsens Beboere kaldte altid hinanden ceremonielt for Damerne
--, tilbragte jeg mange af min Barndoms lykkeligste Dage. Hun havde
utallige Talenter. Ingen fortalte saa dejlige ventyr som hun,
hendes Forraad var uudtmmeligt, thi hun digtede dem selv; og ingen
kunde saamange Kortkunster. Desuden var hun en sand Kunstnerinde
med sine Hnder: klippede alle Slags Figurer af Papir, lavede den
vidunderligste Juletrspynt og flettede af Straa de nydeligste Kurve
og sker. Den sidste Frdighed, som hun drev til virkelig Kunst,
havde hun lrt sig i de mange Aar, hun laa til Sengs. Madratsen
leverede Straaet, Resten besrgede hendes Fantasi og Snille.

At besge hende var for et Barn at komme til ventyrets Land. Altid
var her slsomme Ting at hre og se. Og saa fik man til paa Kbet
den dejligste Kop Kaffe, Kaffe med brun Kandis, som ikke kom i
Koppen, men suttedes og knasedes, mens man nd Nektaren.

Jeg var hos hende idag. I den lange sandstrede Gang stod nu, som
fr, gamle Koner, der nejede og nysgrrigt stak Hovederne sammen, og
den kendte Duft af Indelukkethed, Lavendler og sippet Renlevned slog
mig i Mde. Jeg bankede paa Dren til den Stue, som min Veninde har
beboet i et halvt Aarhundred, mens Hold paa Hold af Kontubernaler
er lagte i Kisten og baarne bort. I det smalle lange Rum med et
Vindue, vendende ud mod Stiftelsens Grnnehave, dybest inde sad fire
gamle Kvinder, hver paa sit Territorium, en Fjerdedel af Stuen, hvor
der akkurat er Plads til en Seng ved den ene Vg, en Kommode og et
Servantebord ved den anden Vg og to Stole imellem. Min Indtrden
vakte betuttet Nyfigenhed hos Stuens Beboere. Strikketjet sank ned
i Skdet paa dem, og med sprgende Miner afventede de, hvem Besget
af den fremmede Herre kunde glde. Jeg havde straks opdaget min
Veninde paa Primadonna-Pladsen ved Vinduet, graanet og rynket, endnu
mere mager end fr, men med de samme kloge og fiffige jne. Og det
Liv, der kom over hende, da hun omsider genkendte mig. Hun blev helt
rd i Kinderne af Sindsbevgelse, aabnede Armene og trykkede mig
til sit indfaldne Bryst. Ja, saa sandelig er det ikke ham! Og han
kommer her til mig!

Saamegen Lykke har jeg aldrig drmt om at gre. Jeg blev fejret som
en Prins. Min Veninde var ganske fortumlet. Ikke blot Stuens Damer
blev prsenterede for mig, hun hentede rundt fra Stuer og Gange
alle de Gamle, der havde kendt mine Forldre og set mig som Barn.
De stimede ind, rokkende Morliller og strunke Gammeljomfruer, de
trykkede mine Hnder, de puffedes om mig og pludrede i Munden paa
hinanden for at fortlle mig, hvor godt de mindedes mig, hvor nje
de havde kendt mine Forldre, og for at sprge til hele Familjens
Befindende.

Kaffe fik jeg i Guds Velsignelse, men med Kandis'en kneb det. De
gamle Damer kunde ikke forsone sig med, at jeg ikke vilde have hvidt
Sukker.

Da jeg omsider gik, blev jeg fulgt til Drs af den halve Stiftelse.
Men med min Veninde aftalte jeg, at vi, naar jeg kom igen, skulde
have det lidt mere for os selv.




XII.


                                                       _9. Juli._

Jeg fandt forleden i Biblioteket nogle Familjeoptegnelser, som jeg
fik Lyst til at kontrollere. Jeg var derfor idag oppe hos Prsten
for at faa Lov til at slaa efter i de gamle Kirkebger.

Det var en ung hj Mand med et skarpt Ansigt og strke, lyse jne.
Med strste Forekommenhed gik han mig til Haande og lagde i det
hele et behageligt Verdensmands-Vsen for Dagen. Men vi havde ikke
samtalet i mange Minutter, fr han rbede sig som en af den strnge
Kristendoms ivrigste Forkmpere. Han frte Ordet; jeg sad og lyttede
halvt aandsfravrende til. Jeg forstod dog saameget, at han var
ifrd med at rydde op i den gamle Slendrian, hvori hans Forgngere
havde efterladt Byens kirkelige Forhold. Han skildrede den gamle
By som et Sodoma af Ugudelighed og Ryggeslshed. Alle Laster gik
i Svang: Drik, Usdelighed, Kortspil og Foreningsballer. De, som
roste den gamle By, kendte den ikke eller lod sig bedrage af dens
tilsyneladende Bravhed og Elskvrdighed. Med Guds Hjlp skulde Piben
dog snart faa en anden Lyd. Allerede nu sporede han Frugter af sit
Vkkelses-Arbejde, og han var endda kun lige begyndt.

Det var saalnge siden, jeg havde hrt Fanatismens Ord. De buldrede
som en tom Torden over mit Hoved. Saa grim han saa' ud i sin
harmfulde Vrede, saa vanvittigt det ld, at denne unge rasende
Mand vilde lre skikkelige Borgerfolk Gudsfrygt. Jeg tnkte et Par
Gange paa at modsige ham, men opgav det. Jeg flte mig saa udenfor
Striden, og ingensinde har jeg dybere fornummet Lykken ved ikke at
vre med lnger. At tnke sig, at her gaar en Mand, som indbilder
sig at arbejde i en algod Guds Tjeneste, og fraader af Vrede, mens
Verden trnger til Mildhed og Fred. I Sandhed, Ulvene rives om
Lammene.

Da jeg rejser mig for at gaa, bliver Prsten pludselig atter den
belevne Verdensmand. Trykker mig varmt i Haanden, smiler venligt og
siger en Spg om sin egen Hidsighed.

Men mens jeg vandrer hjemefter, ynker jeg min gamle By. Den har haft
sin gode Tid med de gamle Prster. De forstod den, de lmpede deres
Forkyndelse efter dens Behov. De sad grne selv ved L'hombre-Bordet,
de kimsede ikke af et godt Glas, de gldede sig, naar de Unge
svingede sig i Dansen, og de grd ikke, naar de saa' en lidt for
trivelig M myrtesmykket trde frem for Brudeskamlen.

Jeg synes, Luften er bleven trykkende; der er ingen rigtig Fryd i
Solskinnet, Blsten er kold og graa. Du gamle, sunde, livslystne By,
nu kommer din onde Besgelsens Stund.

... Frst i Vejrbakkens Sol ryster jeg Misstemningen af mig. Og dr
venter mig en Glde, som fylder mig med de taabeligste Fantasier og
faar mit Hjrte til at slaa en ganske ungdommelig Stormmarsch.

Paa mit Arbejdsbord stod en Buket Roser. Et Bud havde bragt den uden
anden Besked end at den skulde stilles paa den fremmede Herres Bord.

Fra hvem skulde den vre, om ikke fra hende? Hun har altsaa ikke
glemt mig; hun tnker paa mig; hun sender ovenikbet en Hilsen. Et
jeblik formrkes min Henrykkelse ved Tanken om, at Buketten maaske
kunde vre fra min Veninde i Stiftelsen. Nej, umuligt. Saa fine
Blomster gror ikke i den gamle By. De plukkes kun paa Vejrbakken, i
Mllerens Have.




XIII.


                                                      _20. Juli._

Nattergalene synger i Vejrbakkens Buske. Jeg har iaften vandret i
Skoven med min Mllerdatter, som hedder Grethe.

Saa lidt det i Grunden er, saa lidt mrkvrdigt. Og dog synes jeg,
at der ingensinde er hndet mig noget strre.

Jeg gaar i Skoven og jeg mder hende. Vi er Naboer, saa deri er
intet underligt. Vi kender hinanden, altsaa havde det vret den
rimeligste Ting i Verden, om jeg havde standset hende og talt
til hende. Det var imidlertid hende, som standsede mig, hvori
hellerintet naturstridigt var.

Hun spurgte: Hvordan lever De? Omgaas De mange Mennesker? Savner De
ikke Hovedstaden?

Jeg svarede: Jeg bliver for hver Dag lykkeligere. Jeg omgaas Ingen,
savner Intet, i Forgaars fik jeg ovenikbet en Buket Roser.

Hun siger nu, at Roserne var fra hende, og jeg frydes over, at hun
ingen Hemmelighed gr deraf. Hun siger, at hun havde faaet saadan
Lyst til at sende mig nogle af sine Blomster. Jeg tnkte, det vilde
glde Dem, fordi de er saa sknne og sjldne. Og jeg vilde grne
glde Dem.

Jeg spurgte hende, hvorfor hun nrede saa venlige Flelser overfor
mig, en nsten Fremmed. Hun svarede: Fordi jeg forstod, at De ikke
har vret lykkelig. Og jeg, jeg har altid haft det saa godt.

Jeg beder hende fortlle noget om sit Liv deroppe med Faderen i
Ensomheden ved Mllen. Hun ryster paa Hovedet: Der er ikke stort
at fortlle. Jeg rgter mine Blomster, mine Bier og mine Frugter, og
jeg lser for min Fader. Vil De vide mere, saa kom selv op og se.
Vi, ligesom De, omgaas Ingen. Derfor vil vi passe sammen. Og hun
tilfjer: De behver ikke at svare Ja eller Nej. Er De lykkelig ved
at vre ene, vilde det vre meningslst, om De sgte Selskab. Men
synes De en Dag, at De har Brug for os, er De velkommen.

Saa staar vi og skal byde Farvel. Men pludselig kommer jeg i Tanker
om, at der er noget, jeg har glemt at faa Rede paa, og jeg siger:
Jeg saa' Dem en Dag oppe paa Mllen. De lnede Dem mod den ene
Vinge. St nu, Mllen var begyndt at gaa!

Aa nej, svarer hun, der var ingen Fare. Mllen har i de sidste
Par Aar ikke gaaet. Fader er gammel og nsten blind, han er hrt op
med at drive Mllen.

Hun nikker Farvel og gaar. Men jeg bliver staaende og hvisker tusind
Velsignelser efter hende, al den Takkens og Lykkens stille Musik,
som hun har fyldt mit Hjrte med.

Elsker jeg hende? Jeg tror det ikke; thi jeg begrer hende ikke.
Der er intet mellem os, som jeg nsker andet og mere. Mine Sanser
ligger som lykkeligt smilende Vuggebrn og lytter til hendes Stemmes
Krtegn. Hendes jnes store milde Varme svber mig. Hendes Haandtryk
er Aftenbnnens Englevagt. Kunde det umulige tnkes, at hun i Nat
kom til min Dr og bad om at blive indladt, jeg vilde flygte som fra
en Vanhelligelse, jeg vilde fle mig som en Forbandet paa Jorden.
Som En, der har staaet ved Renselsens Kilde og set den grumses af at
spejle hans Billed.

Da jeg atter sidder i min Stue med hendes Roser foran mig, gribes
jeg af en Trang til at tilkendegive hende, hvormeget hendes Venskab
betyder for mig. I et hvidt Papir fster jeg en af Roserne og
skriver nedenunder: Fra En, den har gjort karsk, haster op gennem
Skoven til Mllerhuset og fastgr Rosen over Dren. Jeg vd jo, at
den vil falde i de rette Hnder, da hendes Fader er blind.

Og jeg vandrer langsomt hjemad, mens Nattergalene synger i mit
Bryst.




XIV.


                                                      _29. Juli._

Jeg sidder i Morges nede paa Bolvrket ved Havnen for at se
Dampskibet fra Hovedstaden komme. For at undgaa mulige Bekendte
blandt Passagererne har jeg sat mig lidt afsides, ved Oplagspladsen
for ankommende Varer. Jeg morer mig med at se ned i Vandet paa de
grnslimede Bolvrksple, hvor Krabber kravler mellem fastgroede
Muslinger, og jeg tnker paa gamle Dage, da det var en Fest, naar
Dampskibet, den eneste davrende Kommunikation med Hovedstaden,
bragte Gster i Besg. Festen begyndte ved aarle Gry. Den Gang,
som nu, var Ankomsttiden meget skiftende. Under normale Forhold
skulde Skibet lgge i Havn Kl. 5, og fra det Klokkeslet gjaldt det
om at vre parat; men faldt det i med en af de Taager, der udmrker
Fjorden og som i Lbet af faa Sekunder overtrkker den med et
uigennemsigtigt Bomulds-Slr fra Bred til Bred, kan Ventetiden blive
flere Timer lang. Ofte lb vi Brn fem, seks Gange frem og tilbage
for at melde vore Forldre Tilstanden. Endelig hejses Kurven paa
Fjordbakkens Signalstang, Taagen letter, nu kommer det, Skibet, det
lngselsfuldt ventede, som bringer Tanter og Gaver samt megen fin
Mad og en Rkke af Fornjelser i Udsigt.

Og det hnder, mens jeg idag sidder og opfrisker disse Minder,
at Taagen snker sig over Fjorden, ligesom Skibet dukker frem
om den sidste Pynt. En graa Mur glider ned foran mig, jeg maa
sunde mig lidt, fr jeg forstaar, hvad der er sket. Langt ude fra
lyder Dampskibets Taagehorn, jammerfuldt klagende, ngsteligt
varskoende. Men det er klart, at Kaptejnen, saa nr sit Maal,
forsger at lmpe sig frem. Langsomt nrmer Taagehornets Tuden sig,
nu ses Mastetoppene ragende op over Skyen. Da, ligesaa pludselig
som den er kommen, forsvinder Taagen. Et Blndvrk: i glitrende
Morgensol ligger Skibet et Par Hundred Alen fra Land og, forude paa
Overdkket, staar en ung hj Kvinde i et langt, mrkt Regnstykke.
Bedrager mit Syn mig? Er det hende? -- Uden at bryde mig om Per
eller Poul styrter jeg hen til Landgangen. Nu har den unge Dame
faaet je paa mig, hun vifter med sit Lommetrklde. Det er hende!

Gud vre lovet for det Smil, der lyser mig i Mde. Hun er altsaa
glad ved at se mig, glad ved saa uventet at trffe mig her.

Vi flges op gennem Byen. Jeg er saa betagen af Lykke, at jeg
ikke kan tale. Jeg gaar gennem _min_ By ved _hendes_ Side, og
jeg hrer hende fortlle, hvordan det hnger sammen med hendes
Rejse. Hun kommer sammesteds fra som hin Morgen, jeg saa' hende
paa Skibet, fra en lille Handelsplads ved Fjordens Munding. Derud
tager hun hver fjortende Dag for at slge Havens Produkter: Frugt,
Honning, Syltetjer og henkogte Grntsager. Hendes Fader har der en
Forretningsven, som han foretrkker at handle med fremfor med den
gamle Bys Kbmnd.

Da hun har fortalt mig alt dette og jeg stadig tier, sprger hun:
Men hvad vilde De egenlig ved Skibet? Ventede De Nogen? Ja,
svarer jeg, det gjorde jeg vist. Fra min Barndom af har Skibet
altid bragt mig Nogen, jeg holder af. Og Skibet narrede mig
heller ikke idag. Og da jeg ser, at mine Ord ikke skrmmer eller
forstemmer hende, fortstter jeg: Men nu De? Tnkte De, da De
stirrede mod Land, at blive modtagen af Nogen? Hun siger: Jeg
stod inde i Taagen og tnkte paa Dem, saadan som De var den frste
Gang, jeg mdte Dem. Og saa saa' jeg Dem paa den anden Side Taagen.
Uvilkaarligt griber jeg hendes Haand, og hun trkker den ikke
tilbage: Ja, nu er jeg paa den anden Side Taagen.

Men lidt efter, da vi skilles, siger hun: Kommer De saa op til
Mllen? Vi venter Dem.




XV.


                             _Natten mellem 1ste og 2den August._

I to Dage tvede jeg med at flge Indbydelsen. Jeg tnkte: hun har
sagtens ikke ment, Du skulde komme ligestraks. Men iaften maatte jeg
derop. Da jeg kom, stod Grethe i Dren: Naa, endelig! sagde hun.
Fader begyndte allerede at drille mig med, at De nok helst var fri
for vort Selskab. Saa vidste jeg, at jeg var velkommen og kunde
straks fle mig tryg og vel til Mode.

Mllerens Dagligstue, gennem hvis Vinduer man har Udsigt over
Fjorden, ligner en Kahyt, lavloftet og dyb, med en lang gulpoleret
Hestehaarssofa, et stort Klapbord, lderbetrukne Stole, Skort og
Billeder af Skibe paa Vggen, i et Hjrne en Skibsmodel, i et
andet Hjrne et gammeldags Klaver, paa Hylder og Skabe Konkylier og
udstoppede tropiske Fiske, over Bordet en Svinglampe.

Herind blev jeg frt til Mlleren, hvis brede ranke Kmpeskikkelse
jeg straks genkendte, men hvis Blik under de buskede graa Bryn
var blegt og udslukt. Han sad i Sofahjrnet i en blaa Pjkkert og
dampede paa en svr Merskumspibe. Grethe frte mig hen til ham
og sagde: Her er han, den fremmede Herre, kan Du se, han kom
alligevel. Hans haarede brune Haand trykkede hjrteligt min, og
dermed var jeg hjemme i Mllerens Stue.

Aldrig har jeg nogetsteds flt mig saa hjemme. Jeg sad og tnkte:
har jeg set alt dette fr i en Drm, eller er det en Drm, som min
Sjls Lngsler fremtryller? Jeg syntes, jeg havde levet mange Aar i
disse ejendommelige Omgivelser, i denne Kahyt, der som et Vrag var
kastet i Land paa et gstevenligt Bjrg, sammen med denne blinde
Olding, der talte vise Ord, og denne unge Pige, der stille hyggede
og smykkede Eneboerlivet for os.

Jeg lyttede til den Gamles Fortllinger og havde Sjlen jublende
fuld af Grethes Billed. Ifrt en tarvelig graa Hjemmekjole og et
broget Bondeforklde syslede hun ud og ind, bragte os skaaret
Smrrebrd og Frugtmost af egen Tilvirkning, stoppede os bagefter
Piber og bryggede os en Toddy af gammel vestindisk Rom. Hver Gang,
hun vendte tilbage, strmmede Solskin ind i Stuen. At den Gamle
ogsaa fornam det, saa' jeg paa de Glimt af Liv, hendes Indtrden
altid tndte i hans jne.

Da Grethe var ude at tilberede Aftensmaden, fortalte Mlleren:

Fr jeg faldt til Ro heroppe, foer jeg vidt omkring. Jeg frte
Skibe paa de store Have, baade for egen og andres Regning. Men en
sknne Dag syntes jeg, det kunde vre nok. Jeg havde set mere end
jeg brd mig om, Tiderne blev daarlige for Sejlskibene, jeg mente
ikke, Sejladsen frte til ret meget mere. Saa byggede jeg Mllen
her. En Mlle er dog et Slags Skib, den bruger baade Vind og Sejl
for at male i Posen, og tillige maler den langt sikrere. De andre
Mllere paa Egnen korsede sig over den ny Mller, der frte sin
Mlle som en Skude og lod staa til selv i den strkeste Storm.
Efterhaanden havde min Mlle malet saameget, som jeg og min Datter
behvede. Jeg var gammel, mit Syn delagt af den skarpe Blst og
det hvirvlende Melstv. Og saa bliver man saa trt af saadan en
Mlle, der evigt stjer og altid svinger rundt paa samme Plet. Jeg
var trt, trngte til at lade Mllen hvile og faa Stilhed omkring
mig. Deri er jo intet underligt. De, der dog ikke er nogen gammel
Mand, har nok haft noget af samme Fornemmelse, efter hvad Grethe har
fortalt mig.

Mrkeligere er det med Grethe. Hun er ligesom Barn af Stilheden
heroppe, hun kan ikke slippe den, saa ung hun er. Hvis De tror, det
er mig, som ver Pres paa hende for at faa hende til at sidde og
kukkelure sammen med mig, tager De Fejl. Jeg har ofte nok foreslaaet
hende, at hun skulde se sig om i Verden. Jeg har endogsaa tilbudt
hende at flytte med hende et Aarstid til Hovedstaden. Hun vil ikke
bort herfra. Her synes hun, hun har alt det, der gr hende glad. For
det derude fler hun kun Frygt og Uvilje. Det er ikke kommet med
Alderen, gennem Lsning af alle de utilfredse moderne Bger, som man
kunde formode. Hun er fdt med det. Da hun var en lille Pige, tnkte
jeg at skulle gre hende en Fornjelse ved at skikke hende paa et
Besg over til hendes Moders Slgtninge i Hovedstaden. Hun blev
artigt sin Tid ud; men da hun kom tilbage, tog hun det Lfte af mig,
at jeg aldrig mere maatte sende hende bort. Familjen havde vret god
nok imod hende og gjort alt for at adsprede hende. Men hun lngtes
kun efter Vejrbakken, hun var bleven bleg af at lnges og fle sig
ene.

Den Gamle standsede og sad en Stund fordybet i Tanker. Saa tilfjede
han: Naa, en Gang maa hun vel bort herfra -- naar jeg er dd.
Medmindre hun faar en Mand, der kan finde sig i at blive her hos
hende. Men Vejrbakken er just ikke frodig paa unge Mnd, og, saavidt
jeg kan sknne, har Grethe hellerikke vret videre befngt med
Giftetanker. Ogsaa i det Stykke er hun anderledes end unge Piger
flest, endda hun har lst nok af Romaner om Elskov og Svrmeri.

-- -- Jeg blev lnge siddende i Mllerens Stue. Da Mrket faldt paa,
tndte Grethe Lampen og satte sig til Klaveret. I det aabne Vindu
tegnede sig Omridset af den hvilende Mlle paa Baggrund af den blege
Sommerhimmel. Og ud i Stilheden bares til Klaverets spinkle, sprde
Toner Grethes simple, rrende Sang.

Men i Sofahjrnet slumrede den gamle Mller, med Lampelysets blde
Skr over det mildt smilende Ansigt.




XVI.


                                                    _15. August._

Hvad mon Verden for Tiden foretager sig? Var den store Krig
eller den store Revolution brudt ls, havde Rygtet vel vret saa
hjrstet, at det var naaet mig. Nu da ingen Rygter forstyrrer min
avislse Tilvrelse, tr jeg sikkert slutte, at Begivenhederne ikke
er overvldende. Fra det hjemlige Marked indskrnker Noteringerne
sig formodenlig til det sdvanlige Antal Forlovelser og Skandaler,
den sdvanlige politiske Suppe paa en Plsepind, der nppe en Gang
har Lugten af Kdmad tilbage, en Smule Teatervrvl i Anledning af
den tilstundende Sson og Forkyndelsen af et Par Snese nye Bger,
hvoraf de tre Fjerdedele vil vre glemte samme Dag, de udkommer
-- fordi de handler om alt muligt andet end det, der ligger baade
Forfatteren og hans Lsere paa Sinde, eller fordi Forfatteren ikke
har noget paa Sinde, der kan interessere Andre end ham selv og hans
nrmeste Paarrende.

Det er Betnkeligheder af den sidste Art, der faar mig til at tve
med min Bog om den gamle By. Den ene Dag finder jeg Emnet altfor
ringe og ubetydende, frygter, at Folk med Foragt skal vende sig fra
min Bog, sigende: hvad vedkommer dette os? Men nste Dag, naar jeg
vaagner i svulmende Lykke over al den Sknhed af gamle Minder og nye
Indtryk, hvori jeg lever, genfdes Forvisningen om, at min Bog ogsaa
maa kunne bringe Bud til andre Hjrter, der har flt og drmt de
samme Lngsler som mit.

Saaledes gaar Arbejdet langsomt og rykvis under de skiftende
Stemninger. Eller tver jeg af den Grund, at de nye Oplevelser vver
ind i de gamle Minder en Roman, som endnu kun er i sin Vorden; hvis
Afslutning jeg ialfald ikke kender?

Hmmes jeg maaske ogsaa af en vis fejg Angst for de Venner og
Veninder, jeg har forladt? Faar de skeptiske Smil, hvormed jeg
forudser, at de vil lse om min Pilgrimsfrd til Barndommens hellige
Land, undertiden min Haand til at standse? Er jeg selv her i min
sikre Ensomhed, borte fra alle Rygter og alle Randgloser, under
Selskabets Trldomsfrygt?

Jeg betroede mig iaften til Grethe, mens vi gik vor Aftentur paa
Mllebakken. Da jeg havde endt mit Skriftemaal, sagde hun, varsomt
og med snket Hoved, ligesom hun vilde undskylde, at hun udtalte
sin Mening: Efter hvad jeg kender til Literatur -- jeg har fr
lst ikke saa lidt -- og saavidt jeg kan dmme, er Frygt for at
tale rent ud, Frygt for at give sig helt hen, Mangelen hos nsten
alle Forfattere. Jeg har den Fornemmelse, naar jeg lser en Bog, at
Forfatteren, selv hvor han foregiver Aabenhjrtighed, altid skeler
til Lsernes Domstol, altid er betnkt paa sin Vrdighed, altid
pynter og pudser sig lidt, for at Ingen skal tage Anledning til
Forargelse eller Spot. Bryder De Dem om mit Raad, der maaske lyder
anmassende, saa skriv, som om De ikke havde andet Publikum end mig,
der er en uvidende Pige og ikke klog nok til hverken at spotte eller
forarges.

Vi var standsede, vi saa' Fjorden og Byen dybt under os:

Eller skriv, sagde hun, som den, der boer paa Vejrbakken.




XVII.


                                                    _23. August._

Jeg har opdaget, at Grethe i Grunden slet ikke kender den gamle
By, og jeg har bedt hende, om jeg maatte vise hende den. Jeg vilde
saa grne, at hun skulde lre at holde af den, saadan som jeg gr.
Fordi hun forstod, at det vilde glde mig, modtog hun mit Tilbud.
Hun synes ogsaa at interessere sig for, hvad jeg viser og fortller
hende, men mest morer det hende vist at se min Iver som den gamle
Bys Fremfrer.

Idag viste jeg hende Slottet.

Slottet, der ligger nede ved Fjorden og gr Tjeneste som
Amtmandsbolig, er en lang graa pakhuslignende Bygning med et Utal af
smaarudede Vinduer i to Etager. Kun den Rkke af gamle Poppeltrer,
der paraderer foran det, og den rdkappede Skildvagt, der vandrer
frem og tilbage mellem Poplerne, kendetegner det som et fremragende
Hus. Som det nu fremtrder, er Slottet hverken srlig gammelt eller
paa nogen Maade mrkeligt. Det har kun sparsomme Rester fra den Tid,
det var et virkeligt Slot og Sde for Kongens Lensmand.

Det er henimod Skumring, da jeg med Grethe vandrer gennem den dybe
skumle Port i Forhuset ind i den store firkantede Slotsgaard,
der omsluttes af lave hvide Lnger. Grsset gror frodigt mellem
Gaardens Brostene, langs Lngerne staar paa fornem Herregaardsvis
smaa kuppelklippede Linde. Ved Foden af Trerne lber, hele Gaarden
rundt, en Rendesten saa dyb og bred som en lille Bk, med talrige
Gangbrdter over.

Vi sidder paa en Bnk under Lindene ved Lngen lige over for
Porten, hvor Vandet fra Rendestenene samler sig og forsvinder i en
underjordisk Aflbskanal ned til Fjorden. Og mens Solen daler i
Bakkerne Nordvest for Byen og sender sine sidste Straaler paa Skraa
gennem Porten ind over Gaardens Grs, fortller jeg Grethe om den
strnge Hr. Esben, der for mange Aarhundreder siden raadede her paa
Slottet, navnkundig ikke mindre som Kvindebedaarer end som Kriger.
Til Sikkerhed i Ufredstider var af hans Forgngere bygget en Lngang
fra Slottets Klder til Volden paa den anden Side Fjorden. Hr. Esben
benyttede dog Lngangen mest til sine galante ventyr. Han havde et
venneslt, nedladende Vsen, samme Herre. Ofte bd han en Borger
med hans unge Kone eller Fstem til Gilde paa Slottet. Men naar
Borgermanden var drukken ganske sansels, lokkede han den unge Kone
ud af Salen, lod hende, om hun gjorde Modstand, kneble og frte
hende gennem Lngangen under Fjorden til et lidet Hus med vellystige
Kammerser, hvor Gildet saa fortsattes, den Bortfrte oftest ej til
Ubehag, saasom Hr. Esben var saare skn og gavmild; den narrede Mand
eller Elsker til megen Fortrdelighed, naar han vaagnede af sin Rus
og fandt Fuglen fljet. Dog saa' han sin Fordel i at tie, holde gode
Miner til slet Spil og bide Skammen i sig. For Hr. Esben var kendt
som en nidkr Herre med en haard Haand. Desuden var der jo ingen
Anledning til at udbasunere over den ganske Stad den Tort, der var
bleven Ens Kreste til Del, isr naar man ikke kunde vre saa sikker
paa, hvor god eller hvor daarlig hendes Vilje havde vret. Et og
andet sivede dog ud gennem forblommede Ord, et og andet kunde anes
ved pludseligt brudte Trolovelser og Ufred mellem gtefller, der
fr havde levet i god Enighed. En Sky af hemmelig Angst og hviskende
Had lagde sig efterhaanden mellem Byen og Slottet.

Saa hndte det, at Hr. Esben kastede sine jne paa Borgmesterens
dejlige 17 Aars Datter, nygift med en af Byens raskeste og dygtigste
unge Haandvrkere, Klaus Bryde. Hr. Esben smgtede og smiskede en
Stund med dristige Blik og lnlige Tegn, naar han red forbi den
unge Kones Vindue. Og da han havde forstaaet, at hun ikke tog ham
hans Hyldest ilde op, greb han den frst mulige Anledning til at
byde Klaus Bryde og Kone vre Gster paa Slottet. Klaus Bryde havde
imidlertid lugtet Lunten. Han drak sig fuld kun paa Skrmt. Alt mens
hans Hoved sank dybere paa Brystet, iagttog han de mme Blikke, der
veksledes mellem hans Kone og Lensmanden. Og ikke saasnart var de
to forsvundne ud af Salen, hvor de troede gtemanden hvilende i en
salig Rus, fr Klaus Bryde rejste sig, gik hen til et af Slottets
Vinduer og gav en lille Skare udenfor ventende Venner et aftalt
Tegn. Med Vaaben i Haand trngte de sig ind i Slottet, overmandede
og kneblede den intet anende Vagt, fandt, anfrte af Klaus Bryde,
den aabne Dr til Lngangen, saa' i det Fjrne det blege Lys af
dende Fakler og ilede ind i Mrket ... -- Om det Drama, der er
udspillet paa Fjordens Dyb, beretter Sagnet flgende: Da Slottets
Folk den nste Morgen, opskrmte af den omsider befriede Vagts
Fortlling, kom til, var Lngangens Dr smkket i Laas. Det varede
en rum Stund, inden den svre Jrndr sprngtes, og i det samme, den
aabnedes, saa' man de uskadte Lig af tre af Klaus Brydes Venner.
Efter en haabls Kamp for at sprnge Dren var de kvalte. Lngere
inde i Gangen fandtes flere Lig af Kvalte, midtvejs Lensmanden, den
unge Kone, Klaus Bryde, de to Fakkelsvende og et Par Andre, alle
skrkkeligt lemlstede. -- Siden hed det sig, at en Fisker, der hin
Nat havde stanget Aal paa Fjorden ligeover Lngangen, mente at have
hrt Vaabenraslen nede fra Dybet.

       *       *       *       *       *

... Solen er gaaet ned. Den graa Skumring er falden over den stille
Slotsgaard. Da lyder et dumpt Pjask i Vandet lige bag os og Grethe
griber mig i Armen. Hvad var det? sprger hun. Se selv, svarer
jeg og peger paa Gangbrdtet:

De gamle Slots-Rotters Time er inde. De drager deres Spgelse-Frd
fra Slottet ned til Fjorden. Se, snart svmmer de og snart
entrer de over Brdtet. Sid bare roligt, de flger deres vante
Vej, herop kommer de ikke. Det er en hel Karavane, de skal ned at
se til den gamle Lngang, vaage over, at Ingen forstyrrer dens
hemmelighedsfulde Hvile i Sagnets Mrke.

Hvad har Rotterne med Lngangen at bestille? sprger Grethe.

Kom, saa skal De hre!

Jeg frer hende hen til en Klderluge i et Hjrne af Gaarden. Gennem
Lugen, som jeg aabner, ser vi ned i nogle mrke murede Hvlvinger,
hvorfra en klam indelukket Gravkammer-Luft slaar os i Mde.

Og jeg fortller: Da disse Krypt-Hvlvinger -- vi gaar ikke
derned; thi paa dette Tidspunkt er der nppe ganske hyggeligt --
udgravedes i forrige Aarhundrede, paastaar man, at Lngangen, som
man troede forlngst forsvunden, om den overhovedet nogensinde
havde eksisteret, genfandtes. En af Arbejderne tilbd at gaa
derind; spndt afventede man Resultatet: man hrte hans Skridt og
hans muntre Sang fjrne sig, det var tydeligt, at han naaede frem.
Saa blev alt stille. Man ventede og ventede, men han kom aldrig
tilbage. Byens vrighed lovede da en Straffefange Friheden, om han
vilde forny Forsget. Det var en forsoren Galgenfugl, der frygtede
hverken Gud eller Fanden. Han slog til. En Tov blev bundet ham om
Livet: saasnart der var Fare paa Frde, skulde han trkke til.
Karlen gik rask ned og forsvandt. Paa Tovet, der droges efter ham,
kunde man sknne, at han fandt aaben Vej adskillige Favne. Pludselig
standsede Tovet, uden at der dog rykkedes i det. Man tnkte, han var
stdt paa en eller anden Hindring, som han var ifrd med at rydde.
Standsningen blev imidlertid uhyggelig langvarig. Maaske Manden var
besvimet. Og man halede ind i Tovet: det kom tilbage uden Byrde; det
var gnavet over -- af Rotterne, som havde beholdt Karlen ... Men
endnu ses i Hvlvingen en rusten Jrndr og indenfor den et Par
murede Trin, som frer nedad.

-- -- Vi stod atter udenfor, hvor de gamle Popler og Skildvagten
i sin rde Kappe paraderer. Smilende saa' Grethe paa Slottet og
sagde: Hvem skulde nu tro, at den grimme, kedelige Bygning kunde
forskrkke Nogen! Og dog var jeg ikke rigtig hyggelig til Mode fr.

Ja, svarede jeg, saadan gaar det med hele den gamle By. For
den, der haster den ligegyldig igennem, er den kun en almindelig,
hverdagsagtig Provinsby. Men for den, der oplader den sit Hjrte,
aabenbarer den en Skat af fin Poesi og sre Sagn.




XVIII.


                                                  _3. September._

Vi har inat haft den frste Efteraarsstorm. Jeg laa i Sengen og
lyttede til den.

Oppe fra Skoven kommer et Vindstd susende, rusker i Pavillonens
Trvrk, saa det knager i alle Fuger, og bulrer videre ned over
Bakken til Byen. Std flger paa Std, om og om igen den samme
Leg, stadig vildere, stadig voldsommere. Trerne sukker, gisper og
stnner. Stormen giver ikke Pardon. Hvad der ikke har Kraft at staa,
faar falde.

Stormen, den store Opriver og Forskrkker, raser udenom mig. Jeg
kender ingen Angst, jeg ler den op i Ansigtet: Du skrmmer mig ikke,
Du naaer mig ikke, Du havde din Klo i mig, men jeg undslap Dig.

Og i lykkeligt Overmod velsigner jeg Stormen. Den blser Efteraaret
ind, den dejlige Tid, hvor der bliver endnu mere stille paa
Vejrbakken; den Tid, hvor Vejrbakken vil tilhre kun Grethe og mig.

Iaftes, da jeg forlod Mllerhuset og hun fulgte mig til Drs,
sagde hun: Ser De, nu er Himlen fuld af Efteraar. Nu drager Syden
Trkfuglene, nu lnges Hovedstadsfolk bort fra de stille Steder.
Begynder ikke ogsaa De at lnges?

Og hvis jeg rejste, spurgte jeg, vilde De fle det som et Savn?

Hendes jne duggedes, mens de saa' ind i mine og hun svarede: Jeg
synes, det maa vre saa forfrdeligt at skulle sige Farvel. Hvis De
rejser, saa lov mig, at De gr det uden Afsked.

Jeg rejser ikke, fr _De_ siger Farvel.

Og jeg skyndte mig bort i det frembrydende Uvejr, men da jeg, henne
ved Skoven, vendte mig, stod hun endnu i Dren og saa' efter mig.


                                                  _7. September._

Hvorfor siger jeg hende ikke, at jeg elsker hende? Er det af Frygt
for, at det skulde bedrve eller mishage hende? Visselig ikke. Af
tusind Smaating har hun forstaaet, hvor kr og dyrebar hun er mig;
for hver Dag ser hun, uden at jeg behver at sige det, hvordan min
Krlighed tager Vkst. Hun sr det, med Smil i sit Blik, med fagre
Roser paa Kind.

Jeg taler ikke, fordi jeg ikke nnner at forstyrre vore Sjles Mde
i den trygge Ventens Tysthed. Fordi jeg fler mig til Mode, som sad
vi Haand i Haand og lyttede til en dmpet Sang ude over Vandet en
yndig Skrsommernat.




XIX.


                                       _Slutningen af September._

Det er Frugthstens Tid. I Mllerens Have gaar Arbejdet muntert og
travlt.

Paa den lille Plne mellem alle de bugnende Trer, midt i
Travlheden, sidder Mlleren i en Lnestol og leder, trods sin
Blindhed, Arbejdet. Han kender alle Trer i Haven og udpeger dem
i den Rkkeflge, de skal hstes; han giver Ordre om, hvordan
Plukningen for hvert enkelt Trs Vedkommende skal foregaa, og
han modtager Kurvene, efterhaanden som de fyldes, til kyndig
Undersgelse og Prvelse.

Grethe frer Tilsyn med Plukningen, hvortil er lejede et Par Piger
og Karle; hun tager selv Del i Arbejdet og hun stter ogsaa mig i
Beskftigelse. Hun og jeg besrger de fine Frugter, der vokser paa
glasdkkede Espalierer og som maa behandles med srlig Varsomhed.
Jeg staar paa en Stige og plukker dem, hun nedenfor med udbredt
Forklde. Men ofte maa hun sknde paa mig for min Dovenskab; thi
det hnder hvert jeblik, naar jeg skal rkke hende Frugten, at jeg
fortaber mig i Beskuelsen af hendes ivrigt blussende Ansigt, der
er sknnere end nogen Frugt. Og hvad hjlper det, hun sknder? Hun
bliver kun dobbelt sd i sin skrmtede Utaalmodighed.

-- -- -- Naar Duggen begynder at falde, standses Plukningen og
Kurvene bres ind i Frugtkamrene, der har Hylder fra Gulv til Loft,
og hvor Grethe forestaar Sorteringens vigtige og vanskelige Arbejde:
hvad der tr sendes til Hovedstadens krsne, men hjtbetalende
Frugthandlere, hvad Prangerne kan faa overladt til en billig Penge,
hvad der egner sig til Syltning og Henkogning og hvad endelig der
skal forbeholdes Husets Vinterforbrug.

Som der dufter her i disse Frugtkamre. Alle de syrlige og sde Aande
fra Kurve og Hylder fortttes i de indelukkede Rum og blander sig
til en berusende Essens, der lnge hnger i Ens Klder.

Og saa prgtig Grethe ser ud, som hun, med Kjolermerne smgede op
om de hvide strke Arme, tager i de solbrndte Hnder Frugt paa
Frugt og med hastig Kendermine tildeler hver sin Plads og Rang.

Helst tnker jeg dog paa hende, som jeg saa' hende nedenfor Stigen
ved Espalieret. Hvis jeg skrev Vers, vilde jeg stte Billedet i Digt:

Det er Frugthstens Tid. I Mllerens Have paa den golde Vejrbakke
modnes den dleste Frugt i Landet. I Mllerens Have staar hans
Datter, den hjbarmede M, med Favnen fuld af svulmende Druer.




XX.


                                                       _Oktober._

I Kildehaven, der ligger mellem Byen og Vejrbakken, har de smaa
Brn deres Park. Naar Vejret er godt, fres de, krende i deres
Vugge-Kareter eller trippende paa deres stumpede Ben, herud af
Mdre, Ammer og Barnepiger. En stor Runddel, skrmet af store
Trer og omgiven af lange Bnke, er Samlingsstedet. Her findes en
Trbod, hvorfra slges Mlk og Smaakager, Lakris, Johannesbrd og
fristende rdstribede Brystsukkerstnger. Men midt paa Pladsen staar
en broncebarsk Statue af en fdrelandsk Helt og ser med uanfgtet
Krigeriskhed paa Brnenes Leg.

Paa vor Vej til Byen gaar Grethe og jeg grne gennem Kildehaven. For
mig er det en Opfriskelse af mine spdeste Minder, fra den Gang
jeg var et saa bevgeligt Gemyt, at jeg i Arrigskab rakte Tunge ad
Blsten og grd af Angst, naar min Barnepige, efter den almindelige
respektlse Sdvane i Kildehaven, lod mig forrette mine ndtrftige
Smaarinder ved Foden af den strnge General. Frst og fremmest
nyder jeg dog Grethes Henrykkelse over de Smaa. Med straalende
jne flger hun deres yndefuldt-kejtede Tumlen og finder dem lige
bedaarende, enten de leende pludrer eller pludselig stikker i en
fortvivlet Brlen. Men allermest elsker hun de ganske Smaa, dem,
der ligger i Vognene og kigger ud i Verden med store forundrede
jne. Det hndte idag, at vi saa' en ung Moder tage saadan En op af
Puderne og lgge den til sit store hvide Bryst, som den sugede sig
fast til med graadig Mund og greb om med smaa ivrige Hnder. Med m,
andagtsfuld Tilbedelse fortabte Grethes Blik sig i dette Billede, og
da hun endelig rev sig ls og vi gik bort, saa' jeg, at hun havde
Taarer i jnene.

-- -- Vi talte siden om hendes Krlighed til Brn. Hun sagde:

Mit hjeste nske er at blive Moder til mange Brn og bo paa
Vejrbakken, hvor der er Plads til at tumle med dem. Jeg kunde ikke
forestille mig at vre gift, selv om jeg elskede min Mand aldrig
saa hjt, uden at have Brn. Kan noget tnkes sknnere for en
Kvinde end at give den Mand, hun elsker, Brn? Kan noget tnkes
dejligere end at blive kaldt Moder? Vide og fle, ja hre paa den
Klang, hvormed Ordet bliver sagt, at man ikke lever forgves,
men at der er Nogen, som saa ndvendigt trnger til En? Min Mand
skulde intet tabe ved den mhed, jeg ofrede vore Brn. Jeg vilde
elske ham dobbelt som deres Fader. Men fordi jeg fler det saadan,
forstaar jeg ikke, ja forskrkkes af de unge Kvinder, hvorom jeg
lser i moderne Bger. Det er jo nsten, som de frygtede Brn
som en Fare for deres Lykke. Og ikke nok med det. De klynker og
jamrer ovenikbet over den Naturens Grusomhed, der lader dem fde i
Smerte. Som om ikke de fik tifold Vederlag for selv den pinefuldeste
Kvide, naar de holder Barnet i deres Arme. Som om overhovedet det
at blive Moder var noget vrd, naar det ikke kostede Smerte! --
Jeg tnkte frst: det er Mndene, der i bldagtig Medynk skriver
saa taabeligt om noget, de ikke forstaar. Men jeg lste siden det
samme i langt strkere Ord i Bger, skrevne af Kvinder, som hvder
at tale Kvindernes Sag. Disse kvindelige Forfattere, Hustruer og
Mdre ofte, er ligefrem fornrmede over, at alene Kvinden skal vre
Moder og at Moderpligterne afholder dem fra Deltagelse i vigtigere
Samfundsopgaver. Jeg forstaar ikke de Kvinder, jeg forfrdes over
dem. Jeg ser dem for mig med Ansigter fortrukne af Oprr mod
Naturen. Jeg bliver syg af at lse deres Bger. Jeg fler det, som
om der blev myrdet smaa Brn inde i mig.

Men, efter en Pavse, tilfjede Grethe: Ser De, jeg tror nok, det
har gjort meget, at jeg mistede min Moder saa tidligt. Al den
utilfredsstillede Trang, jeg havde til Moder-mhed, har givet min
Moder-Trang Vkst. Jeg, der ikke mindes, hvordan det er at sidde paa
Mo'rs Skd, kunde alt som lille Pige ikke se et Barn, uden at mine
Arme lngtes efter at favne det og lgge det op til mig.

Saaledes talte den Moderlse til den Moderlse. Og mens jeg saa'
paa hendes frodige Legeme, dr hun gik stolt og ren i sin frimodige
Bekendelse, tnkte jeg, at bedre Lykke kunde jeg ikke give min Sn
end at lade ham fdes af denne Kvinde.




XXI.


                                                       _Oktober._

Vi standser foran et langt lavt skiddengult Hus i en snver
Sidegyde. I hvert af Vinduerne, der ligger nr Jorden, sidder bag
Geranier og Gyldenlakker en gammel Kvinde med et kulrt strikket
Trklde om Skuldrene.

I dette Hus -- fortller jeg Grethe -- bor saadanne gamle fattige
Kvinder, der ikke er fine nok til at komme i Stiftelsen. Huset
bestaar af en eneste lang Stue, afdelt ved Sirtses-Forhng i tyve
Rum, ti paa hver Side. I hver Baas bor en gammel Kvinde. I min
Barndom hed en af dem Ane Marie. Hun er den eneste, hvem jeg har
arvet.

Ane Marie var en brystsvag Sypige. Hvor gammel hun var, vd jeg
ikke; uden Tvivl dog temmelig til Aars, siden hun havde faaet Plads
i de velddige Baase. Hun bevarede imidlertid saa sent, jeg husker
hende, et fuldstndigt Barneansigt, glat og fint med to troskyldige,
altid smilende brune jne. Af Person var hun det klejneste, jeg har
st. Hun listede som en lille beskeden Skygge ned ad Gaden med sin
Bondehue paa Hovedet og det grnne uldne Sjal viklet om de spinkle
Skuldre. Her i Huset havde hun frit Logis, men forresten maatte hun
ernre sig selv. Det gjorde hun ved at sy hos Folk i Byen, hun havde
sin Dag hver Uge hos seks Familjer. Nogen vidtdreven Frdighed i
Sykunsten besad Ane Marie ikke. Men at lappe og stoppe forstod hun
som ingen anden; der var aldrig et Stykke Linned eller Uldtj saa
laset, at hun ikke fandt det for godt til at kasseres. De barnrige
Familjer, der ydede hende hendes Underhold, var da ikke narrede med
hende, navnlig da hun ikke kunde beskyldes for at trkke dem op.
Hendes Gage, den hun bestemt afslog at faa forhjet -- hun fandt
den i alle Maader rundelig -- var seks Skilling pr. Dag. Men saa
havde hun jo rigtignok tillige det meste af Kosten. Og med Hensyn
til Kosten blev der krset for Ane Marie, hvor hun kom. Familjerne
srgede altid for at have hendes Livretter til hende, hvad der
ejheller var konomisk uoverkommeligt for Husmoderen og gjorde
hendes Besg dobbelt krt for os Brn; thi Ane Marie havde ogsaa
i sin Smag bevaret en afgjort Barnlighed. Skulde hun have nvnet
den Diner, der mest fristede hende, vilde hun uden Betnkning have
svaret: Sdsuppe og Pandekager. Fra min tidligste Barndom, til vi
rejste fra Byen, kom Ane Marie hver Torsdag hjemme hos os. Lignede
hun paa Gaden en Skygge, blev hun i Stuen en mild lille Solstraale.
Hun var altid fornjet, altid opfyldt af, hvor godt hun havde det og
hvor gode Folk var imod hende, smilede altid taknemmeligt ud af sine
brune Barnejne. Men meddelsom blev hun frst, naar hun var alene
med os Brn. De Voksne skrmmede hende en Smule med deres Fornuft
og Alvor. Sammen med Brn flte hun sig i sit Es. Deres smaa Sorger
og Glder forstod hun, som det var hendes egne. Deres Forestillinger
og Interesser var ogsaa hendes. Hele Eftermiddagen, naar vi var
komne fra Skole, sad vi inde hos hende i den lille Strygestue og
passiarede lunt og godt som med en jvnaldrende Kammerat. -- Men da
Afskedens Stund oprandt og vi rejste fra Byen, stod hun ved Skibet
og grd, som skulde hendes Hjrte briste.

Hun glemte ikke sine smaa Venner.

Aarene gik, jeg var allerede en stor Dreng med frste Del af Artium,
da der, just som Eksamen var overstaaet, kom Brev om, at Ane Marie,
hvem jeg i Barndommens Letsindighed ikke ofte havde sknket nogen
mindende Tanke, var dd og havde indsat mig og en Broder samt to
Brn i en anden Familje til sine Arvinger. Den efterladte Kapital
var 50 Rigsdaler til lige Deling, 12 Daler til hver Arving.
50 Rigsdaler, det vilde for Ane Marie sige 800 Arbejdsdages
Fortjeneste samlet sammen, Seksskilling paa Seksskilling.

Jeg rejste min Arv op. For Ane Maries Seksskillinger gjorde jeg en
dejlig fjorten Dages Fodtur efter den overstandne Eksamen.

-- -- Og derfor, Grethe, kommer Taarer mig i jnene, naar jeg ser
paa dette fattige Hus, hvor der sidder gamle Kvinder i Vinduerne bag
Geranier og Gyldenlakker.




XXII.


                                                      _November._

Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi
havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min
Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Fldeskum paa
Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med
bler og Prer samt nogle smaa Glas Syltetj, som Grethe havde bragt
med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet
akkurat som en Prinsesse i et af de ventyr, hun digtede til mig, da
jeg var Barn.

Men ogsaa vi har besgt hende og vret hendes fejrede Gster.

Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have
Vanskelighed ved at afgre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes
gamle Hjrte banker strkest. Det forvirrer og rgrer hende lidt,
at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet
om, at det kan komme. Naar vi besger hende, trkker hun snart mig,
snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:
af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvd:
Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet
Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjrtensgodhed? Og sikke
jnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage
med et vindt je, at hun har en Klat tilovers for ham.

-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg
fik hun ikke Lov at invitere Prsten, hun maatte indskrnke sig til
at hdre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forvrigt
forlb Festen paa bedste Maade. Bevrtningen var kongelig:
Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrd tmtes
aldrig saasnart, fr den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke vre
livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine
Skrbeligheder og Genvordigheder, tog den nste fat. Tilsidst vilde
min Veninde absolut lgge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle
Damer brndte af Iver efter at overvre den spndende Forestilling;
men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring
vidste, at min Veninde altid lod den pusle i Hjrtersiden
med lnlige Bud og en sukkende Ven og alt andet til Faget
henhrende, nskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette
strre Selskab af Kirsten Gifteknive.

Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi
skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor
skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i
Spindestuen for alle de Gamle.

-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene
snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men
Spindestuen gr tillige Tjeneste som Bedesal. Som Flge deraf er den
udstyret med et Harmonium.

Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi trder
ind i Spindestuen, anfrte af min Veninde, der fler sig mindst som
Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt
anlagte Sndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet
og andgtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og
fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketr,
der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrblede
Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser
hende, et Genskin af Vaar i deres Hjrter, og i beundrende Mumlen
blger de virrende Kappe-Hoveder sammen.

Der bliver atter ddsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet,
slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte
Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som
kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft
af Skov og Mark, hvlver et blaanende Hjenloft over det fattige Rum
og de gamle Kvinder. Det er de sdt smgtende, fromt sklmske Sange
fra vore Mdres og Bedstemdres unge Dage, Grethe synger. De Gamle
lytter, disse Toner faar lnge hvilende Strnge i dem til at bve,
forsigtigt prver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle
Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang.
Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den
modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider
der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren
rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rdrandede
jne i Vand.

Jeg sidder lngst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der
ellers ikke fattes Ord, er saa bevget, at hun ikke kan tale. Men
hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig
fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende
og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have
kysset hende for: Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans
salig Mo'r.




XXIII.


                                                      _December._

Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.

Der er vintermrkt paa Kirkegaarden. I den sorte Ddens Have lysner
kun de ngne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi trder lydlst
paa det faldne Lv.

Dden bliver strre og mgtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid
dkkes dens slsomme Gru af brogede Blomster og smilende Lv. Vi
sger at gre Dden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men
om Vinteren rejser den sig i sin strnge Majestt, breder ud sin
Kappe saa sort og fster sit Benrads-Mrke paa hvert Kirkegaardens
Tr.

Jeg gaar med Grethe over den vintermrke Kirkegaard, og Ddens Gru
forskrkker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg
synes, Dden viger, dr vi skrider frem.

Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: Saa ofte De har talt til mig
om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De
var dog den Gang, hun dde, ikke mindre end at De maa have modtaget
et bestemt Indtryk af hende.

Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring,
er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, fr
Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller
syntes mig at vre det. Jeg ser hende midt paa en Plne i en Have
en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Brn, der legede om hende,
med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig
at have set en Kvinde, der kunde bre et Sjal saa smukt. En stor
Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mrke Haar
laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med
straalende jne stod hun i sin legende Brneflok. Da pludselig sad
der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der sgte
Hvile hos hende. Tyssende lftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
siddende, strg saa klent sit Nb mod hendes Kind og flj.

Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skd: Ja, Grethe,
saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da sprg vor
gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at
hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.

Grethe ser op paa mig med store, krlige jne. Og jeg fler hendes
Arme om min Hals og hendes Lber mod mine. Saa staar vi lnge, Arm i
Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.

-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, sprger jeg: Fortl
mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig? Hun
svarer: Jeg forstod, at Du trngte til mig, og fra samme Stund
havde Du mit Hjrte.

Siden siger hun: Lov mig, at Du, naar jeg dr, vil begrave mig tt
ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg
vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde
din Moder og mig sammen. Men da hun ser, at hendes Ord gr mig
srgmodig, tilfjer hun smilende: Du taabelige Mand, tror Du, jeg
tnker paa at d? Jeg har ingensinde velsignet Livet hjere end nu.




XXIV.


                                                      _December._

Altid tilforn, naar jeg opnaaede noget, jeg kaldte en Lykke, og jeg
ransagede mit Hjrte, om Lykken nu ogsaa virkelig boede i det, fandt
jeg i en eller anden Krog det saare Punkt, hvor Tvivlens Orm gnavede
fordulgt bag Blomsterdkket. Og jeg har vidst, at der vilde komme
det jeblik, fr eller senere, hvor Pragten falmede.

Tvivlen er njsom. Et uroligt Blik, et uoverlagt Ord giver den
Nring. Du sidder en Aftenstund med din Elskede. Da pludselig ser Du
hendes je slres af en fremmed Tanke, et fremmed Minde. Du sprger,
og hun svarer med et aandsfravrende Smil et ligegyldigt Ord. Det
er kun et Nu. Hun glemmer det; og Du glemmer det, mens hun holder
Dig i sine Arme. Men naar den ensomme Nat kommer, stiger frem i din
Sjl Billedet af din Elskede med jne som kolde Lgne og med et
Smil, hvis Spot stivner dit Hjrte. Hvad hjlper det saa, at hun den
nste Dag mder Dig mere m end nogensinde? Du kan tro Dig frelst en
Dag, en Uge, Maaneder. Ormen har sat sin giftige Tunge i din Lykke.
Du er dens Bytte.

Der er dem, som i arm Blindhed slaar sig tiltaals med den kranke
Lykke. Der er andre, som i indbildsk Trods siger: Tryghed drber
Lykken.

Der er kun n Lykke: at hvile i Lykken. At vide, at Dagen, der
kommer, rinder op med den samme Sol, der svandt igaar. Intet mere at
begre, intet mere at frygte. Ingen Dag at nske om igen, ingen Dag
at nske anderledes, fordi hver Dag er ns lykkelig.

Den Lykke, den eneste, er min.

Saagodt som Nogen har jeg jaget den. Har sgt den ude i den Verden,
hvor man gr sin Lykke. Vret tidlig oppe og silde ude for at finde
den, har hidset mig op og trttet mig ud i dens Forflgelse.

Og saa dalede den nedover mig som en stille Sang paa et fjrnt og
stille Sted. Jeg hrte den klinge dmpet ude fra Vandet en dejlig
Skrsommernat. Jeg turde ikke kalde paa den, jeg frygtede at skrmme
den bort. Jeg aabnede den blot i ydmyg Tro mit Hjrte. Og se, en Dag
sang Lykken derinde.

-- -- Jeg har ransaget mit Hjrte, der skjuler sig ingen Tvivl i
det. Jeg har vaaget ensomme Ntter, ingen Skygge forvanskede Grethes
hulde Billed.

Jeg glider i en hvid Baad nedad en solbeskinnet Flod, og jeg holder
en gylden Frugt, hel og rund, i min Haand.




XXV.


                                                       _Julenat._

Da jeg i Eftermiddag kommer op til Mllen, ser jeg, at der er to
Jule-Gster foruden mig. Det er Grethes Guddatter, den fireaarige
Asta, og hendes toaarige Broder Carl, Brn af en Fisker nede ved
Fjorden, der i sin Tid var Dreng paa Mllen. De skal for frste
Gang til Juletr. I den Anledning skinner de af nyvasket Pyntethed
og betuttet Artighed. Og da de ser mig, den fremmede Mand, sger de
en forsigtig Dkstilling bag Grethe, der maa hale dem frem og ruske
dem op for at faa dem foreviste i al deres Dejlighed. Dejlige er
de: Asta en livagtig Englebarnsmodel, lige til at stte i Toppen af
et Juletr, klen og indsmigrende, med gul krllet Top og store
lyseblaa jne; Carl en tt Prop, smands-mut og mandfolkevigtig og
med brune jne, der blinker af lunt Humr.

Julenadveren er endt og vi gaar ind i Havestuen, hvor Tret er
tndt. Grethe har Purken paa Armen og Asta holder hende i Haanden.
Bagefter kommer Mlleren og jeg med vore Piber. Brnene er straks
helt stumme af Forbavselse; med opspilede jne stirrer de frem for
sig, mens Grethe dansende frer dem rundt om Tret. Jeg hvisker til
hende: Jeg tror, Du er den gladeste af Jer tre. Ja, svarer hun,
tnk at holde Jul med Dig og saadanne to.

Det varer dog ikke lnge, fr Brnene frimodigt giver sig hen i
Fryd. Og da de opdager, at Herlighederne paa Tret er Frugter, som
tr plukkes, bliver de rent ellevilde. Tilsidst ruller de rundt paa
Gulvet som to Kattekillinger mellem alle deres Skatte og fylder den
ellers saa stille Stue med klukkende Latter og ivrig Pludren. Indtil
de bliver trtte og svnige og med bittesmaa glippende jne bres
om til Godnat. Men da Grethe har lagt dem til Sengs, kommer hun ind
og stter sig i Sofaen mellem sin Fader og mig.

Endnu brnder Lysene paa Tret, og den Gamle siger: Der maa vre
flere Lys iaar. Sidst var der mrkt foran mig, men iaar synes jeg,
jeg skimter et Lysskr.

Ja, lille Fa'r, svarer Grethe og bjer sit Hoved op til hans
Skulder, der er ogsaa flere Lys iaar. Sidst var Du og jeg ene. Jeg
vilde ikke for min Skyld tnde de mange Lys. Men denne Juleaften har
Vejrbakken haft Brn og rigtig Julefest. Og saadan vil det vre hver
Juleaften herefter, for han her -- hun tager min Haand og lgger
den i den Gamles -- han bliver hos os ... hvis Du giver ham og mig
Lov til det.

Den Gamle kysser Grethe, trykker fast min Haand, og, mens to store
Taarer pibler frem af hans blinde jne, siger han: Gud velsigne
Jer, Brn, og give Jer lyse Dage paa Vejrbakken. Dem, min Sn, har
jeg jo aldrig set, faar Dem aldrig at se. Men paa Deres Stemme,
naar vi talte om Grethe, har jeg hrt, at De holdt af hende.

-- -- Fr jeg gaar, frer Grethe mig ind i sit Sovekammer, hvor
Asta og Carl hviler i hendes gamle Barneseng, slumrende trygt i
hinandens Arme, mens Asta moderligt har lagt den lille Broder op til
sit Bryst. Forsigtigt lister vi os hen og kysser dem. De vaagner
ikke, men smiler, som de i Svne flte den Krlighed, der staar ved
deres Leje. Saa kysser Grethe mig og siger: Tnk, hvor vidunderlig
dejligt, om det var vore egne!

       *       *       *       *       *

Grethe flger mig ud paa Bakken. Det er den sknneste stjrneklare
Frostnat. Vi staar paa Bakkekammen ud mod Fjorden. Til Hjre for os
skraaner den hvide Skov; det er saa stille, at vi hrer det, naar en
Kvist knkker i Frosten. Foran, dybt under os, ligger den isdkkede
Fjord og Byen, hvor der skinner Julelys i alle Huse.

Nu er der Fred paa Jorden, hvisker Grethe. Ja, og Fred i
Menneskenes Hjrter, svarer jeg.

Men da vi vender os om, staar Mllen med sine store sorte Vinger
lige for os. Jeg mrker en Gysen gennemfare Grethe og jeg sprger:
Blev Du bange for Mllen?

Nej, siger hun, jeg var blot kommen til at fryse af at staa
saalnge.




XXVI.


                                                    _Nytaarstid._

Frost og Sne har lukket af for den gamle By. I mange Dage er intet
Bud fra Omverdenen trngt ind til den. Men da Proviant forefindes i
rigelig Mngde og det tilmed er Ferietid, fler Byen ingen Uhygge
som indesprret Fstning. Den lever blot saameget strkere sit eget
Liv, den samler som en Hne Kyllingerne under sine lune Vinger; den
glemmer, at den er ifrd med at udvikle sig til en udadstrbende
Fremtidsby med Bank og Eksportforeninger; den bliver atter helt og
ganske den gamle By.

Naar jeg mder de ringlende Kanetog med lystige pelsindhyllede unge
Herrer og Damer; naar jeg hrer den skingrende Jubel og den leende
Hvinen fra Brnene, der kjlker ned ad Vejrbakkens Sneskraaninger;
naar jeg ser Fjorden sort af farende Skjtelbere og naar om Aftenen
Sang og Dansemusik toner bag de festligt oplyste Vinduer -- da
mindes jeg hin strnge Vinter for mange Aar siden, da Byen, efter
mjsommeligt at have gravet sig op af Sneen, drog ud paa Fjorden og
holdt Karneval Uger igennem.

Saa fantastisk det staar for min Erindring:

Gennem en Granport kommer man ind i en lang Isgade, der ligger lunt
mellem hje Snemure. Saa pludselig er man paa en stor aaben Plads,
der straaler i Fakkellys og indhegnes af Telte, illuminerede med
kulrte Lamper. Telte, hvor der spises og drikkes, synges og danses.
Og fra Pladsen skrer nye Gader sig ind i Snebjrgene. Man kommer
forbi Huler i magisk Blaalysskr, Snemnd med funklende Ildjne,
Smaaboder, hvor gamle Kllinger i Tranlampe-Belysning braser Aal og
Pandekager, et Varmeskur, der benvnes den gloende Ovn, og man naaer
ind i en Lund af Grantrer, hvor der er Trngsel om en Karrusel
med Slder, der har den oplivende Egenskab, at den i hver Omgang
lader en Slde vende Koldbtte i en Drive. Snebyen forgrener og
breder sig endnu videre. Vi Brn naaer aldrig til dens Ende, thi der
gaar Rygter om megen Vildskab og uhyggelige Slagsmaal i dens fjrne
mrke Forstder, dr den gamle Bys Svende og Lrlinge mdes med de
fjendlig sindede Folk fra den anden Side Fjorden. Vi bliver, hvor
Lyset hersker og Uskylden boer. Hvor vore Sstre og deres Veninder
farer os forbi i susende Fart med deres Kavallerer eller opfrer en
ikke altid saa vellykket, men des muntrere Skjte-Lanciers. Henad
Aftensmad-Tid er hele Byen paa Fjorden. Saa kommer Mdre og Fdre
for at hente de unge Dtre og Brnene, eller de bringer Maden med
i Kurve. Inde i den gloende Ovn slaar man sig da sammen, Venner
og Bekendte, og dkker et Fllesbord med de forskellige Madkurves
Herligheder. Og naar man bagefter vandrer hjemad, stiger Raketter
op over Fjorden, hvor den summende Karnevalstummel frst forstummer
sent paa Natten.

       *       *       *       *       *

Grethe og jeg var i Formiddags en Kanetur. Nede ved Fjorden gjorde
vi Holdt og gik ud paa Isen mellem Skjtelberne. Der var Liv og
Glde, men ikke det ventyr-Sceneri som i gamle Dage. Jeg flte
mig maaske en Kende skuffet over den glatte velfejede Bane og hele
det ordnede sportsmssige Prg, Forlystelsen havde faaet; saameget
ivrigere fortabte jeg mig i Genopfriskelsen af de gamle Minder.
Frst sent opdagede jeg, at Grethe, den ellers saa ligelige, gik
ganske tavs og med et forpint Udtryk i jnene af fjrntskuende
Srgmod. Bekymret spurgte jeg, hvad hende fattedes.

Min egen Ven, sagde hun, tilgiv mig. Det er slet intet uden
Barnagtighed. Mens vi gik her blandt alle disse Mennesker, der
ligesom jager hsblsende efter Glden, overfaldt der mig en Angst
for at miste Dig. Jeg syntes, de vilde rive Dig fra mig. Jeg
syntes, din Tale hastede bort med dem, saa langt, langt bort. Tilgiv
mig. Husk, hvor lidet jeg er vant at frdes blandt Mange. Husk, det
er frste Gang, vi har forladt de stille Steder.

Hun smiler atter til mig, hun trykker mt min Arm. Men jeg frer
hende hastigt bort fra Skjtelbernes Bane; vi stiger op i den
ventende Kane, og vi vender tilbage til de stille Steder.




XXVII.


                                                     _7. Januar._

Idag kom der Sldepost. Den bragte mig et Brev fra min Forlgger,
der drilsk sprger, om jeg ikke snart er ked af mit Eneboerliv og
om det ikke kunde friste mig til en Tilbagevenden at blive Leder af
et stort literrt Foretagende, som han paatnker. De Vilkaar, han
kunde byde, er saa gode, at jeg forelbig ikke behvede at frygte
konomiske Vanskeligheder.

For nogle Maaneder siden vilde jeg maaske have vaklet. Nu behver
mit Svar ingen Overvejelse. Jeg dypper straks min Pen og skriver:
At jeg ikke kan modtage hans venlige Tilbud, fordi jeg heroppe
er bleven det lykkeligste Menneske i Verden og fordi min Lykke
er bunden til denne Plet Jord. At jeg saaledes uigenkaldelig har
opgivet enhver Tanke om at vende tilbage og at min Deltagelse i
det literre og offenlige Liv maa indskrnke sig til de Bger,
jeg skriver. At den Bog, han venter, snart kommer og at den vil
efterflges af andre, der ligner mine tidligere ligesaa lidt. At jeg
har taget Stade paa Vejrbakken, hvor Luften er klar og ren; hvor
Livets Mening bliver lettere at fatte, Lidenskaben mere usammensat,
Flelsen dybere. Endelig, at min Lykke er saa sikker, at den trnger
hverken til Anger eller Anklage; at den tvrtimod har Raad til Tak
for alt forbigangent, fordi den uden det ikke vilde vret saa stor.

Inden jeg afsender mit Svar, viser jeg Grethe Brevet fra
Forlggeren. Da hun har lst det, siger hun, efter et jebliks
Tavshed:

Jeg faar nu Anledning til at sige Dig noget, jeg har tnkt paa
stadig siden hin Dag paa Isen. Jeg tr ikke holde Dig tilbage. Du
kan for en kort Stund trives her; fr eller senere vil alt det, Du
kom fra, atter kalde Dig. Jeg finder det kun rigtigt og naturligt.
Og derfor skal Du vide, at jeg intet Baand lgger paa Dig. Gr, som
Du vil og maa. Gr med mig, hvad Du vil. Lad mig blive her, om Du
maaske frygter mig som en Hmsko, hvad Du har Grund til efter min
dumme Adfrd forleden. Eller tag mig med, om Du mener at have nogen
Brug for mig og om Du tr tro mig paa mit Ord, at jeg er grundig
kureret for min Dumhed. Jeg flger Dig, hvorhen Du vil. Vejrbakken
var hidtil mit Hjem. Uden Dig vil jeg vre hjemls paa Vejrbakken.
Livet og Verden derude skrmmede mig. Sammen med Dig vil jeg ingen
Frygt fle. Og siger Du, at jeg maa blive her for Faders Skyld, saa
svarer jeg: Det er ikke Fader mest, som ikke har villet herfra. Til
Tider tror jeg endog, han grne rejste. Maaske var det ogsaa bedre
for ham. Han er gammel, hans Sind plages ofte i den sidste Tid af
sre Tanker deroppe i Stilheden. Han ligesom frygter Mllen, han
tror, den kalder paa ham; at den bebrejder ham, at han har standset
den. Mod min Fader gr vi ingen Uret ved at rejse. -- Men vil Du, at
jeg skal blive her og vente paa Dig, da er ogsaa det godt. Maaske
synes Du, at Du helst en Tid maa vre ene og prve dit Hjrte: om
det nu ikke blot var her i Ensomheden, at Du trngte til mig. Alt,
hvad Du bestemmer, alt, hvad Du gr med mig, er godt. Thi jeg elsker
Dig.

Jeg lader Grethe tale til Ende. Var det haardt og stygt af mig, min
sde Veninde? Var det egenkrlig grusomt, at min Sjl intet vilde
spilde af de velsignede Ord, som dit angstfulde Hjrte udbldte? Jeg
tror, Du tilgiver mig, for den dobbelte Fryd, mit Svar nu voldte.

Mit Svar, som Du fik sort paa hvidt i Svaret til Forlggeren.




XXVIII.


                                          _Slutningen af Januar._

Grethe havde aldrig spurgt mig om min Fortid, det Sprgsmaal, som
plejer at vre det frste, en Mand hrer af sin Elskede. Jeg tnkte:
Skulde det skyldes Uvidenhed? Utvivlsomt ikke. Grethes Viden om
Livet var tydelig og klar. Hun talte uden Omsvb om det, som unge
Piger ellers anser det for et Uskyldighedsbevis at rdme over.
Skulde det da maaske skyldes en altfor god Tro til mig?

Jeg vilde ingen Tvivl, intet Bedrag i det Punkt. Og jeg spurgte
hende idag.

Aldrig har jeg set Grethe saa overvttes lystig. Hun lo saa
hjrteligt, saa overgivent, at hun nsten ikke kunde holde op.
Omsider sagde hun: Nej, Du er virkelig for morsom. Du sprger,
halvt fornrmet, om jeg anser Dig for at have levet, som de gamle
Damer i Stiftelsen lever. Nej, min Ven, Du kan berolige Dig. Du har
for tydeligt indskrpet Offenligheden dine Letsindigheder, til at
Nogen skulde tvivle om, hvilken forfrdelig Person Du er.

Og hun lo atter, saa jeg blev ganske forvirret. Efterhaanden
genvandt hun sin Alvor og sagde -- vi gik i Skoven --: Lad os stte
os her paa Bnken, saa skal jeg forklare Dig Grunden til, at din
slemme Fortid aldrig har foruroliget mig, ja, at den tvrtimod,
efter hvad jeg vd om den, yder mig Sikkerhed for, at Du nu frst
fler det, jeg forstaar ved Krlighed. Du kan bagefter sige mig, om
jeg har Ret eller Uret.

Frst maa jeg tilstaa, at min Sikkerhed intet har at gre med den --
vistnok af Mndene -- udbredte Mening, at en Mand br anvende en Del
af sin Ungdom til at rase ud. Jeg tror ikke paa, at Jert Raseri er
saa stort, at I behver det.

Nej, min Sikkerhed har en Grund, jeg selv har udspekuleret og som
jeg bilder mig ind er noksaa solid. Jeg har i alle dine Bekendelser
forgves ledt efter _Barnet_. Mange begejstrede Ord har Du dslet
paa at lovprise dine Elskerinders Dejlighed. Du har udstyret dem
med alle Fortrin. Kun t ngtede Du dem: Berettigelsen til at fde
dine Brn. Maaske har det ikke vret Dig bevidst. Ialfald synes det
mig, at Du ligefrem med Flid gaar udenom Brnesprgsmaalet, hvori
jeg ser al virkelig Krligheds baade Begyndelse og Ende. Hvad kan
den Kvinde vre en Mand vrd, hvem han ikke nsker at sknke Frugten
af sit Favntag? Det er dog det store Under, den Lykke over al Lykke
i Favntaget mellem Mand og Kvinde, at dr mdes deres Krligheds
Evighedstrang, Trangen til at vide sig forenede ud i de fjrne Tider
gennem Brnene og atter disses Brn og saa fremdeles, til Dagenes
Ophr. Hvis jeg hvilede i dine Arme og jeg fornam din Vilje klnes
af Frygten for Barnet, jeg vilde fle den dybeste Beskmmelse. Jeg
vilde tnke: til en flygtig Lyst, et Sansernes hensigtslse Behag
er jeg ham god. Men han vrdiger ikke at lade mit Skd bre hans
Evighedstanke. -- Nu er jeg stolt og sikker, fordi jeg tror at vide,
at jeg er den frste, hvem Du har nsket at se som dine Brns Moder.
Og jeg nrer ingen Misundelse til din Fortid og de Kvinder, der
fylder den. Stakler, om de elskede Dig; thi deres Hjrter vil da,
selv under dine mest gldende Krtegn og Smigerord, have flt Tomhed
og Skuffelse. I modsat Fald er de end ingen Beklagelse vrd. De
fandt, hvad de sgte. De tog, ingen af dem, noget af den Lykke, din
Krlighed forjtter mig.

       *       *       *       *       *

Har jeg saa -- spurgte Grethe -- haft Uret i ikke at foruroliges
af din Fortid?

Men uden Ord knlede jeg ned og lagde mit Hoved i hendes Skd.




XXIX.


                                                       _Februar._

Det er, som Grethe siger. Det staar ikke vel til med hendes Fader.

Vi er komne under Vejr med, at han i den senere Tid flere Gange,
mens vi var ude, har listet sig over i Mllen. Vi fik Mistanke ved
hans forblommede Ord, og nu forleden saa' vi ham, da han gik derfra.
Han sneg sig bort som En, der er bange for at blive overrasket.
Drejede sagte Nglen om og lyttede for hvert Skridt.

Vi har vret inde i Mllen for at se, om vi kunde opdage, hvad han
foretog sig. Alt stod tilsyneladende urrt.

I Virkeligheden er der jo intet underligt i, om den gamle Mand kunde
fle Lyst til en Gang imellem at frdes i sin Mlle, der rummer
saamange Erindringer for ham. Det ngstende er kun den fordulgte
Maade, hvorpaa han aflgger sine Besg, og den Omhu, hvormed han
sger at skjule dem for os. Samtidig kan han ikke lade vre at sige
Ting, som rber ham.

En Dag, Grethe var gaaet ud af Stuen og han og jeg sad sammen i
Sofaen, rykkede han tt hen til mig og hviskede: De har nok lagt
Mrke til, at Grethe ikke holder af, at jeg kommer over til Mllen?
Har hun aldrig fortalt Dem Grunden? Naa ikke. Skal jeg sige Dem,
hvad jeg tror? Hun er bange, fordi jeg er gammel og blind. Hun
mener, at jeg ikke kan klare mig selv lnger og at der kunde ske mig
en Ulykke. Grethe er saa omhyggelig for mig, hun er en god Datter
og jeg nnner ikke at gre hende imod. Men havde jeg ellers noget
rind, fandt jeg vel Vej paa Vejrbakken og i Mllen saa godt som
nogen Ung med to karske jne.

I det hele taget kredser hans Tanker sygeligt om Mllen. Det er ikke
blot i Nattens Drmme -- som Grethe, bekymret lyttende ved hans Dr,
har hrt --, at han fantaserer om den. Ogsaa ved hjlys Dag spger
den i hans Sind. Han taler om den som om et levende Vsen, der brer
Nag til ham og som han frygter Hvn af.

Forgangen Aften sagde han til mig:

Synes De ikke, at saadan en Mlle, der altid staar, er en underlig
Ting? Ja naturligvis, var den gammel og aflgs, blev det jo en anden
Sag. Men Mllen fejler ikke noget, den har sine Sager iorden baade
indvendig og udvendig. Og dens Bestemmelse her i Verden er dog at
gaa, saalnge dens Krfter slaar til. Ser De, der er jo ogsaa noget
ydmygende i det, at Folk, som ikke vd bedre Besked og som ikke har
kendt den i de Tider, den var den raskeste Mlle paa Egnen, kunde
falde paa at tro, at den overhovedet ikke _kan_ gaa. Nej, jeg har
ikke handlet ret mod Mllen. Enten burde jeg afstaaet den til en
Yngre, da jeg selv blev gammel og trt, eller jeg burde have skudt
den som en Jagthund, hvis Herre ikke lnger duer til at fre den paa
Mark og i Skov og ikke vil se den i nogen Andens Eje.

Grethe, der var kommen ind og havde hrt de sidste Ord, gjorde et
Tegn til mig, og jeg sagde:

Ja, Mller, jeg synes ogsaa, det er Synd for Mllen. De vilde gre
vel imod den ved at rive den ned. Saa er den dd og borte og faar
Fred, og De med.

Det bliver vel ogsaa dertil, svarede Mlleren. Ja, naturligvis,
det maa sagtens saa vre. Men man gaar ikke til det med let Sind.
Man vd dog aldrig, om der ikke kunde vre Grning for den endnu en
Gang. Om ikke i min Tid, saa naar den nye Mand tager min Plads.

Jamen Fader, indskd Grethe. Den nye Mand er jo kommen, og han
har helleringen Brug for Mllen.

Nej, det er nok ogsaa sandt, smilede den Gamle. Den nye Mand har
selv ladet sin Mlle staa.

       *       *       *       *       *

-- -- Men siden har Grethe og jeg talt om, at vi for enhver Pris maa
have hendes Fader til at tillade Mllens Nedrivning.




XXX.


                                               _Sidst i Februar._

Vi har besluttet at gifte os til Maj. Hvad har vi at vente paa? I
Mllerhuset er der Plads og Mad nok. Det lidet, vi mere behver,
kan jeg vel digte mig til. Forelbig skal Resthonoraret for min nye
Bog anvendes til Grethes Brudekjole. Hun sknder paa mig for min
Letsindighed, men jeg vil, at hun skal vre den smukkeste og fineste
Brud, som den gamle By har st. Bryllupet skal staa i Stiftelsens
lille landsbyagtige Kirke, og der maa ingen faa Adgang uden de gamle
Damer. Men vor Veninde og tre andre gode Jomfruer fra Stiftelsen
skal som Brudepiger flge Grethe til Alteret. Efter Vielsen drikker
vi et Glas Champagne med Brudeflget, men der skal ogsaa vre sd
fransk Vin for dem, der foretrkker det. Naar vi saa krer hjem,
lader vi Vognen holde udenfor Kirkegaarden; thi Grethe vil lgge
sin Brudekrans paa Moders Grav, den, der forenede os. Og saa holder
vi vort Indtog paa Vejrbakken som Mand og Kone og flytter ind i
Mllerhusets vre Etage, der har staaet tom og ubenyttet, lige
siden Grethes Moder dde. Det er Maj, Bgen nys udsprungen, Luften
fuld af Blomsterduft, og i Vejrbakkens Skov synger Nattergalen sine
Elskovsmelodier.

Dagene rinder hastigt, mens Grethe og jeg lever vor store Lykke og
drmmer om den end strre Lykke, der venter os, naar Foraaret kommer.

Om Morgenen gaar vi som Regel en lang Tur. Enten i Byens afsides
Gyder og Strder, hvis Navne alene henflytter En til en fjrn Fortid
og hvoraf enkelte, fornemmeligst den ldgamle Peblingegyde, der i
Trappeafsatser bugter sig mellem faldefrdige Rnner og forvitret
Murvrk, er saa snver, at den maa passeres i Gaasegang. Eller vi
sger ud paa de hje, aabne Landeveje, hvor Blikket skuer vidt og
Tankerne drager paa Rejse ud i Fremtiden. Forfriskede af den kolde
Luft, varme og rdmussede af den gode Bevgelse vender vi saa hjem
til vort Arbejde. Jeg til min Bog, som nu skrider hastigt og sikkert
fremad. Grethe til sit Udstyr.

Der ligger fra Moderens Tid fuldt op i Kister og Skabe af Linned og
Dkketj, strke hjemmevvede Sager. Men Grethe vil ikke gaa som en
doven Brud til Brudesengen. Den skal kldes med Lagener, smmede,
stukne og navnede af hende selv. Og som den skal hele Brudehuset
vre. Symaskinen snurrer Dagen lang, og om Aftenen trdes Traaden,
mens jeg sidder hos og ofte bringer Forstyrrelse i Arbejdet ved at
kysse de kre travle Hnder.

En Aften finder jeg Grethe ilag med at klippe fint Lrred ud i
bittesmaa Stykker. Jeg sidder og bryder mit Hoved med, hvad det
vel skal blive til, og Grethe, der ser min Forundring, smiler
underfundigt. Endelig brister min Nysgrrighed, og jeg sprger: Er
det Dig eller mig, der skal pyntes med det Dukketj?

Nej, svarer hun. Det er vor Frstefdtes Skjorter.

Halvt spgende, halvt alvorligt siger jeg: Pas paa, Barn, at ikke
dit altfor sikre Haab skuffes. Der blev vel ogsaa Tid nok siden at
ordne Snnens Udstyr.

Hun ser paa mig med Taarer i jnene: Det maa Du ikke sige. Jeg vil
ikke tnke noget saa srgeligt. Hvad Mening var der saa i al min
Krlighed, om jeg ikke engang skulde kunne fde Dig en Sn? Og din
Sn skal ikke komme til et fattigt og uforberedt Hjem. Han skal
hellerikke bre Klder, kbte i Boder, fremmede Klder, hvori ingen
Tanke om ham gemmes. Derfor syer jeg hans Tj nu, mens jeg er rask
og har Krfter til det. Hvordan det bliver siden, kan man aldrig
vide. Skulde det saa end hndes, at jeg dde fra ham, vil Du dog,
naar han bliver stor nok til at fatte det, kunne fortlle ham, at
hans Moder havde srget for ham, saavidt hun formaaede. Og han vil
aldrig fle sig ganske moderls.

       *       *       *       *       *

-- -- Saa er Du ikke vred paa mig og synes ikke, jeg er overspndt,
ejheller altfor tillidsfuld? Hvilken Gud skulde misunde en Kvinde
den Lykke at drage Omsorg for det Barn, hun grne ofrer Livet for at
fde?

Dette sagde hun, da hun i den mrke Aften stod ude paa Vejrbakken
og rakte mig Haanden til Godnat. Jeg drog hende ind til mig og
hviskede: Du bedste af alle Mdre.




XXXI.


                                                      _8. Marts._

Det er nu bestemt, at Mllen skal rives ned. Den Gamle har givet sit
Samtykke, om fjorten Dage tages der fat paa Arbejdet. Efter frst
endelig at have fattet sin Beslutning synes Mlleren beroliget.
Saavidt vi kan sknne, har han i den sidste Tid end ikke aflagt
Smugbesg i Mllen.

Beslutningen om Mllens Nedrivning har bragt Ro over os alle.
Uden at ville tilstaa det for hinanden gik Grethe og jeg begge i
ngstelse for, at en Ulykke skulde ske. Hvor let kunde det ikke
hnde, naar den gamle blinde Mand frdedes alene i Mllen, at han
snublede paa en af de stejle Trapper, styrtede igennem en Luge eller
kom galt afsted med Hjulvrket? Grethe har nu tilstaaet det: ofte
naar hun afslog en Spadseretur under Foregivende af Travlhed med
Udstyret, var det Frygt for at forlade Faderen, der holdt hende
hjemme.

Nu er alt trygt og godt som fr. Og om Aftenen sidder vi og drfter,
alle tre, hvad Volden skal bruges til, naar Mllen er borte. Den
Gamle mener, at, da Mllen hidtil har tjent mange Skippere som
Smrke, br han tilbyde Grunden til Oprejselse af et andet let
ijnefaldende Mrke. Men Grethe hvder, at mange andre Punkter paa
Vejrbakken egner sig ligesaa godt dertil; at Volden er deres egen og
at Ingen kan fortnke dem i, at de indretter den til deres Behag.
Hun og jeg har en Plan, som vi haaber at faa hendes Fader til at
bifalde.

Paa Volden vil vi bygge et Lysthus i antik Tempelstil. Rundt om det,
paa Voldgangen, planter vi en Krans af skrmende Graner, men op om
Templet og dets Sjler skal i Tidens Lb vild Vin og vilde Roser og
Kaprifolier slynge sig. Og paa dets Frontespice fster vi i gylden
Skrift Indvielsens Ord: _Til Vejrbakkens Gud_.

Vejrbakkens Gud, Fredens Gud, vor Lykkes Gud vil vi bygge vort
Blomster-Tempel, vort Olymps idylliske Parnas. Her vil vi sidde og
skue vidt over Land, lade Verden stje under os, hre Stormen suse
og Uvejret knitre om os og alle Dage, i Storm som i Stille, skrmes
af Fredens milde Paulun. Her vil vi sidde, mens vi er unge og Roser
og Vin og Kaprifolier ranker sig om vore Hjrter; her vil vi ogsaa
sidde, naar de gamle Aar kommer og Mindernes Duft omblger os. Herop
vil vi fre vore Brn, mens de er smaa, og lre dem at bje Kn for
vor Gud, og her vil vi vente dem, naar de, prvede i Livets Kamp,
sger Hvile i Barndomshjemmets Tempel. Men allerdejligst synes vi,
det vil vre -- vi smiler ad vore Drmmes ufortrdne Flugt --, naar
den Dag kommer, da vor Sn og hans Brud tager vor Plads mellem Roser
og Kaprifolier.

I Fllesskab bygger vi vort Tempel. Men den Dag, Templet er rejst og
vi staar sammen deroppe, vil jeg fortlle Grethe, hvordan jeg, alt
fr jeg kendte hende, og lnge fr jeg vidste, jeg elskede hende,
tilbad hende som Fredens Gudinde og af Mllen byggede hende et
Hjalter.




XXXII.


                                                     _19. Marts._

Foraaret kommer tidligt iaar. De sidste otte Dages lune Regn og
bagende Sol har allerede bragt Skovbundens Blomster til at pible
frem af det brune Lvdkke, har allerede vakt Fuglesangen foroven.

Det er lige efter Solopgang, da jeg imorges henter Grethe til vor
Spadseretur. Morgensolen har kaldt paa mig, jeg nnnede ikke at sove
de dejlige Timer bort. Og jeg staar fljtende udenfor Mllerhuset,
hvor alt endnu er lukket. Et Gardin rulles op, og Grethe kommer til
Syne i hvid Natdragt, med det rige brune Haar frit nedhngende og
glimtende gyldent i Solen. Hun nikker smilende til mig og sender mig
et Godmorgen saa fornjet, at hele Luften fyldes med Glde. Men da
jeg tnker paa, at denne livstraalende Ungdom er min og at om en
fje Stund dette frodige hvide Legeme skal hvile i mine Arme og vre
min Hu til Vilje, svimler det for mig.

       *       *       *       *       *

Vi gaar i Skoven og drikker Foraarets strke Vin, som Solen perser
af tusind grende Safte. Jeg ser Blodet stige i Grethes Kinder, jeg
hrer det banke i hendes Haand, som jeg holder i min. Foraarets Rus
er i os, dens liflige Dsighed gyder sig gennem vore Aarer. Grethe
bjer sig ind til mig, trt sger hun, med Hovedet lnet mod min
Skulder, Sttte ved min Arm, og hun siger sagte:

Hrer Du den samme Sang som jeg?

Hvilken Sang hrer Du?

Der er Stemmer, som higende kalder, og der er Stemmer, som vigende
lokker. De leger med hinanden, snart klagende fjrnt, snart
sukkende nr; snart sprgende og svarende, snart flydende sammen
i et jublende Mde af alle Toner ... Jeg synes, det er Naturens
Bryllupssang, der lyder om os. Hrer Du den ikke ogsaa?

Jeg hrer Naturen kalde til Fest: Frem alle Blomster, syng alle
Fugle, spring ud alle Trer. Stat tidligt op, smyk Jer og v Jer.
Vaaren er kommen alt nu, at I kan vre rede. Thi naar Majdag rinder,
staar Vejrbakkens Prinsesse Brud. -- Jeg hrer Naturen synge dit
Bryllup ind.

       *       *       *       *       *

Vor Vej standses af en Bk, der ellers risler med sparsomt Vand
mellem store Stene, men som Vaarbruddet har ladet svulme over alle
Bredder. Kun hist og her rager en Sten op.

Vi maa vel vende om? sprger jeg.

Grethe lner sig mt til mig: Jeg er saa foraarsdoven, siger hun.
Jeg vil ndig gaa en Omvej. Tror Du ikke nok, Du kan bre mig?

Hun slaar sine Arme om min Nakke, jeg lfter den store Pige, og jeg
staar med hende ude i Bkken. Jeg fler hendes blde Legeme tt mod
mit, hendes varme Aande i mit Ansigt. Jeg mrker ingen Byrde, men
atter svimler det for mig. Jeg maa tage al min Vilje sammen for ikke
at styrte med hende.

... Saa sidder vi, begge lidt forpustede, paa Bnken hinsides
Bkken. Men Grethe lgger sit Hoved til mit og hvisker i mit re:

Du, min strke Brudgom. Saa dejligt jeg havde det i dine Arme.

       *       *       *       *       *

Foraaret kommer tidligt iaar. Der kimer Bryllupsklokker i Naturen.
Brudefolkene lnges mod Bryllupets Dag.


                                                     _21. Marts._

Jeg har faaet mine Papirer fra Hovedstaden, de Attester, uden hvilke
man ikke bliver gift, selv ikke paa Vejrbakken. Jeg ser, at jeg i
min Alders frste Aar blev kokoppeindpodet og at Podningen slog
an. Himlen vre lovet. Ellers havde jeg formodenlig ikke faaet
Tilladelse at indtrde i gtestanden.

Imorgen eller i Overmorgen begynder Nedrivningen af Mllen. Den
Gamle var i helt godt Humr iaften.




XXXIII.


                                                     _22. Marts._

Grethe er imorges kommen til Skade oppe ved Mllen. Lgen giver
ganske godt Haab.


                                              _Samme Dags Aften._

Der var nok blst en strk Storm op inat. Jeg synes forresten ikke,
det blste noget videre, da jeg gik op til Mllen, men jeg tnkte jo
hellerikke saa meget paa Vejret.

Da jeg fra Skoven naaede ud til Bakkekammen, ser jeg Grethe staa
oppe paa Mllevolden mellem Vingerne, akkurat som frste Gang, jeg
saa' hende paa Vejrbakken. Saa er Arbejderne altsaa ikke komne
endnu, tnkte jeg. Det var maaske ogsaa for tidligt. Og jeg tnkte
videre, at Grethe sagtens var gaaet derop for at tage Afsked
med Mllen. Hun saa' mig ikke, hun stirrede ud over Fjorden. Jeg
svingede med Hatten, jeg kaldte paa hende. Hun hrte mig ikke, hun
stod i dybe Tanker. Og Blsten har vel ogsaa baaret imod.

Pludselig gav det et Ryk i Vingerne. Jeg tror nok, jeg udstdte
et Skrig. Enten har hun hrt mit Skrig, eller hun har selv mrket
Faren. Hun drejede Hovedet, vore Blikke mdtes, hun gjorde en
Bevgelse som for at styrte frem, i det samme Sekund faldt hun
lydlst til Jorden, ramt af den ene Vinge. Og den nste Vinge fulgte
efter, hen over hendes Legeme, og den nste. Rundt og rundt, i
stigende Fart, gik Vingerne, henover Grethe. Jeg tnkte, mens jeg
lb: Du er bleven forstyrret i Hovedet, det er Svimmelhed, alt gaar
rundt for Dig. Men saa saa' jeg jo, at Grethes Legeme ikke skiftede
Plads.

Paa den anden Side af Mllen, ligefor Voldtrappen, fandt jeg Grethes
Fader. Han stod og gjorde et Tov fast. Han smilede saa underligt.
Den Tanke fo'r mig gennem Hovedet: han har i Sindssyge drbt sin
Datter. En vanvittig Tanke. Jeg anede i det samme alt. Jeg sagde
i Forbifarten roligt: Grethe er bleven ramt af Vingerne. Da jeg
naaede hen til hende, stod Mllen atter. Hendes Fader havde vel
standset den. Jeg laa bjet over hende, hun rrte sig ikke. Hun var
helt hvid i Ansigtet, men jeg saa' ikke Saar eller Blod. Jeg kaldte
paa hende, jeg blev ved at nvne hendes Navn. Saa aabnede hun sine
jne og smilede, lukkede straks jnene igen, men Smilet blev om
hendes Mund. Hun havde st mig og hun smilede! Aa Gud, aa Gud! hun
var ikke dd.

En Hulken ld bag mig og en rystende Haand famlede paa min Skulder.
Det var den Gamle. Hun lever! sagde jeg. Men vi maa have hende
baaret ind. -- Jeg saa' op; lidt borte stod tre, fire Arbejdere i
en Klynge med brave medlidende jne. De trngte sig stille frem for
at hjlpe. Og en af dem sagde: Der er gaaet Bud efter Lge.

Vi bar hende ind, og Lgen kom.

Hendes Tilstand er iaften uforandret. Hun ligger bevidstls hen.
Slaget har ramt hende paa den hjre Side af Hovedet. Der er kun
en Skramme og nogen Hvelse at se. Men Lgen frygter enten en
Hjrnerystelse eller et Brud.

       *       *       *       *       *

Min Anelse om Ulykkens Aarsag bekrfter sig. Grethes Fader vilde en
sidste Gang, inden den blev revet ned og bragtes til evig Ro, lade
Mllen gaa. Ved sine hemmelige Besg derovre havde han forvisset sig
om, at Maskineriet var i Orden. Han er imorges gaaet tidligt op til
Mllen, har rimeligvis vret inde i den, da Grethe kom. Under Larmen
af den strke Blst har hun ikke hrt hans Puslen hverken derinde
eller da han gik ud paa den modsatte Side. Saa har han trukket
Persen fra, i samme Nu satte Stormen Mllen i Gang og Ulykken skete.

Saameget har jeg kunnet slutte af de faa Ord, han har sagt.
Han sidder mest hen i stum Fortvivlelse. Det er en Ynk at se.
Pinefuldere nsten end at dvle ved Grethes stille Sygeleje.
Men da Arbejderne kom og spurgte, om de saa skulde begynde
Nedbrydnings-Arbejdet, sagde han, at de kunde gaa. Han vilde sende
Bud efter dem, naar han behvede dem.




XXXIV.


                                                     _24. Marts._

Hun er dd. Min Grethe, min kre Pige er dd.

Vi vidste jo hele Dagen igaar, at der intet Haab var. Feberen og
Vildelsen begyndte om Natten, og Lgen gik om Morgenen uden at sige
noget. Jeg kunde ikke sprge. Jeg forstod, det var overfldigt.

Jeg har siddet hos hende og maattet tvinge Smil og Glde frem i mit
Ansigt. Hun troede, hun laa til Sengs, fordi hun havde fdt vort
Barn. Hun var saa lykkelig, men en Gang imellem grd hun, fordi hun
ikke maatte have Barnet hos sig. Og naar jeg ikke smilede, blev hun
ganske fortvivlet, jamrede sig og sagde, at vi lj for hende: at
Barnet var dd eller rvet fra hende. I de jeblikke blandede ogsaa
Mllen uhyggelige Forestillinger ind i hendes Fantasier. Hun troede,
at hendes Fader havde bragt Barnet op til Mllen, og bad mig saa
bnligt hente det tilbage.

Ud paa Aftenen tog Feberen til. Lgen kom, men gik hurtigt igen. Jeg
talte ikke med ham. Jeg sad atter ved Grethes Seng, hun kendte mig
ikke. Hun laa mest med lukkede jne, mumlede uhrlige, forvirrede
Ord og fortrak Ansigtet i Smerter. Jeg syntes nsten, det var bedre
saadan. Jeg behvede jo ikke at skjule min Sorg, jeg kunde holde
hendes stakkels hede Haand i min og grde.

Pludselig slog hun jnene, store og klare, op.

Grder Du, fordi jeg skal d? spurgte hun.

Jeg sank ned paa Gulvet og lagde mit Hoved i hendes Puder. Hun strg
sin Haand nedover det, mildt og lnge. Saa sagde hun:

Du maa ikke grde for min Skyld. Jeg har det saa godt. Det er ikke
slemt at d. Baade din og min Moder kalder paa mig: de smiler saa
krligt til mig; de viser mig, at der er Plads til mig imellem dem.

En mrk Skygge gled over hendes Blik. Hun rejste sig op i Sengen:
Barnet! Hvor er Barnet? Det er Synd af Dig at lade mig vente saa
forfrdelig lnge!

Saa faldt hun tilbage, hendes jne var atter klare, men store Taarer
trngte sig frem.

Min egen Ven, sagde hun, lg dit Hoved tt til mit. Der er noget,
jeg vil sige Dig, nu mens jeg vd rigtig Besked med alt og inden jeg
dr.

Jeg gjorde, som hun bad, og hun hviskede:

Jeg er ikke bange for at d, men jeg synes, det er saa srgeligt,
at jeg skal herfra, fr jeg har fdt Dig den Sn, jeg havde lovet
Dig. Nu er det saa lidt, Du har som Minde om mig, saalidt at takke
mig for. Jeg gav Dig jo kun mig selv en stakket Stund. Og knap nok
det gjorde jeg. Nej, Du maa ikke afbryde mig og ikke sige mig imod;
jeg maa have Lov at sige det altsammen, som jeg fler det. Jeg
bebrejder mig, at jeg lod Dig vente. Jeg syntes vel, det var Dig,
der skulde bede. Du skal vide, at alt, hvad Du havde bedt om, havde
jeg givet Dig. Du skal vide, at hin Formiddag i Skoven, da vi hrte
Bryllupssangen tone om os, var jeg af mit ganske Hjrte, af hele
min Lngsel din Brud. Og det vil jeg, uden at rdme, sige Gud paa
hans Trone, at jeg gik grdende fra Jorden, fordi jeg ikke naaede at
hvile som Brud i dine Arme.

Nu er det Tid, sagde hun lidt efter, at Du henter Fader herind.

Men da hun havde kysset den Gamle, bad hun om at maatte sove,
smilede til mig, lukkede sine jne og slog dem ikke mere op.




XXXV.


                                                     _Lst Blad._

Foraaret gaar sin Sejrsgang op over Vejrbakken, med stort Flge af
glade Mennesker nede fra Byen. Unge og Gamle, Brn og Krestefolk,
vrdige Mnd og Matroner, ja selv vrkbrudne Stakler -- alle skal de
med at se Vaaren paa Vejrbakken.

       *       *       *       *       *

Strende gylden Sol for alle Vinde frer Foraaret an, og de glade
Mennesker fra Byen udpeger beundrende for hinanden dets stolte
Bedrifter.

Alt staar Hkken i Knop, og i Vejkanten blomstrer Violer. Pluk mig
et Par, jeg vil fste dem ved mit Bryst.

Nej, kre, pas dog paa, at Du ikke trder paa Sneglen. Og se
Sommerfuglene dr, den ganske gule og den rde med de sorte Pletter.
Herregud, lad dem flagre i Fred, lad dem nyde Foraaret ligesom vi.

Hrte I Stren, Brn. Og Pipfuglen hist. Den flyver med Straa til
sin Rede.

       *       *       *       *       *

Toget standser ved Pavillonen, som Foraaret har vakt af sin Dvale;
hvor, Vinteren igennem, kun en enlig Fremmed har vret Gst.

Lad os drikke et Glas for Vaaren. For Vaaren og Livet. For Livet og
Glden.

Hvad I ikke spiser, Brn, str det for Spurvene. Vi maa ikke glemme
Vinterens Fugle, fordi Foraaret er kommet.

       *       *       *       *       *

De glade Mennesker fra Byen flger Foraaret videre, op gennem Skoven.

Saa lifligt her dufter af Muld og Gran. Men gaa ikke i Grsset, det
har regnet i Nat.

Jo, i Grsset maa jeg. Jeg har fundet en blaa Anemone. Og de hvide
dr. Hvormange der er, naar man ret ser efter.

Og tnk Bgen. Saa store Knopper den alt har. Tro mig, den springer
ud fr Maj, hvis dette Foraar varer ved.

Vist varer det ved. Sprg blot Fuglene, der jubler. De vd Besked.

       *       *       *       *       *

Foraaret staar triumferende paa Vejrbakkens Kam, og de glade
Mennesker udbryder i hje Fryderaab:

Helt herop er Vaaren naaet. Mllevolden er kldt med nyt Grs,
og Vingerne skinner som Guld i Solen. I Mllerens Have knoppes
Frugtblomsterne, i en Stue vilde de hastigt udfolde sig. Hvem der
turde bryde en Gren!

Da aabnes Dren til Mllerhuset, en klam Luftning gaar hen over
de glade Mennesker: paa sit hvide Leje hviler en ung Kvinde, kold
og bleg. Og ved hendes Side staar en Mand, den Fremmede paa
Vejrbakken. Hans jne grder ikke, de har ingen Taarer fler. Han
siger, bjet over sin kolde, blege Brud: Vaaren er dd.




XXXVI.


                                                     _30. Marts._

Idag er Grethe bragt til Hvile paa Kirkegaarden.

I Stiftelsens Kirke forrettedes Andagten. Dr sad alle de gamle
Kvinder og grd uhyklede Taarer over Grethe, fordi hun, der havde
bragt Ungdom og Sknhed ind i deres falmede Hjrter, var gaaet bort
midt i sin unge Glde. Paa hendes Kiste havde de lagt Kranse, bundne
med deres egne rystende Hnder, Kranse af Vedbend og Mos, prydede
med Evighedsblomster og troskyldige Farvel-Indskrifter i sorte og
hvide Perler. Og saa sang de nu for hende, der havde sunget for dem,
sang med deres spinkle, brustne Stemmer: Tnk, naar en Gang den
Taage er forsvunden. Aa Gud, aa Gud. Her var det, hun havde gldet
sig saa inderligt til at skulle staa Brud, her, hvor hun nu laa i
sin Kiste, en Ddens Brud, kldt i det Lin, hun selv havde smmet og
syet til sin Fest. -- Mit trtte, forpinte Hoved sank ned ved min
gamle Venindes Bryst. Hun klappede mig og talte til mig som til et
bedrvet Barn, saadan som hun saamange Gange i svundne Dage havde
trstet mig og klet for mig. Baade hun og jeg glemte nok, at jeg nu
var en stor og klog Mand. Jeg syntes, jeg havde det godt ved hendes
enfoldige Bryst; jeg syntes, Sorgen mildnedes, mens hun hviskede:
Saa maa det da vre saa sknt for ham at tnke paa, at hun ikke
skal ligge alene, men skal ud til hans Mo'r. De to vil tale saameget
godt og krligt om ham, det kan han vre forvisset om, og hnder der
ham nogen stor Fortrd eller Modgang, saa vil han fornemme, hvordan
de trstende omsvver ham.

-- Prsten, den strke Kirkens Svbe over den gamle Bys
Vankundighed, traadte frem ved Grethes Kiste. Han saa' prvende
strngt ud mod Forsamlingen, men, som om han uvilkaarligt forstod,
at her ved denne unge Piges Kiste, overfor disse grdende gamle
Kvinder og denne haardt ramte Fremmede, her var Strnghed
Helligbrde, saa gd sig et Skr af bevget Menneskelighed over hans
skarpe Trk, og da han begyndte at tale, sklvede hans Stemme:

Jeg kendte ikke den unge Kvinde, hvem Gud tog bort, just som hun
troede at staa ved den strste Jordelykkes Indgang. Men der er mig
om hende intet fortalt uden Godt og Sknt. Hun synes ad egne Veje
paa det hje ensomme Sted, hun boede, at have fundet Fred med Gud og
Verden. Hun synes ogsaa at have haft Evne til at meddele Andre Fred.
Jeg kender ikke dem, der er hendes Nrmeste og hvem hendes Dd blev
saa tungt et Slag. Jeg vd ikke, om deres Sorg har sgt den Trst,
jeg kalder den ene rette. Men mit Hjrte krymper sig i deltagende
Forstaaelse af deres Smerte. Jeg beder Gud sknke hende og dem sin
Fred. Amen.

Alene med Prsten vandrer jeg henover Kirkegaarden bag Grethes
Kiste. Jeg ser, hvordan Foraaret har begyndt at brede sin Pynt over
Dden. Jeg ser Foraarets Blomster og jeg hrer i mit re genlyde
Prstens Ord om Guds Fred. Og min Sjl skriger i Kval: Du lyver
Prst, ligesom Foraaret paa Gravene lyver. Alverdens Blomster kan
ikke dkke den Ddens Gru, at hun, jeg elskede, skal des af Ormene.
Alverdens Prster kan ikke lade opstige til mig af Graven den Guds
Fred, som for evigt jordedes med hende.

Kisten er snket i Graven, Jordpaakastelsen til Ende, Prsten har
trykket min Haand -- jeg er ene.

Men frst rigtig ene dog, da jeg, kold og rystende af at sidde
stille saalnge i den skarpe Foraarsluft, forlader mine Grave og
gaar op paa Vejrbakken, der nu end ikke huser Grethes tomme Ler.

Saa ene, saa ene.




XXXVII.


                                                         _April._

Jeg flygtede jo hertil for at sge Ensomheden. Jeg fandt den. Og om
Grethe ikke var kommen paa min Vej, havde sikkert Ensomheden ikke
skrmmet mig. Thi jeg havde da ikke kendt det Savn, der nu jager mig
som en Fredls.

En Fredls er jeg i min Ensomhed. Hvor finder jeg den Krog, som kan
yde mig Fristed? Enten jeg flakker om i den gamle Bys de Gader
eller jeg lber min Fod trt paa Vejrbakkens stejle Veje, overalt
flger Savnet mig som en graadig Ravn, skrigende hst i mit re,
parat til at hugge sit Nb i mit Hjrte. Der er ikke den Plet,
ikke det Hus, det Tr, der ikke raaber mig mit Savn imde. Husk,
sidst Du var her, kom Du med _hende_! Nu er Du alene, hun flger
Dig aldrig mere. Her sad Du med hende. I talte om Eders Lykke, I
drmte Jer ud i Fremtiden; alt, hvad I talte, tnkte og drmte, var
Sommer og Sol, idel Liv og Lyst. Nu ligger hun i Jorden, Drmmen har
Ddens kolde Pust splittet.

Jeg har sgt Freden i Bibliotekets Klostersal, hvis hjtidsfulde
Stilhed fr dulmede mit Sind til god Hvile i gamle Minder. Men
Ravnen sad paa min Skulder: Du unge Munk, hvi dvler dit Blik
saa lngselssygt ved Tret derude bag Muren? Bliv kun, hvor Du
er. Dig venter ingen lnger, naar Mrket falder over Klosteret. I
Klosterhaven er Nattergalene forstummede. Og i det gamle Tr bygger
Ravnen Rede.

I Kildehaven har jeg vret, jeg tr ikke komme der mer. Jeg syntes
Brnene blev stille, da de saa' mig. Jeg lste i deres jne
bedrvede Sprgsmaal: Hvor er hun henne, hun, som altid fr var med
Dig og som holdt saameget af os? Du maa ikke komme alene, Du skal
hente hende.

Min Veninde i Stiftelsen srger over min Trolshed. Netop nu vilde
hun saa grne vise mig sin Hengivenhed. Hun forstaar det ikke og
jeg nnner ikke at sige hende det: mit saarede Hjrte taaler ikke
de medlidende Blikke, som det maa lbe Spidsrod igennem, saasnart
jeg er indenfor Stiftelsens Porte; som forflger mig paa Trapper og
i Gange, helt op til hendes Dr, og som modtager mig i hendes egen
Stue, fra hendes egne trofaste jne.

Men mest hjrteskrende er det dog at besge Grethes Fader. At
frdes i de Stuer, som hun fyldte med sin Fred og sin Ynde; hvor
Savnet klager som et forpint Dyr under hvert Skridt, man trder;
hvor Luften endnu sklver af hendes Ddssuk; hvor endelig han
sidder, den gamle Mand, og stirrer med den blinde Skbnes tomme
jne paa det Frygtelige, han har fuldbragt. Hvad har han og jeg
at sige hinanden, som kan bringe Trst? Han hrer nppe nok de
Fornuftbetragtninger, hvormed jeg forsger at mde hans Selvanklage
og hans forvirrede Udtalelser om Grethes Ulykke som den forurettede
og vrede Mlles Hvn. Er jeg derimod selv ganske upaavirket af hans
sre Grublerier? Eller er det alene Mindet om hin forfrdelige
Morgen, der vkker Uhygge i mit Sind og faar mig til at sklve, naar
jeg passerer Mllen? Endnu ligger den der, endnu har dens Herre ikke
villet flde Dommen over den.

       *       *       *       *       *

-- -- Men naar Savnet har jaget mig fredls fra Sted til Sted,
sger jeg Hvile i mit Arbejde, i min Bog. Mens jeg skriver paa den,
glemmer jeg, at Grethe er dd. I den lever hun, i den genopstaar
hun med den Guds Fred, som hun sknkede mig, da jeg kom som en trt
Flygtning til Vejrbakkens Ensomhed.




XXXVIII.


                                           _Sidste Dage i April._

Jeg havde Lyst at skrive en Fortale til min Bog, som nu er
frdig. Rigtignok bandlyser den moderne literre Katekismus
Fortaler saavelsom de gamle fortrolige Henvendelser midt i Bogen
fra Forfatteren til hans kre Lser. Et af de frste Bud lyder:
Forfatteren maa aldrig stikke sin Person frem og ikke give sin
private Mening til Kende. Forfatteren objektiverer sig i Vrket, der
har at tale for sig.

At vise Humbugen heri skulde bl. a. vre Hensigten med min Fortale.
Har en Forfatter noget paa Sinde overfor sine Lsere, skal han nok
faa dem det sagt trods Katekismens Forbud. Han lader bare en af
Personerne holde et lille Foredrag. Og hvad nytter det, man forbyder
ham personlig at optrde i sine Bger? De allerfleste Bger skrives
om Forfatterne selv. Flgen af Forbudet mod de umaskerede sorte
Dominoer bliver da blot, at Forfatterne kostymerer sig mer eller
mindre smagfuldt, mer eller mindre gennemskueligt. Tag en af vore
Forfatteres samlede Produkter for Dem, og De vil se ham paradere
forbi i en Rkke skiftende Forkldninger: som Prst og som Lge,
som Ingenir og som Adelsmand; snart det overlegne Fornuftmenneske,
snart en dybsindig Grubler; snart en barnlig Fantast og snart en
fortvivlet Oprrer mod Samfundsordenen. Den naive Mand bilder sig
ind, at han er vel forvaret i sin sindrige Forkldning. Men ikke
blot hans Kaldsfller, der kender Fiffene, skriver ham straks leende
i Haanden. Ogsaa Lserne, dresserede af den moderne kritiske Metode,
hvis Stolthed det netop er at finde Katten, udpeger ham med
Lethed og siger henrykte til hinanden: Har I set den skvbenede Hr.
A.... nu optrder han min Salighed som en uimodstaaelig Ingenir?
Hvad mener I om den evigglade Hr. B., er han ikke grinagtig, naar
han giver Partiet som den verdensforagtende Naturforsker?

Forkldningen narrer Ingen anden end -- Forfatteren. Han tnker:
siden jeg nu en Gang skal i Kostyme, vil jeg dog gre mig akkurat
saa prgtig, som jeg dog nok egenlig er. Hvilket latterlig glimrende
Galleri af Selvportrter udviser ikke den moderne Literatur. Hvor
har Forfatterne ikke svlget i at afmale sig som Ynglinge med
dejlige Aasyn, med slanke, elegante Skikkelser, med ildfulde blaa
eller brune jne eller jne, der betagende skifter i alle Farver.
Eller de har set sig selv i moden Manddom, med Alvor og Myndighed
i det viljestrke Blik, med graanende, men endnu fyldige Lokker. I
krlig Overbrenhed retoucherer de bort alle Maver og Maaner, alle
Latterligheder og Grimheder. Og hnder det en sjlden Gang, at de,
ved at se sig i Spejlet, faar en Anelse om, at en vis Beskedenhed
maaske vilde vre passende, slaar det ikke fejl, at de Svagheder
eller Mangler, de med del Oprigtighed vedkender sig, stilles i
en flatterende Belysning af en Ejendommelighed, der overgaar al
sdvanemssig Sknhed. Eller de tager yderligere Oprejsning for
de koket tilstaaede legemlige Skavanker ved at gre de aandelige
Fortrin, der aldrig fattes en Forfatters Selvfremstilling, end mere
overvldende.

Saaledes ser vi da vore Forfattere, som Ofre for
Forkldnings-Humbugen, udlevere sig til Spot for en lattermild
Samtid.

Det fik endda vre. Vrre er det, at Forkldningen hmmer
Forfatteren i at sige sit Hjrtes usminkede Mening. Maskeradebgerne
fordrer en pinagtig Hensyntagen til stetisk Vedtgt, der fles
som Humbug, fordi Forfatteren vd, hvad den er gjort af. Vi
kender alle den moderne Romanformel: et frste Kapitel, hvor vi
springer badus ud i Handlingen, og et andet Kapitel, hvor vi hales
i Land af en lang og kedsommelig Forhistorie, som Forfatteren
mjsommeligt har sammenstillet til Baggrund for sin Maskerade.
Alle disse Udenomssysler med Garderobe, Maskineri, Dekorationer
og med Personer, der skal agere imod hinanden efter en stereotyp
Kapitel-Regie, suger Marven af den Energi, som skulde gre Bogen
til et helt og gte Udtryk for de Oplevelser, Stemninger og
Flelser, der har fdt den i Forfatterens Sjl. Kunstletheden og
Kunstfrdigheden kvler den Hjrtets simple, enfoldige Tilstaaelse,
som det var Bogens Mening at gre andre Hjrter, der har levet og
flt noget lignende.

Derfor har jeg fortalt min Bog saa lige ud, som jeg har levet den.
Derfor er det jeg, der selv henvender mig til Lserne. Jeg er
hverken smuk eller grim, hverken en velskabt Trubadur eller en
dmonisk Pukkelryg. Jeg er kun et Hjrte med Trang til at synge
sin Fryd og sin Kvide. Kostymet passer sagtens til de store
Bger, der skildrer Samfundets Maskerade. Hjrtets smaa Bger
skrives bedst af den, der ikke forsger at vre andet end jeg.




XXXIX.


                                                     _30. April._

Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig
at virke.

Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes jne med et
Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg,
at nu kom frst ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op,
samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vrt vide,
at jeg rejser med Skibet imorgen.

Hvad jeg vil? Frst og fremmest bort herfra. Men dernst didhen,
hvor Arbejdet venter mig. Trt, fordi det syntes mig at fre
til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store
Indbildninger, men flende, at det i hvert Fald har sit Vrd i
sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer
Arbejdet Ulykken.

Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og
til, for at sge en Smule Adspredelse, har gstet en af Byens Kafer
og dr faaet et Blad ihnde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst
til atter at fre en Pen for eller imod det, jeg lste. Jeg fornam,
at min Mlle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind
kunde stte den i Bevgelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa
Grethes Fader. Ikke Mllen, men ham var det, der trngte til at
hre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at
Anklagen mod Hvilen ld. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg
hrte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Mllen gaa!

Idag har jeg vret rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken,
med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.

Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed
overgav jeg Grethes Grav i Vrn og Varetgt. Thi jeg vd, at den
gamle Mller ikke kommer der fr den Dag, han selv bringes derud
til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: Smyk ikke Graven med
de forgngelige Blomster, dem, hvis Trst er en stakket pralende
Lgn; dk den med det altid levende Mindes beskedne Vkster, med
Vedbend og Evighedsblomster. Min Veninde gav grdende sit Lfte:
Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalnge Gud lader
mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gre, som jeg har
gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede
Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.

Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers
siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk
at gre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse
med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fstet den gamle Kone,
der fr gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham.
For ham var der da srget, det, han behvede. Om at flytte fra
Vejrbakken vilde han ikke hre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi
nu -- fortalte han mig videre -- var det i Orden med Mllen.
Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Srgeminde
over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isnder, og,
naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud
mod Fjorden. Hverken den eller jeg -- sagde han -- kan nu gre
mere Fortrd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor
vi forbrd os. Og saa er det jo min Tanke, at Mllen, naar jeg dr,
skal gives i Arv og Eje som Smrke og nvnes paa Kortet som Grethes
Minde.

Jeg gik fra Mllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre
Foraarspragt, men det sknnedes tydeligt, at Ingen lnger tnkte paa
at rgte den. Grsset paa Plnerne groede vildt og uslaaet, i Bedene
voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag,
hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernst atter blive et Bytte
for den golde Vestenvind. Krlighedens og Fredens milde Haand var
vegen fra Vejrbakkens Oase.

Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min
Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men
uforglemmelig Dag over min Manddom.

I to gode Mdre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys
Kirkegaard.

-- -- Min Kuffert er pakket. Men verst i den ligger en af de smaa
Skjorter, Grethe syede til vor Sn.




XL.


                                                _1. Maj. Ombord._

Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa
Faade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede
Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rd mellem foraarsgrnne
Marker og Bakker, med munter Rg fra alle Skorstene og med
Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis.
Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.

Jeg vaagnede, som om Tppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis
fjrne Drmmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte
Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste jeblik saa' jeg, ude
i Horisonten, Vejrbakkens Top og verst oppe Mllen som et sort
Kors paa hvid Grund.

Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage,
derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.

Har da dette Aar vret forgves, er det sporlst svundet som den
ventyrets Drmmeverden, for hvilken Teatrets Tppe ruller ned?

Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den
ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fdre
undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der
lutrer Sjlen og dler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede fr, et hjt og
sikkert Mrke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske
modtage mig med et medlidende Skuldertrk, mine Fjender maaske sende
mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til
Medynk eller Glde. Den Guds Fred, der har rrt min Sjl, har ikke
haft Brug for nogen Omvendelse; det Smrke, mit Liv har vundet,
frer mig ikke i nogen ny Retning. Blot flger jeg nu sikrere en
ligere Vej.

Paa dit Ddsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du dde som Jomfru
i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed.
Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg vd ogsaa,
at ingen Salighed vilde vret strre end at hvile som Brudgom ved
din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lrt mig Forsagelsens hidtil
ukendte Lykke. Du har lrt mig Lykken ved at vre paa Vej til
Lykken, selv om man aldrig naaer den.

Jeg stter atter Mllen i Gang. Det maa saa vre. Den krver sin Ret
af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tnker paa, at den Mllevinge,
der drbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort,
inden den forfrdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se,
satte i Gang min Mlle, ved hvis Vinger Du havde sgt Hvile.
Grethes Minde har lrt mig at se mig for.

Min Drm er til Ende. I Foraarsnatten brer Skibet mig tilbage fra
min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drmmen er til Ende,
Guds Fred udrunden, Grethe dd.

Eller var det ingen Drm? Eller drmmer jeg endnu? Jeg synes at
fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at
hre hende hviske i mit re:

Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.





End of the Project Gutenberg EBook of Guds Fred, by Peter Nansen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GUDS FRED ***

***** This file should be named 43295-8.txt or 43295-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43295/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
